Kærlighed på Krogerup fra 1970

Nyheder

I 1970 startede Lene Kristensen som elev på Krogerup Højskole, og i efterårsferien var hun tilbage på højskolens filosofikursus. Men Lene havde også en særlig historie med sig, som handler om, hvordan hun for otte måneder siden mødte sin gamle højskolekæreste, Erik.

Historien starter i efteråret 1970, hvor 19-årige Lene Kristensen lige havde taget hul på sit fire måneder lange højskoleophold på Krogerup. Lene var egentlig ringforlovet, men det holdt ikke længe, for allerede efter en måned fandt hun sammen med den tre år ældre Erik til en fest i højskolens Store Sal.


Kæresteparret Lene og Erik i 1970’erne.

Det varede ikke længe, før Lene og Erik var flyttet sammen på et værelse på 40’er-gangen. ”Det var meget frit. Vi sov sammen, som vi ville,” husker Lene om Krogerup Højskole i 1970’erne. Det var ikke kun Lene og Erik, der sov sammen, ind imellem rykkede alle eleverne deres madrasser ud på gangene for at sove sammen; ’Sleep in’, kaldte det det.

”Det handlede meget om, at vi skulle finde os selv, og vi var præget af kvindebevægelsens tanker. Det var nyt for mig, og jeg havde egentlig slet ikke lyst til at være rødstrømpe,” siger Lene. ”Men man brød mange grænser, det var jo 1970’erne, og den kollektivistiske ånd herskede.”

Lene fortæller, at man dengang havde en fællessauna på højskolen, hvor mænd og kvinder var nøgne sammen. ”Det var ikke lige mig, men jeg gjorde det alligevel,” fortæller Lene, som beskriver højskoleopholdet som både chokerende og spændende.

Kæmpe kulturchok
Dengang blev der røget meget hash på højskolen, men det var der ikke nogen, der sagde noget til, husker Lene. ”Der var et bestemt værelse, hvor det væltede ud med hashrøg og musik, hver gang man åbnede døren. Jeg prøvede selv at ryge hash for første gang på højskolen, men har ikke gjort det siden.”

Der var alle typer mennesker på højskolen dengang. Der var en del, der kom, fordi de skulle ud af et stofmisbrug, fortæller Lene. ”Det var lidt paradoksalt, når der blev røget så meget her,” siger hun.

Der var også flere, der havde deres børn med på højskolen. Så boede de blandt de andre elever, som også tog sig af børnene, og Lene husker, hvordan hun knyttede sig særligt til en dreng, der hed Lukas.


Lene sammen med et af børnene, der var med på højskole.

”Det sociale samvær dominerede, og jeg var ikke særligt social dengang. Jeg troede, det forventedes, at man hele tiden skulle snakke,” siger Lene, som beskriver højskoleopholdet som et kæmpe kulturchok.

Højskolens kunst
Mens Lene var elev på Krogerup, fyldte højskolen 25 år, og i den forbindelse kom Frederiksborg Amts Avis på besøg for at lave et portræt af højskolen og dens elever. Lene har udklippet fra avisen fra 1970 med på kursus. Her kan man blandt andet læse, at der dengang var 90 elever på højskolen, og det var et langt mere differentieret klientel end tidligere, blandt andet flere ’samspilsramte’, som daværende forstander, K.E. Larsen udtrykte det.

“Det giver en meget mere uhomogen masse. Men vi er jo netop en folkehøjskole med streg under FOLKE. Det er højskolens kunst. Det, at arbejde med det uhomogene,” siger K.E. Larsen i Frederiksborg Amts Avis den 27. november 1970.

Både Lene og Erik er interviewet til portrættet af højskolen, og man kan på et billede se det unge kærestepar sidde sammen med en tredje elev på et værelse.

“Lene, Per og Erik, tre højskoleelever af i dag. Ville alle gerne se andre unge. Ville gerne prøve noget nyt. Ville gerne puste lidt ud, før de kastede sig ud i nye uddannelser, nyt arbejde. Vel nok nogenlunde repræsentative for højskoleelever. Mener, livet på højskolen er noget af et ræs. Ville gerne være lidt alene ind imellem, men fællesskabsfølelsen dræber i hvert fald det initiativ”, lyder det i billedteksten fra avisudklippet.


