“Demokratiet – det er os!”

Nyheder

Zetlands Lea Korsgaard var med i panelet ved Krogerups årlige demokrati-symposium. Hun mener, at højskolerne spiller en vigtig rolle i spørgsmålet om den nye tids populisme.

Mandag den 6. november mødtes politikere, mediefolk og eksperter på Krogerup for at debattere, hvordan vi skal forstå de nye strømninger, vi ser lige nu i en lang række vestlige demokratier. For er disse forskellige bevægelser et udtryk for, at demokratiet er livligt og velfungerende – eller derimod: i krise?

Med i panelet var Lea Korsgaard, der er chefredaktør på det digitale medie, Zetland. Lea er desuden et passioneret højskolemenneske, der er vokset op som højskolebarn, sidder i Testrup Højskoles bestyrelse og har indført morgensang i bedste højskolestil på redaktionen. Vi spurgte inden symposiet Lea Korsgaard, hvad hun ville bringe på banen i diskussionen til symposiet.

Hvilken rolle mener du, medierne spiller i forhold til den nye tids populisme, og hvilket ansvar har de?

– Der er en tendens i tiden til at betragte demokrati og politik som det, der foregår på Christiansborg. Vi har fået talt den politiske proces væk fra os selv, væk fra vores egen nære virkelighed og hverdag – og ind på de bonede gulve under kobbertagene. Samtidig er der uden tvivl også nogle strukturelle forandringer, som vitterligt har centraliseret ansvaret og magten. Vi er historisk set på ret få år gået fra jeg-ved-ikke-hvor-mange andelsmejerier til Arla, fra jeg-ved-ikke-hvor-mange sogneråd til 98 kommuner – og så videre.

Følelsen af, at magten ikke er der, hvor jeg er, er udbredt. Og det samme er afmagten over den følelse. Og det er i den afmagt, at meget af tidens populisme henter sin næring. Vi har som medier et ansvar for at anvise ikke bare fejl og mangler ved det politiske system, hænge skurke ud og beskriver kaos og konflikter, men også at anvise de muligheder og det ansvar, der påhviler hver enkelt af os. 

Demokratiets store daglige eksperiment
Medierne har en engagerende funktion. Pressen skal være med til at engagere landets borgere i det ansvar, det er, at leve i et demokrati. I det folkelige fællesskab ligger der et ansvar, ingen af os kan løbe fra. For nu helt oplagt i denne sammenhæng at bruge Hal Kochs ord: Vi er henvist til hinanden. Der er ikke nogen andre, der kan eller skal fikse sagerne for os. Vi løber fra ansvaret, hvis vi tror, at det alene er politikernes opgave at finde ud af, hvordan vi skal indrette os med hinanden.

Men hver gang en journalist laver en af sine rutinerundringninger til Folketingets ordførere for at stille de folkevalgte til ansvar for halal i vuggestuen eller sukkerindhold i yoghurt eller uroen i skoletimerne eller dit eller dut eller dat, hver gang medierne på den måde kræver af Christiansborg, at politikerne skal diske op med løsningen på et problem, så fratager journalisten os – borgerne – ansvaret. Vi skal som presse være med til at stimulere alles engagement i demokratiets store daglige eksperiment. Med Hal Kochs ord igen: “Opgaven er uendelig: at vække hver enkelt.” 

Zetland er en digital avis men dyrker det fysiske møde med journalistikken gennem scenefortællinger og arrangementer med jeres medlemmer. Hvorfor er det vigtigt i vores digitale tidsalder at mødes og diskutere med hinanden i samme rum, som vi også gør på højskolen?

– Jeg har – oplagt – alt muligt godt at sige om de digitale muligheder for at få mennesker til at mødes og tale sammen og blive klogere og få kendskab til den verden, der ligger uden for dem selv.


“Når vi møder mennesker fysisk, er det egentlig ret svært at være en stor røv eller en opblæst nar eller en detroniserende bezzerwizzer,” siger Lea Korsgaard om, hvorfor det også er vigtigt at diskutere med hinanden i den virkelige verden. Foto: Søren Rønholt.

Men – uden det fysiske møde mellem mennesker, der mødes og debatterer og deler viden og historier og jokes og anekdoter, ville ethvert demokrati forvitre. Det er ude i den tredimensionelle virkelighed, hvor vi kan mærke, se, høre og lugte hinanden, at vi får slebet nogle af de karakteregenskaber af, som der er brug for i et demokrati: Lydhørhed, anstændighed og tålmodighed.       

De nære fællesskaber
Når vi møder mennesker fysisk, er det egentlig ret svært at være en stor røv eller en opblæst nar eller en detroniserende bezzerwizzer. Derudover tror jeg også på, at vi har brug for små, fysiske fællesskaber, hverdagens små tingmøder, der kan minde os om, at vi er en del af et større fællesskab. Det er i de nære fællesskaber – også de fællesskaber, der kan opstå i løbet af bare en enkelt aften – at det større, forestillede fællesskab bliver muligt. 

Til symposiet skal vi diskutere politikernes og mediernes rolle og ansvar, men hvad mener du, højskolerne kan bidrage med i forhold til en mulig populistisk udvikling?

– Jeg er overbevist om, at højskolerne har en kæmpe og afgørende rolle at spille i tidens politiske klima. Man kan sætte sig ned rundt omkring på højskolematriklerne landet over og rynke på næsen af populismen, af det, der bliver kaldt fremmedfjendsk og snæversynet og sige, at det har intet at gøre med os. Eller også kan man tage den frustration, den politiske skuffelse og fremmedgørelse alvorligt, som populismen er et udtryk for, og være det sted, der tager på sig at uddannede en ny generation af medborgere, som duer.

Højskolen må ikke forlade folket nu, hvor folket har mere brug for højskolen, end det længe har haft. Folket duer, det skrev Hal Koch selv i sin geniale “Dagen og Vejen”, folket duer, og folket duede under langt værre vilkår og udfordringer, end vi lever med i dag. Folket duer, når nye generationer af unge lærer at tage ansvaret på sig og erkender, at de er den. Dén erkendelse er højskolens vigtigste opgave.

Det er her, nye generationer lærer at blive aktive medborgere, så de kan gå hjem og tage en tørn i andelsforeningen eller forældrebestyrelsen, eller bare være med til at finde mindelige løsninger menneske og menneske imellem. Der er så mange, der forsøger at bilde os ind for tiden, at demokrati er noget, der foregår på Christiansborg.

Højskolen skal insistere på, at demokratiet – det er os.