År 1 som forstander på Krogerup

Nyheder
Første år som forstander på Krogerup er gået. I mellemtiden har højskolen fået et nyt grønt hovedfag, en række nye ugekurser og om lidt skal skolen gennemgå en større restaurering med støtte fra A.P. Møller Fonden. Rasmus Meyer reflekterer over året, der er gået.

Hvordan er det at være forstander på Krogerup?
Det er fantastisk. Jeg har nogle gange en frygt for, at det bare er en drøm, og at jeg pludselig vågner og må erkende, at det bare har været en drøm. Men indtil det sker, lever jeg drømmen, og det er skønt.

Hvad har overrasket dig?
Hvor alsidigt jobbet er. Hvis det ikke Danmarks mest alsidige job, må det i hvert fald være på top 3. På én og samme dag kan jeg holde møde med samarbejdspartnere, diskutere pædagogik på et lærermøde, vende annonceplanen for efteråret og bære stole op på loftet. Det er skørt og skønt.

Hvad er der sket det forløbne år?
Jeg lovede til ansættelsessamtalen, at det første år vil jeg holde mig i ro og se tingene an. Jeg ved ikke, om jeg har leveret på det løfte, men til gengæld synes jeg, vi er lykkedes med mange andre ting. Vi har startet to nye, fremragende, spændende hovedfag, Jorden Kalder og Europa Brænder, etableret nye værelser, introduceret vores KrogeHub-koncept, fået lavet en samarbejdsaftale med Aarstiderne og begyndt at lave ugekurser med Louisiana. Og så har A.P. Møller Fonden bevilget 10 mio. kr. til restaurering og modernisering af skolen frem mod vores 75 års jubilæum i 2021. Det er helt fantastisk.

Hvad er du gladest for, at der er sket?
At vi har etableret vores nyes hovedfag. Hvis man gerne vil være en højskole, der forholde sig til sin tid, som ikke vil nøjes med at være en pause eller et pusterum, så må man forholde sig klima-spørgsmålet og de dramatiske politiske bevægelser på vores eget kontinent. Jeg synes, vores nye er fag rammer plet i forhold til samfund og samtid, og jeg gæder mig over, at der her i efteråret har været stor søgning på fagene. Og så er jeg glad for måden, personalet har taget imod mig på. Rikke gjorde det på sin fremragende måde, jeg gør det på min. Overgangen fra en forstander til en anden kunne godt være svær, men jeg synes faktisk – også takket være Rikke – at den har været næsten eksemplarisk.

Hvad er det sværeste?
Alsidigheden gør, at jeg flere gange om dagen er stillet overfor spørgsmål, jeg ikke kender svaret på. Det er for det meste sjovt, interessant og øjenåbnende, andre dage strabadserende.

Hvad skal der ske det kommende år?
Alt muligt godt. Vi skal blandt andet i gang med moderniseringen af bygningerne, vi skal have en ny hjemmeside, vi skal for alvor rulle vores grønne satsning ud, og vi skal fortsætte udviklingen af vores køkken. Men vigtigst så skal vi fortsætte med at lave bragende god højskole i krydsfeltet mellem livsoplysning, politik og det grønne for de unge, der kommer her.

Hvad drømmer du om på længere sigt?
Jeg plejer at sige, at hvis eleverne går gladere, klogere og mere ansvarsfulde herfra, så er vi lykkedes som højskole. Det er – beklager, hvis det lyder lidt for højstemt og Kochsk – drømmen, at mennesker i alle aldre kommer hertil og bliver podet med livsmod, virkelyst og ansvarsfølelse.

X