
Kom med på årets grønne sommerkursus den 3. – 9. juli 2022, som højskolen laver i samarbejde med Aarstiderne. Magiske Planter er en uge fyldt med naturoplevelser og inspiration til din have. Få sol på kinderne og jord under neglene i en magisk uge i fællesskab med andre, hvor du kan vælge mellem følgende workshops:
KAJAK I ØRESUND / Marcus Frostholm, friluftsvejleder og underviser på hovedfaget Udeliv på Krogerup
Få en god oplevelse på vandet og bliv klogere på kajakken og dens muligheder. På denne workshop lærer du basal teknik, der gør det så meget lettere og sjovere at ro kajak. Krogerup stiller basisudstyr og våddragt til rådighed. Alle kan være med, så længe man føler sig tryg i vandet, da der altid er risiko for at falde i.
DEN ØKOLOGISKE KØKKENHAVE / Sølva Falgren og Jens Juhl, Slottet i Smørmosen
Her er ny viden til både nye og erfarne haveejere, der vil have gode råd til økologisk køkkenhavedyrkning. Vi finder løsninger på praktiske udfordringer med snegle og bliver klogere på, hvordan grøntgødningsplanter og fladekompostering skaber jordforbedring. Vi skal også lære om, hvordan man som haveejer skaber en større biologiske mangfoldighed.
PLANTEN FARVER / Viktoria Uhrskov, underviser på Plantefarve
Slå kreativiteten løs med indfarvning af tekstiler på bæredygtig vis og med afsæt i den danske natur. Workshoppen er en introduktion til indfarvning med planter, som kan gøres efter hjemme ved køkkenbordet. Vi skal indsamle vilde planter fra skoven og markerne omkring højskolen og bruge grøntsager og rester fra køkkenet, der ellers havner i biospanden.
BIODIVERSITET OG LESLÅNING / Peter Friis Møller, naturforvalter, Rungstedlund
På denne workshop stiller vi skarpt på den biologiske mangfoldighed i naturen omkring os. Peter Friis Møller formidler biodiversitet i øjenhøjde og knytter naturforståelsen op på naturen omkring Krogerup. Der vil være gåture i skoven med tid til artsbestemmelse og naturnørderi.
BIOINDIKATORPLANTER/ Hervé Lognonné, haveformidler
Brug en dag på at se på de vilde planter – dem, vi til dagligt kalder for ukrudt – på en ny måde. Det er ikke en tilfældighed, at disse planter spirer og vokser der, hvor det passer dem. Er vi i stand til at aflæse hvorfor, vil vi få værdifulde oplysninger om jordens tilstand og om dens frugtbarhed. Det er det, vi gør: Vi finder planter, registrerer dem og taler om det, de fortæller os.
BOTANIK / Marian Ørgaard, lektor i botanik
Lær at bestemme Danmarks vilde planter, når vi bevæger os ud i Krogerups omgivelser. Her får du hjælp til at komme i gang med at artsbestemme planter både i felten og ved nærmere undersøgelse på højskolen. Du bliver klogere på plantesamfund, økologi og naturens mangfoldighed – og får redskaber til selv at lave botaniske undersøgelser.
At tegne med alle sanser er der, vi begynder. Livet, bevægelsen og tiden. Det er ikke traditionelle tegninger, vi efterfølgende står med, men snarere ærlige, poetiske observationer af naturen. Efterfølgende zoomer vi ind på planternes detaljer med blyant og akvarel i et Flora Danica-univers, hvor vi forundres og henrykkes over planternes magiske detaljer og organiske former.
Eftermiddagen bruges på leslåning.
KLIMADIPLOMATI – fra civilsamfund til storpolitik / klimadiplomat Klara Christensen
Få et unikt indblik ind i maskinrummet bag klimaforhandlingerne: Hvem er aktørerne, hvad er de vigtigste dynamikker, og hvad skal der til for at skabe ambitiøse fremskridt på en af de sværeste og vigtigste dagsordener i vores tid? Med en praktiker fra felten vil der være rig mulighed for at stille kritiske spørgsmål og gå løsningsorienteret til værks.
Du når at have to workshops i løbet af kurset.
Magiske Planter byder også på foredrag, udflugter, markvandring, skovture, højskolesang, morgenbadeture og økologiske cocktails i parken. Her er et lille udpluk af det øvrige program:
Sort sol. I fire år har den internationalt anerkendte fotograf Søren Solkær bevæget sig gennem sit barndomslandskab i Sønderjylland og rejst Europa rundt for at forevige det spektakulære naturfænomen sort sol. Hør om det prisvindende og fascinerende projekt.
Kom med til naturvinsmagning. Naturvin er lavet uden tilsætningsstoffer, og de naturlige vine, der længe har haft avantgardestatus (og deler vandene hos vinelskerne), fylder i dag godt på vinkortene hos landets toneangivende restauranter. På kurset skal vi til smagning med Garbolund Naturvin og høre om, hvordan man driver en naturvingård i Danmark.
BLOOM, som er en festival om natur og videnskab, står for en særlig aften på kurset. BLOOM skaber nemlig rammen om en litterær oplevelse med forfatter Sofie Isager Ahl, der vil tage os med ind i sit feltarbejde blandt fransk vinbønder med sit værk ’Naboplanter’.
En regenerativ jordbrugsbevægelse gror i Danmark. Mød jordbrugs-iværksætter Sandra Villumsen fra Farendløse Mosteri og medstifter af foreningen Regenerativt Jordbrug og hør om, hvordan man kan forme et mere bæredygtigt madlandskab med en alsidig produktion, vildere natur, dyr på græs og en frugtbar jord.
Biodiversitet i baghaven. Forfatter Michael Stoltze er biolog, naturforkæmper og stærkt optaget af
naturens mangfoldighed af vild, levende natur, planter, dyr, svampe og andre organismer, altså det, man samlet kalder biodiversiteten. Den bliver lige nu fortrængt i stor stil af mennesker. Kom med, når Michael Stoltze fortæller, hvordan vi kan få mere biodiversitet i naturen – og i din egen baghave.
Det bli’r intet mindre end magisk!
Se det fulde program, priser og tilmelding her: https://krogerup.dk/korte-kurser/magiske-planter/
Bemærk at der er rabat for studerende.
Vi ses på Krogerup.
Kontakt os
+45 49 19 03 80
kontoret@krogerup.dk

Therese Juncker
Administrationschef
KONTAKT
Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk
CVR: 44913216
EAN: 5790002583926
Telefon: 49 19 03 80
E-mail: kontoret@krogerup.dk
Kontortid: 9.00-12.00