Kunsten at blive forankret

Nyheder

Af: Emma Bundgaard, Nanna Niemann, Mathilde Bruun, Philip Madsen og André Grendslev Foto: Phie Becket Stenbæk

For Rasmus Meyer føles det nye job, som forstander på Krogerup Højskole, stadig som en drøm. Vi har snakket med Rasmus om det at udleve drømme på trods af angst og om at finde fodfæste og ro i en verden, der kan føles intimiderende

Rasmus Meyer åbner den knirkende dør ind til Humlebæk Kirke. Lyden af skoene mod det mørke klinkegulv giver ekko gennem rummet. Rasmus sidder yderst på kirkebænken, kropssproget er afslappet, men hånden fumler formålsløst ved siden af ham. Han kigger ned på diktafonen, som han har gemt halvt væk under en salmebog: ”Jeg bliver uforholdsmæssigt fokuseret på den der. Kan I ikke mærke, I taler på en anden måde, når der bliver optaget? Jeg føler, jeg bliver frarøvet mit sprog, når den dér er tændt”. Under et symposium tidligere på højskole-året var Rasmus paneldeltager i en debat, der omhandlede en presset og stresset ungdom. Her nævnte han sit forhold til angst og behovet for at søge efter mening udenfor sin egen konkrete verden. Efterfulgt af et fjollet smil, sagde han, at han trods sin store skepsis til Gud, alligevel havde taget sig selv i at gå ned i Humlebæk Kirke. Han sætter sig på en hvid bænk med et smil på læben. Han finder det komisk at blive interviewet i en kirke. Han er ikke medlem af folkekirken, på trods af at have haft den kristne tro inde i familien: ”Før man overhovedet diskuterede om homoseksuelle måtte adoptere, blev min mor adopteret af to kvinder på Fyn. Den ene var indremissionsk, den anden var meget troende – så hun voksede op i det her kristne, lesbiske miljø”. Selvom troen var i centrum i Rasmus’ mors barndom, var det ikke noget, som var centralt i hans egen barndom: ”Da min mor blev ældre, valgte hun troen fra, og min far voksede op på Nørrebro i et rigtigt arbejderkvarter, hvor troen ikke rigtig spillede nogen rolle”, lyder det fra Rasmus, som fortsætter: ”Så jeg er ikke døbt, men gik alligevel til konfirmationsforberedelse, fordi jeg ville blive klogere på, hvad det gik ud på. Dog tror jeg, at det i en eller anden eksistentiel forstand er ekstremt ensomt at leve et liv, hvor man ikke kan læne sig op ad noget ideologi, tro, familie, normer eller kultur. Det tror jeg efterlader mange mennesker i ængstelig situation. Samtidigt synes jeg, at det er enormt svært at tro. Så jeg er på en eller anden måde sært optaget af en Gud, jeg ikke tror på”.

Et rum med formål 

Rasmus skærer en grimasse, da samtalen bliver drejet over på ham. Han mener, det er patetisk at sidde og snakke om sig selv: “Jeg hørte radio den anden dag, der omhandlede en radiovært, der lige har udgivet en selvbiografi. Hun snakkede om sig selv i to timer. Jeg synes bare, der er et eller andet helt skudt i tiden, hvis man som 30-årig siger ja til at komme ind og snakke om sig selv i så lang tid. Det er helt sådan: ‘Wow, hvor kom det fra?’. Hvornår blev mennesker så optaget af sig selv, at de ikke kun skriver en bog om dem selv, men også tænker: ‘Jeg er så spændende, at det kan bære et to timers langt interview i radioen’? Det er jo en sygdom i tiden”, siger han. Rasmus forklarer med store armbevægelser om ‘dobbeltgænger’-begrebet, som teologen Jakob Knudsen har formuleret. Knudsen mente, at det værste, der kan hænde et menneske, er, at bliver sin egen dobbeltgænger; at hele tiden betragte sig selv udefra og således miste sit blik for omverdenen. “Nu hvor vi sidder i kirken, kan jeg vel bedst sige det med et Luther-citat: ‘Folk er indkroget i sig selv’. Vi kigger indad og bliver blinde for andre. Det handler om at kroge folk ud af sig selv”. Rasmus kigger op på et mosaikvindue, hvor eftermiddagslyset spiller med farverne. “Mine oplevelser er, at det etablerede uddannelsessystem er ret dårlig til at give folk en sag med sig. Når det er værst, lærer det først og fremmest eleverne at være optaget af dem selv”. Rasmus ønsker, at eleverne på højskolen afslutter deres ophold med en forståelse af, at de er en del af noget større end dem selv: “Der hvor jeg synes, Krogerup har en særlig rolle, er i forhold til samfund og samtid. Vi skal kunne være et rum for, hvad det vil sige at være menneske. Vi er ikke lykkedes, hvis folk kun har fået et svar på, hvad meningen er med deres eget lille liv. Krogerup skal evne det dobbelte; hvor folk både føler et ansvar for dem selv og det samfund, de er en del af. I et samfund uden en Gud og kirke, er der meget få rum, hvor man kan gå hen og få den samtale. Til det synes jeg, Krogerup har været historisk god”.

