Første elever til Krogerup med støtte fra elevfond - Krogerup Højskole
Krogerup Højskoles Elevfond arbejder for en mere blandet elevsammensætning og for at støtte økonomisk trængte unge med midler til at realisere drømmen om et højskoleophold.

Over den seneste tid har en gruppe tidligere Krogerup-elever knoklet med at stable det sociale initiativ Krogerup Højskoles Elevfond på benene. Foreningen har til formål at skabe en mere forskelligartet elevsammensætning på højskolen gennem donationer og samarbejde med forskellige organisationer, og det er målet allerede at kunne sende de første to elever afsted på Krogerup i efteråret 2021.

– Vi vil den traditionelle idé om højskolen som en skole, hvor folk kunne mødes på tværs af sociale lag og fællesskaber og blive klogere på hinanden. Vi håber derfor at give flere unge med mod på højskole mulighed for at realisere deres drøm om et ophold og at styrke fællesskabet på Krogerup gennem diversitet og en større grad af interaktion med folk, man ikke nødvendigvis kan spejle sig selv i, forklarer forperson i Krogerup Højskoles Elevfond Sebastian Schwartz.

Elevfonden indsamler midler i form af donationer fra nuværende og tidligere elever, overskud fra arrangementer, private donationer og andre fonde. Samtidig har foreningen bedt en række organisationer om at opfordre medlemmer eller frivillige til at ansøge om midler. Det er alt fra organisationer, der styrker minoriteter, socialt udsatte, ensomme unge, og kultur- og ungdomsforeninger, som elevfonden mener stemmer overens med Krogerups værdier, og hvis medlemmer vil kunne bidrage positivt til elevdiversiteten på skolen.

– Et højskoleophold giver erfaringer for livet, som, udover at være uvurderlige for individet og skabe et kærligt fællesskab, også danner positive oplevelser med anderledes tilgange til læring og dannelse. De ting vil vi gerne hjælpe folk, der ikke har råd til et højskoleophold, med at opnå, siger Sebastian.

 

På Krogerup er vi stolte og beærede over arbejdet, gamle elever lægger i dette vigtige projekt, der indtil nu har affødt mange positive tilbagemeldinger fra de organisationer, fonden har rettet henvendelse til. Lige nu er størstedelen af de midler, fonden har indsamlet, doneret af forårsholdet 2020, som alene har gjort det muligt at hjælpe to-tre unge med at realisere deres højskoledrøm. Vi på Krogerup håber, at det bliver til mange flere over de kommende år!

Kontakt os

+45 49 19 03 80

kontoret@krogerup.dk

Krogerupvej 13, 3050

Therese Juncker

Therese Juncker

Sekretær

KONTAKT

Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk

CVR 44913216
EAN 5790002583926
Telefon: 49 19 03 80
E-mail: kontoret@krogerup.dk

Kontortider: 9.00 - 12.00

NYHEDSBREV

Se det seneste nyhedsbrev HER

X