Roadtrip i Florida med Journalistik & Medier

I foråret flyver Journalistik & Medier til Florida. Her lander vi i Tampa, der hænger sammen med byen St. Petersburg, hvor vi skal have undervisning på det globale journalistiske fyrtårn inden for medietræning og journalistisk uddannelse: Poynter Institute. Vi skal lære om fake news og producere journalistik, der modarbejder falske nyheder på Snapchat og Instagram. Instituttet samarbejder med store amerikanske navne som Snoop Dog og andre, som hjælper med at få de journalistiske produktioner ud til et stort antal følgere.
Vi skal forbi Tampa Bay Times og diskutere, hvordan vi og de kan bruge redskaberne, som vi lærer på Poynter, når man står over for udspekulerede kilder og en presset deadline. Og så skal vi bruge en dag på havkajakker, hvor en amerikansk miljø-journalist sejler rundt med os i det frodige økosystem og fortæller om, hvordan man skriver om natur, dyreliv og bæredygtighed.

Inden vi tager videre fra Tampa skal vi også besøge de amerikanske medie-studerende på  St. Petersburg University og spille en fodboldkamp mod dem – og selvfølgelig forbi Dali Museet til en 3D-oplevelse af de helt store!

Pastelfarver og palmetræer

Derefter kører vi sydpå: forbi strande med delfiner, skildpadder som lægger æg i sandet, langs vejen ’Alligator Ally’, hvor vi skal kigge os godt for, hvis vi stiger ud af bilerne – mod Miami! Vejen går gennem det store delta Everglades, hvor vi besøger lokale jægere, der bor i den vilde natur og fortæller om jagtmetoder, hemmelige stier og et anderledes liv.
Miami, millionbyen i det sydlige Florida, er strande med fuld fart på aktivitets-niveauet, fredet art deco-arkitektur og en varm brise af Cubansk kultur og mojitos. Ud over ’Little Havana’ og fest på stranden skal vi møde nogle af byens farverige personligheder og besøge street art-området Wynwood Walls, hvor vi tager forbi en lokal avis til en workshop om grafitti og kulturjournalistik.

Fra Miami kører vi afsted på en fantastisk rute ud over havet på over 100 broer fra ø til ø gennem Florida Keys indtil vi når endemålet: Key West. Her besøger vi Hemmingways hus, tjekker verdens tredjestørste koralrev ud, møder klimaaktivister og en helt masse andet.

Alt sammen oplagt til en spændende rejseartikel.

Herunder kan du se en video fra en dag på Journalistik & Mediers rejse til New York i foråret 18.

 

Rejseledere

Guides på rejsen bliver journalist og lærer på Krogerup Højskole Ulrich Quistgaard, der har boet og studeret i New York og rejst i det østlige, vestlige og sydlige USA, og Liv Mygind, der også er journalist og højskolelærer på Krogerup Højskole, der har kørt tværs over USA i en bil, der brændte sammen hele to gange, og som har familie spredt ud over hele kontinentet.

Ulrich og Liv er ved at planlægge det endelige rejseprogram, og rejsebeskrivelsen vil derfor blive udviddet betragteligt til foråret, når det fulde program ligger fast.

Betaling

Den pris, der er angivet i tilmeldingsformularen, dækker både rejser og højskoleophold (rejserne er kun en del af de fulde ophold på 24 uger om foråret og 18 uger i efteråret). Den andel af den samlede pris, som går til rejsen, indbetales særskilt, og du modtager information om dette i dit velkomstbrev inden opstart.

Læs mere om hovedfaget Journalistik & Medier.

Rejse til Florida

Inkluderet:
• Fly København-Florida t/r
• Overnatning (ofte med morgenmad inkl.)
• En fælles middag
• Studiebesøg
• Transport i lejede biler


Ikke inkluderet:

• Rejseforsikring

• Ikke nævnte måltider og entréer i endelige rejseprogram

X