Bøgen er sprunget ud, det samme er vi

Nyheder

Hvad det er, der gør, at den euforiske højskoleprofeti virker til altid at lade sig opfylde? Hannah Keegan, journalistelev på Krogerup i foråret 2018, skriver om essensen af højskolelivet i sin leder til Krogen, som er journalistelevernes magasin.

Af Hannah Keegan, elev på hovedfaget Journalistik & Medier på Krogerup Højskole, forår 2018 og redaktør på magasinet Krogen.

Aldrig har jeg haft det så godt, som jeg har det lige nu. Jeg spiser morgenmad i gule sale, laver vandbomber i Øresund, ligger viklet ind i venner på varmt sommergræs – og lærer mere om verden hver dag, end mange ville gøre på et år.
Og så er det endelig gået op for mig, hvad Oehlenschläger mente, når han snakkede om det skønne i grønne skove: Et slags Utopia, om man vil, og retrospektivt er det interessant at se på, hvad det er, der har gjort, at jeg er endt lige her. Hvad det er, der gør, at den euforiske højskoleprofeti, så urørlig og bastant, virker til altid at lade sig opfylde.

Crossing Borders
For mit vedkommende har grænser – og ikke mindst det at overskride dem – været en vigtig ting. Men egentlig ikke en overskridelse – det har nærmere været en udvidelse. For meget er sket siden d. 7. januar 2018.
Der er eksempelvis en betydelig større mængde af krogerup’ere, der i dag tør indrømme, at også de tisser i badet. Og hvis ikke de har gjort det under bruseren, så har de gjort det i havet til det ugentlige havdyp.


Mange elever på forårsholdet startede badeturene i Øresund allerede i januar, og i de varme uger i juni er det ofte flere gange dagligt, at Hannah og de andre elever hoppede i vandet.

Nøgenbadning, vinterbadning, hypotermisk chok.
Kært barn har mange navne, men netop vores badeture er et godt symbol på det ærlige og frie fælleskab, der bor imellem os. Ufiltreret og råt.
Og større grænser er også blevet krydset.
For mange er kødet blevet erstattet af tætpakkede soyatern, for andre er deres kønsopfattelseshorisont for alvor blevet udfordret – og en del har afprøvet kunsten at gå i cølibat. Det vil ikke undre mig, hvis Tinder har firedoblet antallet af abonnenter dette forår. Derudover tror jeg, at jeg taler på manges vegne, når jeg siger, at jeg er stolt over min krops evne til rehabilitering.

Hver torsdag morgen.

Først var det svært. Så blev det lettere
Jeg er sprunget ud. Som menneske. Som kaffedrikker. Som (ekstrem) brødspiser. Som heks. Og særligt heksen har sat en vorte på mig, som jeg håber er en af dem, der sidder under foden og aldrig rigtig forsvinder. For i kølvandet på hele #metoo-epoken har Krogerup om noget været et sted, der har omfavnet og sat kønskultur på dagsordenen.

Vores indre leksikon af samfundsfaglige termer har fået sig en gold-edition upgrade og to udvidelsespakker, og selvom det har kunnet virke som en til tider udfordrende mundfuld at skulle forholde sig til, så tror jeg på, at i og med vi har lært at forholde os til andres seksualitet, så kan vi også bedre forholde os til vores egen.


I faget Heksekreds har Hannah blandt andet været på mystiske gåture i skoven og oplevet et sammenstød mellem fuldstændig sårbarhed og fandenivoldsk vrede.

Som man siger om Aarhus letbane: ”Først bliver det svært. Så bliver det meget lettere”.
Her har Heksekreds, som I vil kunne læse mere om i bladet, været et fag, hvor sammenstødet mellem fuldstændig sårbarhed og fandenivoldsk vrede har skabt grobund for et meget mere kritisk og samtidig forstående verdenssyn – et syn jeg ubetvivleligt aldrig ville have fået, hvis ikke jeg havde gået på Krogerup. Som Ludvig Holberg satte problemer til debat, gør Heksekreds det samme – bare med varme boller, mystiske gåture i skoven og rosenrøde kusser på hvidt papir.

”Alt var godt, alt er godt, alt bliver godt”
Famous words af journalist-lærer Jesper Himmelstrup, som i den grad har været et nødvendigt mantra i pressede journalist-tider, tømmermændsramte torsdage og i de sene nattetimer, hvor man febrilsk forsøger at få styr på sin fremtid på jobindex og findaroomate.com.
Ja, man lærer meget om sig selv, men det er betydeligt sammenkædet med, hvor meget man lærer af andre. Herunder vores lærere. Derudover har jeg lært, at hvis ikke der bliver gjort rent i Spanske Køkken – så bliver det ikke rent.


Journalistik & Medier rejste til New York og Washington. Hannah her med de to lærere, Mathias Findalen og Ulrich Quistgaard, i baggrunden.

Eller at koldt bord om noget burde være Danmarks nationalret. Eller at gode intentioner, ikke altid er nok (Hrm hrm… klubberne). Men vigtigst har jeg lært at lære, fordi jeg har lyst – ikke fordi jeg skal. Vi er blevet hinandens inspirationskilder, og jeg synes, vi har mindet os selv om, at det kun er døde fisk og lemminger, der følger strømmen. Så når I nu skal til at bladre frem, er det efter en proces, hvor vi har kigget tilbage; hyldet den afgående forstander – og ikke mindst gransket og undersøgt os selv.


Good style, good friends. Hygge i parken med (nogle af de) 107 nye venner.

Det er i dag vores sidste dag på Krogerup Højskole, og mine følelser er for store til at være i min krop. Det er en trist dag, men i stedet for gravøl vil jeg drikke champagne. For de mennesker jeg har mødt her, er på alle måder en fejring mere end det er et farvel. En fejring af os, en fejring af vores måneder sammen og en fejring af livet der venter.

Hertil vil jeg citere Sigurd Barrett fra Højskolesangbogen:

”Når du åbner din hånd,
ser du synlige spor af usynlige bånd.
Du har fat i et stykke
Af dit medmenneskes lykke.
Det kan føles som fnug eller veje et ton:
Det er lagt i din hånd”


Fest i Natkassen.

Hannah Keegans tekst er bragt som leder i Krogen – Magasin om livet på Krogerup Højskole #10, som eleverne på Journalistik & Medier har lavet i foråret 2018. Hele magasinet kan læses her: