Krogerups elever samler ind til Mexico

Nyheder

I aften afholder højskolens elever auktion til fordel for jordskælvsofrene i Mexico. Du kan også bidrage med genstande til auktionen eller med et pengebeløb, som vores Verden Brænder-hold vil donere direkte, når de om få uger rejser til Mexico.

Tidligere på måneden blev Mexico ramt af det værste jordskælv i mange år. Jordskælvet blev målt til 8,1 på Richterskalaen, og det har berørt millioner af mexicanere. Igen i aftes blev Mexico ramt af endnu et jordskæv, denne gang i nærheden af Mexico City.

Krogerups elever er meget berørt af situationen i Mexico. To gange hvert år rejser hovedfaget Verden Brænder til Mexico, og allerede i starten af oktober skal det næste hold elever afsted. De skal blandt andet rejse i de jordskælvsramte områder i det sydlige Mexico, og de kommer derfor til at opleve ødelæggelserne på tætteste hold.

I aften onsdag den 19. september afholder højskolens elever derfor en auktion til fordel for jordskælvsofrene. På auktionen kan alle på højskolen udbyde en tjeneste, en genstand eller en oplevelse, som resten af højskolen kan byde på. Det kan være en japansk middag for to, en full-body massage eller en hjemmestrikket hue.

Du kan bidrage
Selvom du ikke går på højskolen lige nu, kan du sagtens bidrage, hvis du har noget, der kan komme på auktion. Du kan også sende et bidrag via MobilePay: 29861216. For mere info om donationer til auktionen kan du skrive til elev Anna Hald: annashwr@hotmail.com.

Alle donationer og penge fra auktionen vil blive brugt på madvarer og artikler til personlig hygiejne, som Verden Brænder-holdet vil donere direkte til de centre, der er etableret for at hjælpe jordskælvsofrene i Mexico.

X