Krogerup Højskoles kokke udgiver i dag en æstetisk lækker og let overskuelig kogebog med de 35 bedste opskrifter og retter fra køkkenet – krydret med muntre og levende beretninger om Krogerups mad, kokkene og højskolelivet. Oplagt julegaveidé, siger initiativtager.

Laks med sesamlåg, Dhal, Nicolais frikadeller, Surdejsboller, Svamperisotto, Alis tomatbomber, Butterchicken, Løgtærte og Carstens koldskål. Og meget, meget mere. Alt det, du som Krogerup-elev eller -kursist har smagt – og som kommende Krogerup-besøgende kommer til at smage – er nu samlet på 108 smukt udseende sider i Krogerup Højskoles første officielle kogebog; Krogebogen, der bliver udgivet i dag.

– Der er jo så mange mennesker, der har deres daglige gang hernede i køkkenet, som ofte spørger; Har I ikke en kogebog? Kan jeg ikke få opskriften på Nicos frikadeller? Hvordan laver man de surdejsboller osv.? Så en dag tænkte vi; Nu skal det være! Nu samler vi alle de bedste opskrifter og laver The Greatest Hits fra Krogerups Køkken, fortæller initiativtager og madentusiast Carsten Lunding, der har arbejdet som kok i Krogerups køkken i tre år.

Kogebogen er blevet til i tæt samarbejde mellem Krogerups tre daglige kokke, Ali Eker, Nicolai Rink og Carsten Lunding – og forårseleverne Sigurd Elvers og Sofie West, der har været henholdsvis redaktør og fotograf på projektet. Og målgruppen er både Krogerups kursister på de korte kurser og ikke mindst Krogerups unge elever, der for en stor dels vedkommende skal til at flytte hjemmefra for første gang.

– Det er jo tit, man tænker: Dét der vil jeg gerne lave derhjemme. Hvordan kan jeg det? Så nu har vi noget, når de kommer og spørger, fortæller Carsten Lunding.

Højskolefolkets livretter
Retterne i bogen er blevet udvalgt ved, at kokkene har haft en åben liste, de selv kunne skrive deres favoritter på. Derudover har de spurgt eleverne fra de seneste hold om, hvilken ret der står mejslet i deres hukommelse som særlig lækker. Resultatet er blevet til 35 af de bedste opskrifter, ”der er divideret ned fra de store gryder, så retterne kan laves derhjemme, selv om man ikke er 150 om bordet”.

– En god håndfuld og lidt mere, så man alligevel synes, man kan rumme det, understreger Carsten. 



Han håber sammen med resten af køkkenholdet, at Krogebogen ”sender smagen og duften af Krogerup ud i verden – og at du som læser til gengæld sender en kærlig tanke tilbage til køkkenet på skolen”. Og så håber Carsten ikke mindst, at bogen også kommer til at ligge under rigtig mange juletræer i år.

– Det er jo ikke helt tilfældigt, at den udkommer nu. Så håber vi bare på, at vi også kommer med på nogle julegave-ønskelister, smiler han.

Krogebogen koster 150 kr., hvis du selv henter. Hvis du vil have den tilsendt, bliver den samlede pris med porto: 225 kr. Pengene sendes til skolens Mobile Pay: 681199. Mærk overførslen “BOG” samt dit navn og adresse.

Fotos: Sofie West

Kontakt os

+45 49 19 03 80

kontoret@krogerup.dk

Therese Juncker

Therese Juncker

Sekretær

KONTAKT

Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk

CVR 44913216
EAN 5790002583926
Telefon: 49 19 03 80
E-mail: kontoret@krogerup.dk

Kontortider: 9.00 - 12.00

NYHEDSBREV

Se det seneste nyhedsbrev HER
X