[row]

Krogerup toner grønt flag og lancerer i 2019 et nyt grønt hovedfag foruden en række valgfag, arrangementer og kurser, som alle omhandler natur, klima, bæredygtighed og hvordan vi skaber en grøn omstilling i fællesskab.

I følge en ny undersøgelse fra den grønne tænketank Concito er unge under 30 år – heldigvis – de mest klimabevidste. De betragter klimaforandringerne som et alvorligt problem, og de er klar til at handle på det. Men hvordan? Krogerup udbyder fra efteråret 2019 et nyt grønt hovedfag om, hvordan vi fremmer den grønne omstilling lokalt, nationalt og globalt.

– Krogerup var med Hal Koch i spidsen først i højskolebevægelsen med udviklingen af et demokratisk dannelsesbegreb. Den vision er den dag i dag super relevant, demokratiet kan ikke tages for givet. Det skal vindes på ny for hver generation. Men den demokratiske dannelse kan ikke længere stå alene, klimakrisen kalder på udviklingen af et grønt dannelsesbegreb, der sætter viden, kærlighed til naturen og handlekompetencer i centrum. Derfor skal vi have et nyt grønt hovedfag, fortæller Krogerups forstander, Rasmus Meyer.

Krogerups arv og idé Det grønne hovedfag skal, helt i tråd med Krogerups arv og idé, have fokus på mulighederne for at agere i forhold til klimakrisen. Som elev bliver du præsenteret for handlestrategier i forhold til klimakrisen, og du vil gennem mødet med iværksættere opnå en forståelse for, hvordan man kan skabe et mere bæredygtigt samfund gennem grønt entreprenørskab. Og – ikke mindst – så skal vi i Krogerups fantastiske omgivelser genskabe jordforbindelsen ved at dyrke vores egen køkkenhave, lære om kompost, planter og økosystemer. Og vi skal vandre i naturen, opleve Danmark fra vandet og tage på eventyr vilde steder i Norden.

[divider]


– Krogerups DNA er at forholde sig til samtid og samfund. Vil man være en højskole, der forholder sig til sin tid i dag, må og skal man forholde sig til klimakrisen, den stigende forurening og rovdriften på klodens ressourcer, men – og det er vigtigt men – uden at forfalde til opgivenhed og mismod. Det, der er brug for, er en lys klimarealisme, der byder resignationskulturen trods; at vi stirrer udfordringerne i øjnene uden at tabe mod, humør og hittepåsomhed, siger Rasmus Meyer.

Grønne valgfag om natur, bæredygtighed, friluftsliv og klima Hovedfaget starter op til efteråret 2019, men allerede fra foråret 2019 lancerer Krogerup en række grønne valgfag om natur, bæredygtighed, friluftsliv og klima, og i næste uge afvikler vi kurset Når naturen kalder i samarbejde med bl.a. Danmarks Naturfredningsforening og Aarstiderne . Udviklingen af vores nye fag sker i samarbejde med grønne entreprenører, NGO’er, aktivister, kunstnere, virksomheder, fagfolk, forskere og studenterorganisationer.

Krogerup har modtaget 115.000 kr. af Folkehøjskolernes Forening til udvikling af projektet.

Følg med her på krogerup.dk og facebook, hvor du i de kommende måneder kommer til at høre meget mere om alle vores nye grønne fag, samarbejdspartnere og nye initiativer. Vi glæder os – helt vildt!

[divider]


[/row]