Efterårsprogrammet for Journalistik og Medier på Krogerup er klar!

Nyheder

Efterårsprogrammet for Journalistik & Medier på Krogerup Højskole er ved at være på plads, og vi glæder os vildt til at byde velkommen til et nyt hold nysgerrige elever til august.

Som efterårselev på Journalistik & Medier bli’r du undervist af tv-vært Clement Kjersgaard, der vil give sit bud på mediernes tilstand nu og i fremtiden. Du møder Lea Korsgaard, chefredaktør på Zetland, der fortæller dig om journalistikken som middel til at redde os ud af klimakrisen. Du hører Johannes Langkilde, vært på TV-Avisen, fortælle om sin tid som korrespondent i USA – og du får undervisning i spørgeteknik af interviewets mester, Kurt Strand. Derudover møder du 22-årige Sara Mering, der har startet magasinet SEIN, og du bliver klogere på repræsentation af etniske minoriteter i medierne i selskab med jurist og feministisk aktivist, Natasha Al-Hariri. Du kommer også til at opleve chefredaktør på Information, Rune Lykkeberg, analysere Vestens politiske systemkrise – og så får du lov at komme med til optagelse og snakke journalistik og satire på Ugen Plus Det Løse med Huxi Bach.

Nysgerrig?
På Journalistik & Medier lærer du at opbygge en artikel, du bliver trænet i at fange din læsers opmærksomhed, og du øver dig i at snakke med fremmede mennesker, ringe til politikere og eksperter. Derudover kan du vælge Podcast og Radioproduktion til som valgfag. Og du besøger – og får besøg – af arbejdende journalister på blandt andet DR, Information, Politiken, TV2 News, International Media Support, Euroman og Christiansborg. Kort sagt, som journalistelev på Krogerup få du fremelsket din nysgerrighed på verden omkring dig og en større og dybere viden om mediernes rolle i et samfund i mediemæssigt opbrud.

Roadtrip i Californien
Som en del af forløbet tager vi til Californien hvor vi stiller skarpt på amerikansk kultur og politik i en Trump-æra. Her får du mulighed for at besøge medie-mastodonter som LA Times og VICE og møde journaliststuderende fra hele verden på universiteterne UCLA og UC Berkeley. Derudover skal vi opleve den spektakulære natur på bjergvandring i Yosemite National Park.

Hvorfor Journalistik og Medier?
En stor del af vores elever bruger højskoleopholdet som forberedelse og springbræt til en uddannelse inden for journalistik, medier, kommunikation eller samfundsvidenskaber. Og mange tidligere Krogerup-elever kommer igennem nåleøjet til fx RUC, SDU eller DMJX. MEN det er hverken et krav eller en forudsætning, at det er den vej, du ønsker at gå. Tværtimod. Det vigtigste er, at du er nysgerrig, videbegærlig og har lyst til at udfordre dig selv, blive klogere på samfundet og det polariserede mediebillede.

Og, bemærk, udover hovedfaget vælger man som Krogerup-elev 3 – 4 valgfag, så der er rig mulighed for at sende opmærksomheden og begejstringen i forskellige retninger.

Noget for dig?
Vil du vide mere, eller ønsker du at få en rundvisning og møde elever og lærere på højskolen, så skriv til underviser Jesper Steen Himmelstrup på jesper@krogerup.dk. Jesper har en fortid som nyhedsjournalist på DR, og så har han undervist og været censor på optagelsesprøverne på DMJX i Aarhus.

Vi glæder os til at se dig på Krogerup!

X