[row]

24-årige Pernille Baade Jensen tog i foråret orlov fra studierne på RUC for at tage et pitstop på Krogerup. “Jeg vil anbefale alle de studerende, der går med en konstant klump i halsen over fremdriftsreform, arbejdsmarked og voksenliv, at tage på højskole,” skriver Pernille, der efter opholdet har valgt ny studieretning.

Af Pernille Baade Jensen, pitstopper på Krogerup Højskole, forår 2019.

At være pitstopper på Krogerup var for mig den største del af tiden som at være en ganske almindelig højskoleelev – som alle de andre. Da jeg startede, havde jeg endnu min sidste eksamen på RUC og et arbejde at se til, og der var derfor stadig løse ender i København, der bandt mig til byen, men da enderne var løst, kunne jeg være lige så meget på højskole som alle andre. At være pitstopper på Krogerup har været et stort frirum fra den hverdag og virkelighed; studie, studieliv- og job, kollegie og alle de andre ting, som det at flytte hjemmefra og starte på en videregående uddannelse indebærer.

Finde lysten tilbage til at studere Det har været en mulighed for at finde lysten tilbage til at studere igen. Når man har tilbragt 3,5 år på universitetet og i byen kan man helt glemme, hvorfor man valgte netop den uddannelse og årsagen til overhovedet at studere. At være pitstopper på Krogerup gav mig tid til at afprøve nye ting, teste gamle interesser og finde dem spændende igen og vigtigst af alt, gav det mig en pause fra alle de ting, der havde ført mig mod højskole i første omgang. På højskole er der ikke rigtig noget, man hundrede procent skal eller skal tage stilling til. Man skal bare være, og man får tid til at mærke efter, hvad man egentlig har lyst til og hvorfor. Tiden på højskole var også det, der førte til, at jeg fik rum og tid til at søge ind på en anden uddannelse end den, jeg oprindeligt skulle være fortsat på. Selvom jeg selvfølgelig ikke kan være sikker på, at jeg er endt på den rette hylde, var højskole det, der gjorde, at jeg fik tid og rum til at overveje, hvilken hylde jeg i hvert fald føler kunne være den rigtige.

Inden jeg startede, frygtede jeg at være ældre end de andre elever. Langt størstedelen af de andre var i gang med deres første eller andet sabbatår og nød friheden fra gymnasiets pres. På den ene side kunne jeg somme tider undre mig over, at så mange af de andre elever havde så meget energi til at arrangere alle mulige ting, opfinde klubber for alverdens interesser og samtidig holde Natkassen kørende til næste morgen, mens jeg knap nok havde energi til blot at være til stede på skolen. På den anden side var det enormt fedt, at de andre havde så meget energi og lyst til investere den i fællesskabet på alle mulige måder, når nu jeg selv var lidt udkørt særligt den første måned. Så selvom jeg somme tider følte mig ældre end de andre, så var det måske mest, fordi de havde så meget mere energi til alt muligt, end jeg selv havde, og fordi de i højst grad valgte at investere den i sene aftner i Natkassen. Jeg synes ikke, at man skal være bange for at tage på højskole, fordi man vil være et par år ældre end de fleste af de andre. I sidste ende er det ikke de 3 eller 4 års forskel, der betyder noget, det er snarere, hvilke interesser man har til fælles og hvilke samtaler, man kan have med hinanden – og på Krogerup har jeg fundet en god håndfuld, som jeg både kan indgå i dybe samtaler med, som inspirerer mig, men som jeg også kan morgenbade med efter en sen aften i Natkassen.

[divider]


Jeg er stadig ufatteligt imponeret over personalet på Krogerup. Fra Victoria og Janne, de standhaftige oldfruer, til det tossede pedelleri, det enormt kompetente og inspirerende lærerteam og forstanderparret. Jeg har lært rigtig meget blot af at lytte til nogle af underviserne til morgen-vignetterne eller over en kop kaffe i pejsestuen. På et af mine valgfag har jeg oplevet et unikt fællesskab på tværs af alder, interesser og baggrund, som blev muliggjort gennem vores interesse i som mennesker at komme nærmere naturen. På min hovedfagsrejse oplevede jeg at rejse på en måde, der for mig giver langt mere værdi end at være turist på den klassiske måde. Vi kom helt tæt på de lokale ildsjæle, vi mødte i Sydafrika, og vi delte øjeblikke med dem, som jeg er helt sikker på, jeg på egen hånd aldrig havde oplevet.

Jeg er meget taknemlig over for det rum, højskolen har givet mig. Jeg har kunnet lægge den energi i skolen og de andre elever, som jeg magtede, og jeg har fået ufattelig meget igen. Jeg valgte blot at tage et enkelt sabbatår, da jeg havde færdiggjort gymnasiet i 2014. Her rejste og arbejdede jeg, og pludselig var det blevet sommer og ansøgningsfrist for universiteterne, så jeg søgte ind og kom ind. Jeg ville egentlig gerne have været på højskole og rejst meget mere, men så flyttede jeg til København og begyndte på RUC. På RUC lærte jeg at studere, at bo i en storby og at finde venner, der havde samme interesser og holdninger som jeg selv. Jeg lærte dog også en ret hård lektie, nemlig at man ikke kan nå alle de ting, man gerne vil, samtidig med at man er fuldtidsstuderende.

Ufatteligt godt givet ud Det tog mig lidt for lang tid at forstå og acceptere, og i december 2018 spurgte min tidligere bachelorvejleder mig, om en sygemelding ikke ville være på sin plads. Jeg afslog sygemeldingen, men lod være med at forsætte direkte videre på min kandidat. Jeg tog på Krogerup. Og det var den helt rette beslutning. Siden jeg begyndte på RUC, har jeg både fået rejst langt mere, end jeg havde turdet håbe på og til min store glæde nåede jeg også på højskole – og nok egentlig også på det helt rette tidspunkt – hvor det var mest relevant og nødvendigt for mig. Jeg vil anbefale alle de studerende, der går med en konstant klump i halsen over fremdriftsreform, arbejdsmarked og voksenliv, at tage på højskole. Det giver tid, rum og lyst at være på højskole, og det, tror jeg, er ufatteligt godt givet ud som supplement til en videregående uddannelse.

[divider]


[/row]

X