I Hal Kochs fodspor

På en sjælden solskinsdag sidst i november, et par dage senere, møder vi Rasmus på hans kontor på Krogerup Højskole, hvor han flyttede ind for fire måneder siden. På bordet foran ham ligger en bunke plus-plusser, to tomme dåser Coca-Cola Zero og en stak bøger. “Kontoret er mere mig nu, Rikke (tidligere forstander på Krogerup Højskole, red.) var meget glad for Afrika. Det var en hel afrikansk koloni midt i nordsjælland”, siger han og skæver over på en række af billeder, han ikke har fået hængt op endnu. “Det er ikke med vilje, at de ikke er hængt op − jeg ved bare ikke, hvordan jeg skal gøre. Det er ligesom derhjemme, der er det også Lea, der laver el-arbejde og sætter hylder op. Når hun laver el, så vender jeg hovedet bort og er helt ængsteligt for, at hun skal dø af stød”, lyder det lavmælt fra Rasmus, som kigger ned og smiler skævt, imens han sætter flere plus-plussere sammen til en større figur. Når man bliver forstander på Krogerup, er det uomgængeligt at skulle forholde sig til Hal Koch. Men for Rasmus Meyer, er det blevet et stort ansvar, at skulle gå i fodsporene på skolens stifter. “Jeg har Hal Koch hængende; hver dag jeg kigger på ham, forestiller jeg mig, at han tænker: ‘Tsk, hvor er du tyndbenet, For Rasmus Meyer føles det nye job, som forstander på Krogerup Højskole, stadig som en drøm. Vi har snakket med Rasmus om det at udeleve drømme på trods af angst og om at finde fodfæste og ro i en verden, der kan føles intimiderende 8 9 Portræt mand. Du læser ikke tekster på græsk, og du kan ikke din kirkehistorie, men jeg sætter pris på, at du gør noget for klimaet, og at du opvejer din uformåenhed med hårdt arbejde og lange dage’”. Sit ydmyge forhold til historiens største tænkere, forfattere, digtere og filosoffer lægger Rasmus ikke skjul på: “De er i en anden liga de mennesker. Man skal ikke bilde sig selv ind, at man kan komme derhen, hvor de er”. Rasmus har selv et behov for netop at bruge disse menneskers ord: “Jeg citerer dem fordi, de er klogere end mig. Så kan jeg i det mindste virke som en budbringer, der kan holde deres kloge ord i live”, siger han og fortsætter med et pludseligt fjoget smil: “Jeg tror måske, jeg er bedre til driftsbudgetter end Hal Koch, men det er også det eneste”. Rasmus bevæger sine hænder langsomt, men uroligt, og siger afslutningsvist: “Man kan ikke bilde sig ind, at man kan sidde på sit klubværelse ude i Rødovre og finde meningen med tilværelsen. Man er nødt til at læse og lytte, egenhændigt kan man nærmest kun finde frem til banaliteter. Du er nødt til på en eller anden måde at læne dig op af nogen, der har sat sig ned og tænkt grundigt over det”.

