Højskoletakeaway - fra Krogerup til hele landet - Krogerup Højskole


Hvis eleverne ikke kan komme til højskolen, så må højskolen komme til eleverne. For mens vi fortsat venter spændt på, hvornår højskolerne får lov at åbne, har medarbejderne på Krogerup nemlig opfundet det nye koncept; Højskole-takeaway!

– Vi savnede simpelthen sådan at lave højskole, og vi havde lyst til at give vores forårselever en højskoleoplevelse og vise dem, at vi tænker rigtig meget på dem og glæder os, til de kommer. Så derfor fandt vi på at lave en højskole-takeaway-kasse, som vi i går kørte ud med til eleverne i hele landet. Det var virkelig hyggeligt at hilse på dem, og de blev vildt glade, fortæller Sigrid Dahl, der er lærer på Krogerup.

I kassen var der blandt andet en højskolesangbog, et engangs-kamera, hjemmelavet syltetøj og friskbagt morgenbrød fra højskolens køkken, en lunken Vestfyen (som tidligere elever mente var en obligatorisk del) samt forskellige små indslag, som skal være med til at skabe en følelse af fællesskab, også selvom vi ikke kan være sammen.

– Der er forskellige elementer i kassen, hvor eleverne kan lære hinanden at kende. Der er bl.a. en vennebog, hvor de skal udfylde en række spørgsmål, og så skal de give den videre til den næste på listen. På den måde får nogle af dem hilst på hinanden (på corona-sikker afstand naturligvis), og de finder ud af, hvem der ellers bor i deres område, siger Sigrid.

Og initiativerne kom på et rigtig godt tidspunkt, fortæller Marie Longfors Lauritsen fra Præstø, der er elev på forårsholdet:

– Det har bare været så fedt med højskolens initiativer og vores stormøder på zoom, for pludselig har vi fået lov til at tage et alternativt hul på højskoleboblen, der gør, at vi kan mærke og møde hinanden i vores glæde og spænding over at starte på Krogerup. Og så er kasserne bare den fedeste måde at kunne erstatte ventetidens boble af frustrationer og coronakuller med fotografering og postkortskrivning, fortæller Marie.

Ølbrygning og strikkepinde
I næste uge er der desuden virtuel værkstedsuge på Krogerup, hvor eleverne har tilmeldt sig forskellige værksteder i alt fra ølbrygning, vandring, naturfarve, radio, surdejsbagning, strik og meget mere, og derfor var der også både strikkepinde, surdej, stof og malt i kasserne, alt afhængigt af hvilket værksted, de har valgt.

I de kommende uger er der også forskellige online-foredrag på programmet, og så skal eleverne selv på banen med nogle af deres egne idéer i det, højskolen har valgt at kalde initiativ-ugen.

– Vi kan mærke på eleverne, når vi har haft fællesmøder eller været i kontakt med dem på anden vis, at der er masser af lyst til at tage hul på det her højskoleliv og -fællesskab. Derfor giver vi dem muligheden for at starte de klubber op, som eleverne normalt laver på højskolen, hvor de fx har lytteklubber, hvor de skiftes til at spille musikalbums for hinanden eller strikkeklubber, hvor de sidder sammen og strikker. Vi ville da helst gøre det på højskolen, men vi tror på, at det også kan give noget til fællesskabet at starte det online, og det er fedt at mærke elevernes lyst og engagement. Hvad de vil sætte i gang, er helt op til dem, men jeg fornemmer, at der er mange gode idéer derude, siger Sigrid.

Marie fra Præstø har allerede taget hul på de forskellige aktiviteter, der kom i takeaway-kassen i går. I kassen lå der bl.a. et postkort, som eleverne skulle sende afsted til en anden elev.

– I mit postkort har jeg valgt at citere lidt fra højskolesangen ’Gi’ os lyset tilbage’, fordi jeg virkelig føler, den indkapsler den drøm om højskole, vi går med lige nu;

“Gi’ os lyset tilbage.
Vi vender op på ethvert nederlag.
Lukket bli’r åbnet og støjen bli’r tyst.
Nu skal der danses og elskes, hvor mørket er lyst!”

Kontakt os

+45 49 19 03 80

kontoret@krogerup.dk

Therese Juncker

Therese Juncker

Sekretær

KONTAKT

Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk

CVR 44913216
EAN 5790002583926
Telefon: 49 19 03 80
E-mail: kontoret@krogerup.dk

Kontortider: 9.00 - 12.00

NYHEDSBREV

Se det seneste nyhedsbrev HER
X