Krogerups alkoholfrie introuge i medierne

Nyheder

Både Politiken og DR besøgte Krogerup i vores introuge for at høre mere om, hvordan højskolen balancerer fællesskab, promiller og samvær på tværs af kulturer fra hele verden.

På Krogerup Højskole har vi netop sagt goddag og velkommen til et nyt hold skønne elever, og som altid opfordrer vi dem til at holde introugen alkoholfri.

”Vi vil gerne vise vores elever, at de kan danne stærke fællesskaber og have det sjovt her på højskolen, uden at der behøver at være alkohol indblandet,” siger forstander Rikke Forchhammer.


DR P4 på besøg på Krogerup Højskole til en snak om alkoholkultur. Hør forstander Rikke Forchhammer fortælle om, hvordan højskolen griber det an 15 minutter inde i programmet.

“Vi har tænkt os at tage det meget tidligere op til debat med eleverne om, hvad det er for et højskoleophold, de ønsker. Er det et, hvor alkohol er meget dominerende eller et, hvor det ikke er, og hvordan skal det så udmønte sig. For vi er ikke interesserede i at lave mange regler, men vi er interesserede i at snakke om det,” siger Rikke Forchhammer til DR P4.


Højskolens elever giver den gas i den alkoholfrie introuge. Foto: Kasper Palsnov.

Derfor skal eleverne i løbet af den første uge på højskolen selv på banen og diskutere, hvilken alkoholkultur de gerne vil have på deres højskoleophold, når den første uge uden alkohol er forbi. På Krogerup er alting nemlig til diskussion, også alkohol, og derfor er eleverne selv med til at definere, hvor meget alkoholen skal fylde.

”Det er jo voksne mennesker, og vi er på en højskole, hvor grundlæggeren Hal Koch netop gik ind for, at der ikke skulle være regler, men et levende demokrati,” siger Rikke Forchhammer i Politiken.

Læs artiklen i Politiken: politiken.dk