Krogerups forstander på turné med sin vokalgruppe i Sydafrika

Nyheder

I sidste uge rejste Rikke Forchhammer med Baobab Sisters til Sydafrika, hvor de blandt andet har mødt Desmond Tutu.

Det er et tætpakket og stjernespækket program, der hver dag venter Krogerup Højskoles forstander, Rikke Forchhammer, når hun i denne måned rejser rundt i Sydafrika med vokalgruppen Baobab Sisters, som hun er leder af.

Baobab Sisters synger sydafrikanske sange, og det er gruppens syvende turné i Sydafrika. Denne tur slår dog alle de foregående, både hvad angår længde og indhold. Udover koncerter i Sydafrikas største byer har gruppen blandt andet allerede optrådt hos kongen af de sydafrikanske Zuluer i Kwazulu-Natal-regionen til den såkaldte ’Reed Ceremony’, som er den største årlige traditionelle fejring af Zuluernes kultur.


Baobab Sisters optræder for Desmond Tutu den 12. september 2017.

”Det er tydeligt, at Baobab Sisters er blevet rigtig kendte i Sydafrika. Nye døre åbner sig, og der er lagt op til en fantastisk spændende og meget travl tur,” siger Rikke Forchhammer, som har glædet sig særligt til at møde sin ven gennem mange år, den sydafrikanske ærkebiskop og menneskerettighedsaktivist, Desmond Tutu.

Baobab Sisters har tidligere optrådt både ved Desmond Tutu og hans kone Leahs 80-års fødselsdagsfester i henholdsvis 2011 og 2013, og i går mødte gruppen den tidligere modtager af Nobels Fredspris igen.


Rikke Forchhammer sammen med Desmond Tutu i 2008.

”Desmond Tutu er blevet en ældre herre på 85 år, og det er en kæmpestor ære og fornøjelse at besøge ham igen. Han er jo et verdensikon, som rigtig mange gerne vil møde, og derfor er det en stor anerkendelse af, hvad vi står for, at vi er blevet inviteret til igen at være sammen med ham og hans hustru. Det var simpelthen så dejligt at se ham igen,” siger Krogerups forstander.


Vokalgruppen Baobab Sisters. Foto: Thomas Pape.

Historier og dugfriske sange
Baobab Sisters turné i Sydafrika varer fra den 8. september til den 1. oktober, og Rikke Forchhammer ser frem til at hente en masse inspiration og ny energi med tilbage til højskolen. De fleste, som har besøgt Krogerup gennem tiden, har stiftet bekendtskab med forstanderens kærlighed til den sydafrikanske musik, og mange har også haft muligheden for at høre Baobab Sisters, der ofte giver koncert på højskolen. Således også i den kommende sæson, hvor der er rig mulighed for at høre sydafrikanske sange fremført af den danske gruppe.

Næste gang, Baobab Sisters optræder på Krogerup, er torsdag den 19. oktober 2017 kl. 20. På det tidspunkt er gruppen lige vendt hjem fra deres turné, så der vil være mulighed for at høre historier fra turen samt dugfriske sange fra Sydafrika.

Koncerten er del af ugekurset Rytmisk kor-uge, som afholdes på Krogerup i efterårsferien SE MERE.

Koncerten er åben for alle. Det samme gælder vinterkoncerten den 7. november og julekoncerten den 22. december, der er del af Krogerups julekursus SE MERE.

Du kan også se mere på Krogerups kalender HER.

Koncerterne koster 60 kr. i entré og er gratis for Krogerups Venner.

Se mere på Baobab Sisters hjemmeside: www.baobabsisters.dk