Krogerup Højskole blev portrætteret i Frederiksborg Amts Avis i anledning af skolens 25-års jubilæum i 1970. På billedet ses Lene til venstre og Erik til højre.

”Jeg har husket det her ophold hele livet igennem.”
”Jeg er ud af en familie fra Sydsjælland, hvor vi måske nok havde en holdning til politik, men på højskolen var det politiske meget markant, og man skulle hele tiden forholde sig til noget,” siger Lene.

Hun husker lærerne på højskolen som meget inspirerende, særligt Erik Sigsgaard og lærerparret Mads og Else Lidegaard gjorde stort indtryk.

”Lærerne var entusiastiske mennesker, som ville noget med deres liv. De var meget på skolen om aftenen, og de øste ud af sig selv. Det hele flød lidt sammen,” siger hun og tilføjer: ”Jeg har husket det her ophold hele livet igennem”

Efter højskolen flyttede Lene og Erik sammen i bofællesskab med andre unge på en gård på Amager og siden i lejlighed sammen. De startede begge på seminarium, men på hver sit sted, og efter et par år gik de fra hinanden.

”Det var mig, der rejste, lige pludselig,” fortæller Lene, som i 1977 flyttede på kollegium og siden til Jylland og fik børn, mand og arbejde. I 2016 flyttede hun tilbage til Sjælland igen efter et langt arbejdsliv som pædagog og institutionsleder og med to ægteskaber bag sig. Lenes to voksne døtre var flyttet til Sjælland, så Lene besluttede at flytte efter, men netværket var efter mange år i Jylland begrænset, så hun gik i gang med at opbygge en ny vennekreds.

Lene tog kontakt til Erik, som hun havde fundet gennem Facebook. ”Jeg skrev: Det er rigtigt nok, det er Lene, du mødte på Krogerup,” fortæller hun.

Efter 40 år
I januar 2017 aftalte de at mødes Hovedbanegården i København. På det tidspunkt havde Erik og Lene ikke set hinanden i 40 år.

”Jeg kørte op ad rulletrappen, og så stod Erik der og ventede på mig. Han tog mig i hånden, og vi har holdt hinanden i hånden siden,” fortæller Lene, som blev kørt til Krogerup i efterårsferien af Erik. De to har nu været sammen i otte måneder.

”Erik havde også været gift og var blevet skilt igen. Det føles lidt skæbneagtigt, at vi skulle finde sammen igen,” fortæller Lene, som havde meldt sig til filosofi-kurset på Krogerup, inden hun fandt sammen med Erik igen.

”Jeg valgte at tage på min gamle højskole, fordi jeg er meget nysgerrig på min fortid, og hvordan jeg var dengang. Jeg tror, jeg bliver mere helstøbt, hvis jeg får bearbejdet det hele en gang til,” siger Lene, som naturligvis fik besøg af Erik, mens hun var på Krogerup i efterårsferien. Dengang de gik på højskolen, kom de stort set aldrig udenfor murene, husker Lene. Denne gang fik de gået sig en tur i højskolens park og i skoven.


I efterårsferien var Erik på besøg på Krogerup, mens Lene var på filosofi-kursus. Her ses de sammen i spisesalen.

”Det er dejligt at gense Krogerup sammen, nu hvor vi igen er kærester. Krogerup er et særligt sted, og for os er det ret underligt og dejligt, at vi bare lige kunne følges ad igen.”

Og nu hvor vi har afsløret, at historien ender med, at Lene og Erik finder sammen, så er det på sin plads at indrømme, at avisudklippet fra 1970 om Krogerups 25-års jubilæum faktisk tilhører Erik. Lene havde også klippet artiklen ud og gemt den, men Eriks eksemplar var bare i finere stand, fortæller hun, mens hun pakker det gulnede avispapir sammen og lægger det i et plasticchartek. Det skal med hjem sammen med de andre gode minder fra Krogerup, både fra 1970’erne og nu også 2017.