På hovedfaget FOTO underviser dokumentarisk fotograf Asbjørn Sand i en mere langsom tilgang til fotografiet. En tilgang, han selv bruger i sit eget arbejde, der mest beskæftiger sig med det nære og stille hverdagsliv.
Siden sommer har fotojournalist Asbjørn Sand haft sin gang på Krogerup Højskole, hvor han underviser skolens fotoelever i en mere langsom tilgang til fotografering. En tilgang, han selv benytter i sit eget arbejde, f.eks. i sit nuværende projekt, der dokumenterer to mennesker, der bliver forældre:
“Billederne handler om identitetskrisen i at forvandle sig fra to individer til en enhed på tre. Det er min kæreste, mig selv og vores barn, som er på billederne, og det er i det hele taget det nære liv, jeg synes er spændende at fotografere.”
“Jeg får ikke så store og gode idéer, men jeg fotograferer meget, så det bliver oftest til billeder af de mennesker, jeg bruger mest tid med, og lige nu er det babyfamilien, som optager næsten al tid,” fortæller han.
Når Asbjørn ikke underviser, passer han sit barn, arbejder på egne projekter, eller tager ud og cykler. Før hans nuværende projekt har han udgivet bogen SLIP, der er et kig inden for i en verden af skateboarding rundt om i danske byer.
Mere hud og større nærvær
Asbjørns mere langsomme tilgang til fotografiet forsøger han også at præge eleverne på Krogerup med for at indprente dem, at det ikke nødvendigvis er det færdige billede, der er målet i sig selv:
“Min undervisning er meget procesorienteret, så den handler om at finde strategier for at indsamle og bearbejde sit materiale. Med min kommende bog forsøger jeg f.eks. at vise nogle af de hårde og overvældende følelser, som er forbundet med at få et barn. Der er meget hud i billederne, som også er et bud på, hvad det vil sige at være en farfigur, som er til stede i sit barns liv. Der findes meget litteratur om fraværende fædre. Litteraturen om de nærværende fædre er på vej. Med mine billeder forsøger jeg at bidrage til den,” siger Asbjørn.
Ved at trække på sin egen hverdag, hvor kameraet får lov at dokumentere, hvordan livet udfolder sig i det stille og nære, håber Asbjørn også, at han kan give eleverne lyst til at blive i selve processen frem til et færdigt værk længere:
“Jeg håber, eleverne føler, at de får åbnet for et sprog for at tale om at være i en proces. En proces, hvor de ikke kender endemålet, før de har nået det.”
Fotocredit: Asbjørn Sand
Kontakt os
+45 49 19 03 80
kontoret@krogerup.dk
Therese Juncker
Administrationschef
KONTAKT
Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk
CVR: 44913216
EAN: 5790002583926
E-mail: kontoret@krogerup.dk
Telefon: 49 19 03 80
(man-tors 9.15-12.15)