Vi har brug for forankringsparate unge

Nyheder
Nietzsche erklærede Gud død og endte selv sine dage som sindssyg. Så galt går det næppe de os af, der vender Vorherre ryggen, men vi moderne mennesker betaler alligevel en høj pris for den frihed, vi har vundet. Angst, stress, depression, spiseforstyrrelser, selvskade – ubehaget i tiden bærer mange navne, men kilden synes i mange tilfælde at være den samme: En nyvunden og stadigt accelereret eksistentiel frihed, der på én og samme tid er det moderne menneskes befrier og forbandelse.

Af Rasmus Meyer

Som en radikal virkeliggørelse af oplysningstidens idealer og ungdomsoprørets utopier er det moderne menneske i dag fri af tro, kultur, ideologi og familie. Den sidste lænke var det biologiske køn, som nu også er til forhandling – og endda forvandling. Målet var selvrealisering og selvstændighed. Redskaberne var psykoterapi, reformpædagogik, religionskritik og offentlig velfærd. Resultatet ser vi i dag. Mennesker der aldrig har været mere rige, frie og lige, men som også – i erkendelsen af livets korthed og meningstomhed – martres af et stadigt voldsommere ubehag og en eksistentiel uro.

Ingen tænksomme mennesker ønsker sig formynderiet, de hårde autoriteter og ufriheden tilbage. Man skal være historisk ignorant, hvis man tror, at vi levede bedre liv med – eksempelvis – den sorte skole og en forstokket seksualmoral. Men alle os, der tror på friheden, oplysning og selvansvar er forpligtet på også at diskutere frihedens skyggeside; den ensomhed, uro og ængstelighed, der fulgte med den vundne frihed.

Ifølge den canadiske filosof Charles Taylor udspringer tidens udbredte ubehag af, at det ikke lader sig gøre at leve monadisk og samtidig meningsfyldt. Mennesker, der ønsker betydningsfuldhed og mening i livet, må ifølge Taylor “leve i en horisont af vigtige spørgsmål”. Med andre ord: Mening i tilværelsen forudsætter en grad af forbundethed, ansvar og selvforglemmelse, noget udenfor os selv, som vi brænder for og er forpligtet på.

Den omstridte forfatter og præst Jakob Knudsen talte om, at det værste, der kan hænde et menneske, er, at det bliver sin egen dobbeltgænger, at det hele tiden selvbevidst betragter sig selv udefra og således mister sin ”naturlige fremdadvendthed mod den verden, som ligger foran en, og som man jo skal håndtere, erobre”. Knudsens beskrivelse er netop møntet på mennesker, der forsøger at leve uden en horisont af vigtige spørgsmål, det menneske, der er indkroget i sig selv. Der kan, med rette, siges meget skidt om Jakob Knudsen, men dobbeltgænger-billedet er godt. Det moderne menneske, godt hjulpet på vej af sociale medier og en kultur, der hylder et konstant blik på sig selv, risikerer nemt at blive sin egen dobbeltgænger. Evigt selvreflekterende og dog altid bevidst om publikum. Alt imens orienteringen mod verden – måske endda selve livet – forvitrer.

Følger man med i den offentlige debat, kan man let få det indtryk, at ubehaget i tiden har helt andre kilder, end dem, jeg peger på – konkurrencestaten, fremdriftsreform, test og uddannelsesloft får skyld for meget. Og debatten af samfundsudviklingen og uddannelsespolitik er velkommen. Den er tiltrængt, vigtig og rigtig. Men ubehaget i tiden kan ikke meningsfuldt alene forklares som et resultat af de seneste års reformer. Et skær, der viser sig under en ebbe, er som bekendt ikke årsag til ebben. De seneste års reformer har nok accelereret en udvikling, men eksplosionen i psykiske lidelser er et moderne, vestligt fænomen. De stadigt øgede krav om fremdrift, høje karakter og tidligere uddannelsesvalg er nok tåbelige og strabadserende og værd at diskutere fornuften i, men de er intet at regne for den eksistentielle slugt, som det moderne menneske – måske særligt de unge – er stillet overfor.

Når vi i dag diskuterer ubehaget i tiden som et resultat af uhensigtsmæssige uddannelsesreformer, risikerer vi nemt at forveksle årsag og virkning. Vi springer over, hvor gærdet er allerlavest og undgår dermed den egentlige og for alvor svære diskussion: Hvordan lever vi meningsfulde liv i en verden, der er frarøvet horisonten af vigtige spørgsmål?

