Tidligere højskoleelev Oscar Juul, der bl.a. har siddet i Krogerup Højskoles Elevforening, skriver her om at være elev på højskole – og om højskolens rolle i samfundet. Foto: Mads Leth Grønbeck

Om Krogerup Højskole
Lange ophold

Tidligere højskoleelev Oscar Juul, der bl.a. har siddet i Krogerup Højskoles Elevforening, skriver her om at være elev på højskole – og om højskolens rolle i samfundet. Foto: Mads Leth Grønbeck

I løbet af min tid på højskolen undergik jeg en forvandling sammen med de øvrige elever. Skolen blev et hjem for mig, og de andre elever blev mine venner. Med et hjem følger ansvarsfølelse og et fællesskab, som har en iboende handlekraft, siger tidligere elev Oscar Juul i denne kronik om sin tid på Krogerup.

I august 2020 kørte jeg fra det mørke Østjylland, nærmere bestemt Hedensted, mod Øresundsbyen Humlebæk for at begynde mit ophold på Krogerup Højskole. Jeg var edderspændt som så mange andre den sensommerdag. Det var en følelse af ikke at kunne være i mig selv, da jeg stod for enden af alléen og skimtede den hvidkalkede hovedbygning.

Min samfundsfagslærer havde allerede i gymnasiet introduceret os til højskolestifteren og teologen Hal Koch, der er kendt for sin muntre aforisme Demokrati er en livsform.

Inspireret af den amerikanske filosof John Dewey påbegyndte Hal Koch efter krigen et demokratisk oplysningsarbejde og stiftede i samme omgang Krogerup Højskole i 1946. Ligesom vi ser det i dag, var det demokratiske princip også svært udfordret på Kochs tid.

Demokrati som den ultimative styreform og endegyldige sandhed havde vist sig at være en fejlslutning. Man tog den for givet. Ideologierne tordnede mod hinanden, og efter krigen befandt Europa sig i en åndelig identitetskrise.

“Vi bør dybest set gøre Danmark til én stor højskole,” sagde ekspolitikeren Uffe Elbæk til Dagbladet Information i januar 2022. Det ville nok blive nogle urimeligt lange morgensamlinger, for ikke at snakke om køen til madbuffeten, men det, Uffe Elbæk udtrykker, var netop Hal Kochs ambition.

Vi har ikke et demokrati – vi skal gøre demokrati. I denne sætning ligger også, at vi skal komme hinanden ved i flere af samfundets arenaer. Ideologierne har vigepligt for de pålidelige og tillidsfulde fællesskaber. I det umiddelbare og mellemmenneskelige ligger kimen til at forstå sin næste, og det er, så snart vi ikke forstår vores medmennesker, at vi fejler som medborgere.

Et forpligtende fællesskab

I løbet af min tid på højskolen undergik jeg en forvandling sammen med de øvrige elever. Skolen blev et hjem for mig, og de andre elever blev mine venner. Med et hjem følger ansvarsfølelse og et fællesskab, som har en iboende handlekraft.

Jovist blev jeg klogere på europæisk politik, regenerativt landbrug og modernismen, men det var det forpligtende fællesskab, der fik ansvarsfølelsen til at spire i mig. Det er nok ikke tilfældigt, at store dele af klimabevægelsen består af højskolefolk.

På højskolen formåede vi på få måneder at etablere et mikrosamfund, hvor vi i fællesskab diskuterede og undersøgte, hvordan vi ønskede at omgås hinanden. Langsomt blev det klart, at et sådant fællesskab er bygget på omsorg, men samtidig underlagt begrænsninger.

Begrænsningerne er en hamrende vigtig ingrediens, og hvis man nogensinde har set den svenske instruktør Ruben Östlunds De ufrivillige, kan man ikke være i tvivl om selvbeherskelsens nødvendighed. Filmen fra 2008 er et studie i, hvordan uhæmmede gruppedynamikker er en giftig størrelse. Mennesker kan forhindre hinanden i at kaste frø.

På højskolerne praktiserer unge grænsesætning og indlevelsesevne. Det gælder lige fra vores festkultur til vores forbrugsmønstre. Når unge voksne opbygger et mikrokosmos på en højskole, skal det derfor anskues som en demokratisk dannelsesproces. En forankringsøvelse.

“Det er en farlig blindgyde, hvis højskolerne – som det til dels er tilfældet i dag – bliver et refugium for den øvre middelklasse.”

Det er i min optik ikke i sig selv et problem, at de politiske partiers medlemstal har lyst rødt i flere årtier, eftersom et virksomt og sundt demokrati rækker langt ud over dette. Det væsentlige demokratiske problem er det psykiske ubehag, der skyller ind over os.

De unge mistrives, lyder det også i medierne. Når vi har ondt i livet, bliver vi i værste fald handlingslammede. I ensomhedsstatistikkerne fylder vi unge mest. Årsagsforklaringerne er mange. Dem vil jeg ikke komme ind på her, men hvad angår løsningerne, tror jeg, højskolerne er gode at rette blikket mod.

Digteren Aimé Césaire beskrev to måder, man kan miste sig selv på: Ved at lukke sig inde i det partikulære eller ved at opløse sig selv i det universelle. Sagt på en anden måde: Selvopløsning eller dobbeltgængeri er kedelige veje. Højskolen udmærker sig ved at være en institution, hvor individet kastes i armene på sine medmennesker på godt og ondt.

Det er en farlig blindgyde, hvis højskolerne – som det til dels er tilfældet i dag – bliver et refugium for den øvre middelklasse, men samtidig mener jeg, at det er endnu farligere ikke at tage på højskole. At gå på højskole er på mange måder en vaccine mod den eksistentielle ensomhed, der lurer bag ethvert moderne menneske.

I min optik er højskolen et af de steder, hvor vi oprigtigt kommer hinanden ved og samtidig opbygger en følelse af et jeg, der gør det muligt at indgå i handlende fællesskaber og praktisere demokrati, hvilket kan være med til at ændre det samfund, vi lever i.

Kronikken her blev oprindeligt bragt i Højskolebladet.

Om Krogerup Højskole
Lange ophold