ved Marcus Lantz - kontoret krogerup.dk
Lær at forstå og tale det sprog, der giver gennemslagskraft i samfundsdebatten.
Demokrati er mere end at sætte sit kryds hvert fjerde år. Demokrati er at blande sig og deltage i samfundet. Derfor har vi brug for retorikken; den giver vores holdninger klangbund. Retorik er samtidig faget, hvor praktikeren får lov at udfolde sig. Hver undervisningsgang bliver indledt af et klip fra tv, radio eller nettet, så den aktuelle samfundsdebat sætter både teori og praksis i svingninger. Vi skal lære at holde en god tale, der får resten af skole til at spidse ører. Vi skal lære, hvorfor vi stadig den dag i dag husker, at Martin Luther King havde en drøm, at John F. Kennedy var en berliner, og at Poul Schlüter ikke havde fejet noget ind under gulvtæppet. Vi skal lære selv at debattere. Med inspiration i særligt den amerikanske debatkultur skal vi lære at forsvare synspunkter, vi ikke nødvendigvis selv deler, så vi bliver bedre til at formulere og forsvare vores egne holdninger. Vi skal lære at skrive læserbreve, der fanger de kritiske debatredaktørers blik. Vi sigter efter de store dagblade og lærer, hvad der skal til for at få et læserbrev i spalterne. Vi vil derudover blive klogere på statsministerens tirsdagspressemøder og udenomssnakkens (u)ædle kunst, hvilke midler den gode debatordstyrer benytter sig af, og hvilke grunde der overhovedet er til, at man bør blande sig i det samfund, man lever i. Undervisningen vil grave dybt i 2.500 års retorikhistorie – vi vil blandt andre lære Aristoteles, Cicero og Quintilian bedre at kende – men med ét klart mål: Retorikken skal give os et oplyst og kritisk grundlag for at være medborger i det danske demokrati anno 2013 og mange år frem i tiden. Som afslutning vil eleverne på retorikholdet stå for at arrangere en debat på Krogerup Højskole om det samfundsemne, de finder vigtigst.