Angst som grundvilkår 

Livet, som forstander på Krogerup, har givet Rasmus mulighed for at tænke på noget, udover ham selv: ”Det, at starte på Krogerup er mega fedt, fordi der er noget vigtigt, jeg skal. At have noget, jeg synes er meningsfuldt. Jeg har hele tiden en frygt for, at der er nogen, der kommer og vækker mig og siger, at det hele er en drøm. Og så er jeg tilbage i mit gamle hus, i mit gamle job, med min gamle høje løn”. Med et smørret smil, fortsætter Rasmus: ”Det kan jeg helt oprigtigt godt blive lidt angst for nogle gange”. Men forstanderlivet er et tveægget sværd. Selvom Rasmus beskriver det som angstprovokerende at have noget at miste, understreger han igen, at det er vigtigt at have fokus på noget ud over sig selv: ”I kender det godt, hvis man er angst eller deprimeret eller ked af det, så kan man ikke rigtig blive fri for sig selv. Man er på en eller anden måde fanget med sig selv”. Og angst, viser det sig, er en tilstand Rasmus selv har kæmpet med, blandt andet i forhold til sit bryllup. For Rasmus havde egentligt ikke lyst til at blive gift: “Jeg tror, at jeg var sådan lidt angst omkring bryllup og at skulle være centrum, at holde tale og alt det. Jeg kunne ikke rigtig lade min angst styre, at jeg ikke skulle giftes med Lea, det ville være forkert”. Det har været vigtigt for Rasmus at dele hans oplevelser med angst. Det gjorde han blandt andet til et foredrag for Krogerups elever: “Jeg sagde til foredraget, at jeg selv havde haft angst, fordi det er vigtigt at sætte ord på det. Mange, der har angst, slås med tanken om, at de aldrig kommer af med det. Og grunden til at jeg sagde det, var fordi jeg tænkte, min historie kunne bruges til et eller andet; at jeg også har sloges med angst og egentlig er et godt sted med det i dag. At man godt kan have angst og samtidig få sig en uddannelse, børn og et job. Det behøver ikke ruinere livet. Det er et vilkår, og der må man finde en måde at leve med det på”. Rasmus ville ønske at han, dengang han gik på højskole, havde kunnet fortælle sig selv at: “Det hjælper at dyrke motion, hvis man er ængstelig. Og det er godt at læse bøger, hvis man gerne vil finde meningen med livet”. Selvom Rasmus forholder sig kritisk til at snakke for meget om sig selv, mener han godt, at man kan gøre undtagelser: ”Det er vidunderligt, når folk deler ud af sig selv – hvis der er et formål med det”.

Ensomhed og konfirmationsforberedelse
Tilbage i Kirken sidder Rasmus yderst på bænken, hans ene fod vipper op og ned. Hans hænder følger med. Han holder en tænkepause, og knytter en kommentar til sin refleksion om angst: “Jeg tror mange har en tendens til at forstå angst som noget psykologisk. De forstår det som et resultat af noget, der foregår i deres hjerne, deres nære familie eller fordi deres mor ikke var der nok”. Portræt Han fortsætter: “Det er også fordi, vi er helt og aldeles fri og ensomme, og skal skabe vores liv fra bunden. Jeg tror mange mennesker bliver skuffet når de søger hen til en psykolog, fordi denne opfattelse ikke er med. Der er noget meget mere fundamentalt på spil. Dermed er ikke sagt, at man ikke kan gå i terapi; jeg har selv gjort det”. Rasmus kigger rundt i kirkens rum; han smiler lidt over interview-scenariet. I en langsom bevægelse læner han sig frem i den hvide kirkebænk, og siger: “Apropos kirken, jeg tror det, at vi bilder os ind, at vi kan leve uden en Gud, hvad jeg også selv gør – der skal man bare vide, at det kommer med en pris. Som religiøst menneske har man bare adgang til en ro eller en tro, der gør, at man på en eller anden måde kan…”. Rasmus bliver afbrudt. Den knirkende kirkedør åbner sig på ny, og ind kommer en flok unge som skal til konfirmationsforberedelse. ”Hej!” lyder det fra en storsmilende Rasmus, som hurtigt får sin fulde opmærksomhed rettet mod de fremtidige konfirmander. Det er efterhånden mange år siden Rasmus selv gik til konfirmationsforberedelse. For et øjeblik glemmer han diktafonen. Skuldrene falder en lille smule mere ned. Han løfter hovedet. Med en gnist i øjnene, udbryder han begejstret: ”Er det ikke bare fedt det her?!”.

X