Forståelsen af ubehaget i tiden er således ikke ligegyldig, for med forståelsen kommer også et bud på en løsning. Enten skal frigørelsesprocessen yderligere intensiveres for at komme ubehaget til livs, eller også er opgaven en ganske anden: At bistå hinanden med at blive frivilligt genforankret i meningsskabende og forpligtende fællesskaber.


Rasmus Meyer tiltræder som forstander på Krogerup Højskole den 1. august.

Villy Sørensen skrev klogt, at frigørelsen fra den “kristelige metafysik efterlader mennesket metafysiske behov utilfredsstillet og overlader det til den kvantitative stræbens slette uendelighed”. På højskolerne kan mennesker – udover tilegnelse af kundskaber – få tilfredsstillet sine metafysiske behov. Vi har i Danmark en skoleform og sangbog, der har overlevet det almindelige værdisammenbrud, måske fordi vi netop her kan føre en samtale om, hvad det vil sige at være menneske. Men opgaven for højskolen er en anden i dag, end den var for bare få år siden.

Min tidligere forstander på Testrup Højskole Jørgen Carlsen tordnede gennem sin tid på højskolen altid begavet og charmerende mod kravet om omstillingsparathed. Kravet, mente han, var et udtryk for en gold instrumentalisering. Han pegede på, at mennesker fanget i konkurrencestatens jernbur skulle være omstillingsparate – ikke for at gribe og leve livet, men alene til gavn og glæde for produktionen. Men nej, sagde Jørgen Carlsen, ungdommen skulle ikke være omstillingsparat. I stedet skulle den være forundringsparat. Levende, nysgerrig, engageret og – ikke mindst – forundret.

Jørgen Carlsens ambition var meningsfuld og rigtig. Men anerkender vi, at det moderne menneske måske først og fremmest lider under friheden, under en eksistentiel ensomhed og fraværet af støttende traditioner, så må højskolens opgave, med en let omskrivning af Carlsens credo, blandt andre vigtige opgaver være at danne unge, der – udover at være forundringsparate – også er forankringsparate. Solide, myndige, rodfæstede et sted i en stadigt mere foranderlig verden.

Højskolen må ikke stille sig tilfreds med at være konkurrencestatens sanatorium. Et sted hvor man kan puste ud og slappe af. Højskolen skal være den jord, hvor et selvstændigt rodnet kan vokse frem, og hvor en horisont af vigtige spørgsmål kan tage form. For uden forankring og en horisont at orientere sig mod vælter man. Mennesker bliver svimle af at kigge indad.

På højskolen skal du selvfølgelig blive dig selv bevidst, men måske endnu vigtigere skal du blive dig verden omkring dig bevidst – naturen, politikken, kunsten, litteraturen. Du skal med Løgstrups ords slå ‘saglighedens bro til de andre’. Højskolen skal således ikke lære eleverne at kigge ind men at kigge op og ud. Eller formuleret anderledes og måske lidt snørklet: Man skal blive sig selv bevidst ved at blive sig det fælles tredje bevidst. Tyngden indeni er resultatet af en optagethed af noget udenfor dig selv.

Det fritsvævende individ, fri af tro, traditioner, familiebånd, martres, fordi det netop er frit svævende. Men vi ved også, at mennesker, der før ungdomsoprøret var bundet, bastet og tvunget af traditionerne, led frygteligt. Højskolens opgave bliver i det lys at bygge bro mellem friheden og forpligtelsen – men vel at mærke den selvvalgte forpligtelse og et frivillige fællesskab. Forlader eleverne højskolen med et rodnet, en tyngde indeni og – ikke mindst – en horisont af vigtige spørgsmål, så er vi lykkedes som højskole.

Friheden er en bølge, man enten bliver væltet af eller rider på, nogle gange både-og. Men når alt kommer til alt, er og bliver den en gave. Højskolens opgave er at bistå eleverne med at forvalte gaven på en sådan måde, at de med Krogerups stifter Hal Kochs ord finder mod, lyst og overskud til at “indlade sig lidenskabeligt med tilværelsen”.

Rasmus Meyers kronik er bragt i Kristeligt Dagblad i forbindelse med hans tiltrædelse som forstander på Krogerup Højskole.