Husk nu at lægge mærke til flammerne

Nyheder
Ting du skal nå, inden du dør: Få en uddannelse, få et fedt job, få en samlever, få nogle unger, scor kassen, lign noget fra et modeblad, vær den bedste til alt du gør, helst ikke prut ved bordet. Normer, der fylder meget i samfundet. Alle disse ignorerede skriveholdet på Krogerup Højskole, da de tilbragte en iskold nat i et shelter i Espergærde.

Af Sille Augustinussen, elev på Krogerup Højskole, forår 2018

Ti trætte ansigter var rettet mod gløderne, der efterhånden havde knitret i flere timer. Rundt om bålet sad ni højskoleelever og deres lærer klædt i flyverdragter og snotnæser. Det var mørkt, og sneen blev liggende hvor den faldt. Den dækkede shelterens tag, men fordampede, da den ramte de glødende stykker brænde. Plastikkopperne duftede af et mix af rødvin og kakao, og aftensmaden var blevet tilberedt i en trangia-gryde. Bon Ivers stemme fra den vandtætte højtaler var hypnotiserende. Der var ingen der sagde noget, der var ingen der skulle andet end at være lige dér. Det var lige som det skulle være.


Ladcyklens hjul var halvflade og skæve, men vi nåede alligevel frem til shelteret i fællesskab.

Krogerup Højskoles skrivehold var taget på sheltertur i skoven. Foråret var lige begyndt, men der faldt stadig sne, der dækkede de døde blade i skovbunden. Ladcyklerne var blevet pakket med brænde og sølvpapirslignende liggeunderlag. De ni elever skulle tilbringe en enkelt nat i et shelter i Espergærde sammen med deres lærer, Liv Mygind. Hun havde fået den idé, at en overlevelsestur kunne få gang i tankerne til fremtidige artikler og hjælpe de unge skribenter til at få renset lidt ud i hjernerne. Noget, højskoleelev Helena Bang-Udesen, havde glædet sig til at prøve.

”Unge mennesker har rigtig travlt med at nå rigtig meget. Jeg føler lidt, at det er noget, der ligger dybt i os alle. Vi unge føler hele tiden et pres for at skulle udrettet noget. Jeg tror helt klart, det er noget, vi har fået givet af samfundet,” siger Helena Bang-Udesen.


Hvad vi åbnede øjnene op til efter en kold nat.

Terapirejse
Man kunne nærmest dufte kulden og høre sneen falde tungt. Selvom kalenderen sagde forår, havde vejret andre planer. Dækkene på ladcyklerne lignede nogle, der var ved at sprænges under vægten, men de holdt de knap 4 kilometer, der skulle tilbagelægges. Den store shelter lå gemt mellem træerne. Et slags moderskib, der tog os ud på rejsen rundt i tankerne. Den var dog stadig ikke længere væk, end at kirkeklokkerne kunne nå den og være med til at minde om, at der stadig fandtes en verden på den anden side. Foran var bålstedet, der skulle danne rammerne om den eneste pålidelige lys- og varmekilde, når nu den medbragte lyskæde var stået af. Da først bålet var oppe at køre, var humøret blandt højskoleeleverne og deres lærer højt. Nu var den største bekymring blot, om hvorvidt gryderetten skulle på bålet med det samme, eller om der skulle ventes lidt.

Kulden indtraf klokken 20:12. Den startede i fingerspidserne. Snart gik turen til fødderne, der ellers var pakket ind i to par sokker. De gode røde hjemmestrikkede yderst. Det var resultatet af skriveøvelsen, hvor eleverne som projektiler skulle gå i hver deres retning. Væk fra shelteret for i stilhed at skulle sanse og føle og tænke over, hvordan de egentlig gik og havde det. For blot at lægge mærke til, hvad der var omkring dem. Det eneste man kunne høre, var overtræksbuksernes susen, der blev fremprovokeret af benenes bevægelse: SJUUSHH SJUUUSHH.
Lyden kom i intervaller fra alle sider og afslørede afstanden, der langsomt voksede mellem dem. Sneen var af den gode slags. Den slags, der knaser under vinterstøvlerne. Den slags, man glædeligt går langt for at være den første til at træde på.

Pingviner i sølvpapir
Eleverne vendte én efter én tilbage til moderskibet. Som små pingviner kom de vraltende. De mange lag tøj havde gjort det nemmere ikke at skulle bøje benene, men nærmere svinge dem foran hinanden. Bålet, der var bygget op som et nyopstillet spil klodsmajor, havde kaldt på dem.


Moderskib og pandelamper, der afslører den dybe vejrtrækning udover kanten af halstørklædet.

