[row]

Sara Kryger Karlsen var elev på Krogerup Højskole i foråret og havde Journalistik & Medier som hovedfag. Sara skrev blandt andet et portræt af Katinka, der er sangerinde, sangskriver og lærer på Krogerup, hvor hun underviser i det forholdsvis nye valgfag ‘Den unge digters lidelser’. Læs portrættet herunder.

Af Sara Kryger Karlsen

(Foto: Otto Rønnest, fotoelev forår18).

Den 27 årige Katinka sidder i en af lænestolene på Krogerups bibliotek. Hun har endnu ikke helt fundet frem til lærerværelset, så hun benytter sig af biblioteket i stedet, der også er hendes yndlingssted på den gamle højskole. Hun sidder tilbagelænet i den velourblå stol med fødderne oppe, iklædt sorte bukser og hættetrøje med det blonde hår ubesværet sat op i en knold. Helt så anonymt ser man hende dog ikke, når hun giver den gas på scenen i stedet for at undervise. Her skruer Katinka ikke bare op for lyden, men også for farverne og dansebevægelserne. En mere dæmpet og intim udgave af hendes optrædener fik Krogerup også glæden af at opleve til Maybeats-festivalen.

Oprindeligt var det dog ikke Katinkas plan at skulle bruge sit liv på scenen. Efter hun selv havde gået på højskole, valgte hun at starte på lærerseminariet, efter hun selv havde nogle hårde år i folkeskolen.

”En af grundene til, at jeg startede på lærerseminariet var jo at kæmpe imod og se, hvordan man kunne blive en bedre lærer, end dem jeg selv har haft, men så blev det lidt for hårdt, for det mindede mig for meget om folkeskoletiden”, fortæller Katinka.

[divider]


Det var ikke kun lærerne, der var med til at gøre folkeskolen til en hård periode for Katinka. Hun passede ikke rigtig ind i mængden af elever, som endte med at mobbe hende, men Katinka har aldrig været typen, der bukker under for nogen.

”Jeg blev meget trodsig. Jeg var ikke det mest stille mobbeoffer. Hvis de syntes, jeg var irriterende, så skulle jeg sgu’ vise dem, hvordan man var irriterende”, fortæller hun med et bestemt udtryk i øjnene.

Holder ikke kæft Hendes erfaringer fra folkeskolen, og den modstræbenhed hun fik med derfra, har virkelig vist sig at være en styrke for Katinka, og denne styrke tager hun med sig op på scenen.

”Hver gang, jeg står på en scene, føler jeg lidt, at jeg gør det for at vise det til alle dem, der mente, jeg skulle holde kæft. Det er en sjov følelse af trods, men det fungerer vildt godt for mig. Jeg bruger den energi til at stå deroppe og være stærk. Det er helt vildt befriende”.

Det er ikke kun den kraftfulde energi, hun har fået ud af sin folkeskoletid. Også nogle af hendes populære sangtekster tager udgangspunkt i denne periode af hendes liv, som fx sangen ‘Idioter’, der er skrevet til hendes folkeskolelærere.

”På et eller andet tidspunkt bliver man nødt til at indse, at dem, der mobbede, var børn, hvilket gør, at man kigger tilbage på det på en anden måde. Man skal huske, hvem der havde ansvaret den gang. Det ville ikke gøre mit liv lettere at hade de andre børn, og de vidste jo ikke bedre”, fortæller hun. ”Måske findes der noget, der også bør blive skrevet sange om, som ikke kun er kærestesorger. Man kan jo få knust sit hjerte på mange måder”.

Gift med sin Pokémon Selv om Katinka har fået knust sit hjerte et par gange, har hun nu fået samlet det igen. I dag har hun nået en vigtig milepæl i hendes kærlighedsliv, da hun i april måned giftede sig med sin kæreste, Daniel, og brylluppet blev fejret lidt utraditionelt. Selv beskriver hun det som ”det perfekte bar-bryllup”.

”Vi siger altid til hinanden, at vi er hinandens Pokémon. Så har man valgt hinanden, og så giver man den hele chancen,” fortæller hun med et stort smil. ”Tanken om at der er nogen, der godt kan lide en, det er ret fint. At de er i en situation, hvor de også kan få brændt nallerne, det synes jeg også man skal respektere. Det er så simpelt men samtidig også virkelig storslået på en måde.”

Folkeskolelærer blev hun nu aldrig, men alligevel endte hun med at undervise, dog på nogle helt andre principper, nemlig som underviser på Krogerup Højskole i faget ‘Den unge digters lidelser’.

”Det har været dejligt at starte på Krogerup, for som underviser er det noget helt andet. Man skal fange eleverne i noget, men man skal også bare lade dem føle, hvad de føler på en helt anden måde, end hvis jeg var blevet folkeskolelærer.”

(Foto: Otto Rønnest, fotoelev forår18).

Katinkas tidligere sange har båret præg af melankolske melodier, men i dag er der ikke så mange lidelser i den unge digters liv.

”Det er måske også meget godt for mig at blive udfordret lidt og skulle skrive noget andet end de melankolske sange. Jeg var faktisk lidt bekymret for det i starten, og tænkte: Hvad skriver man så sange om?, men det kommer alligevel bare”, forklarer hun med et eftertænksomt udtryk.

”Jeg er begyndt at kigge mere på de mennesker, der er omkring mig, og er måske også blevet lidt mere eksistentiel nogle gange.”

[divider]


[/row]