Flammerne havde fået ordenligt fat, og de mange gløder lunede fødderne. Det var forbudt at sige noget. Alle de tanker, man havde gjort sig på gåturen, skulle gennem hjerneprocessen. De var blevet pakket ned i flyttekasser og skulle nu pakkes ud i notesblokken. Efter en halv times tid blev stilheden pludselig brudt.
”Det er skide hyggeligt, det her. Man har lyst til at være vågen hele natten,” sagde Mikael Leon Sokoler, 21-årig højskoleelev, med en hjemmerullet smøg i mundvigen. Når Mikael ikke ruller den billigste tobak fra Fakta, drømmer han om at starte sin egen avis.

Mikael sad sammen med resten af slænget og kiggede nærmest hypnotiseret ind i flammerne, der legede med den snart pulveriserede brænde. Han var pakket ind i en sort dynejakke, der ikke lignede noget, der kunne holde kulden ude. Der var dog ingen, der havde travl med at brokke sig over kolde tæer. Der delte sig i stedet en enighed om, at det ikke ville være det værste, hvis de skulle være her en nat eller to mere.


Udsigten fra pingvinhulen.

Det var blevet tid til at gå til ro. Som små dürumruller blev pingvinerne pakket ind i soveposer for at holde på varmen. Ligesom pingvinerne i Antarktis finder sammen i klumper for at holde på kropsvarmen, var der kun en lille del af shelteret, der blev udnyttet. Efter et kaos med forsvundne handsker i mørket blev det tid til at vende verdenssituationen.

”Hvad er jeres yndlingsfrugter? Min top tre er mango, jordbær og vandmelon,” spurgte Malthe Henriksen, der udover at være højskoleelev har brugt den sidste måned på at skrive kvote 2-ansøgning. Malthe er i gang med andet sabbatår og søger ind på journalistuddannelsen til sommer. Vigtigere emne fandtes ikke lige der. Her var der ingen, der skulle klage over, hvor travlt de havde det. Frugter blev diskuteret, indtil der ikke var flere vågne tilbage.

Et postkort og en hund
Lidt i syv næste morgen begyndte soveposerne at røre på sig. Det var spætten, der havde vækket dem. Her var der ingen tændte telefoner eller deadlines, udover at det selvfølgelig ville være belejligt, hvis morgenmaden tilbage på højskolen kunne nås. Flammerne var blevet erstatte af sne, og hele skoven var begravet i det frosne tæppe. Alt var blevet skjult. Ét træt vågent ansigt blev hurtigt til ti. Morgenhår og de ubørstede tænder harmonerede bedre end nogensinde før.

”Du ligner lidt en dreng, Sille,” udbrød højskoleelev Rasmus, der selv havde en hue halvt ned over hovedet på den der rodede måde, der er helt i orden. Rasmus havde ligget og snorket hele natten på den der måde, hvor man begynder at blive en smule bekymret for begrebet overlevelse. Her tænker jeg mest på min egen, i og med jeg var Rasmus’ sidemakker.


Sneen har ændret livet i shelteret i løbet af natten. Plastikkopperne gemmer på resterne af kakao og rødvin.

Og det var nok rigtigt nok – jeg lignede lidt en lille fyr, der lige var landet på månen i mine lyserøde overtræksbukser. Men det var slet ikke vigtigt at se godt ud. Det klarede naturen for os. Alle træerne stod så tæt, at baggrunden blev helt ulmet. Det var som at vågne op midt i et postkort fra en skitur i Schweiz. Alt var blevet skjult og glorificeret en lille smule. 200 meter fra shelteret gik en hund med sin ejer. Alle pingvinerne holdt vejret og blev aldrig set. Der var ikke nogen, der kunne trænge igennem deres boble. Ikke engang en nysgerrig jagthund.

Landingsbanen
Kvæstede og ømme landede de ti overlevende på Krogerup Højskole. Morgenmaden blev nået, og kaffen røg indenbords. Rundt om bordet var humøret dog stadig nærmest euforisk.
”Det var så dejligt, at der var stille. Men kunne faktisk virkelig nyde, at der var noget stilhed. Vi havde ikke behov for at snakke sammen, da vi sad rundt om bålet. Det er ikke noget, jeg oplever særlig ofte. Det føltes som et pusterum,” sagde Helena Bang-Udesen.

Helena tænkte tilbage på shelterturen med en ny form for ro og energi i hovedet. Shelterturen var ikke blot en, måske mild, form for overlevelsestur, men en reminder om, at det er helt okay at tage et pusterum nu og da.

X