Hollywood, LA, Californien

Hollywood – Here we come!

Los Angeles og især bydelen Hollywood oser af film.
Alle steder i byen mærker man tydeligt, at L.A. er verdens absolutte centrum for film, tv-serier og kendisser. Medarbejderne på byens cafeer og barer vil alle gerne være skuespillere. Mændene på tankstationerne vil gerne skrive manuskripter og arbejder ’kun midlertidigt’ med almindelige jobs, mens de venter på at få deres store gennembrud.

L.A. er ambitionernes by, hvor drømme skabes og knuses dagligt. Vi vil lære om, hvad det kræver at overleve i en industri, hvor alt kan ske for den rette, og intet kan ske for den uheldige.
Vi skal møde spændende mennesker fra branchen, høre om deres arbejde og lære, hvordan de opnåede at få foden indenfor i den svære filmverden.

Turen til Hollywood vil inkludere udflugter til flere af byens kendte steder, hvor vi vil lege nysgerrige turister og globetrottere. Der vil også blive tid til at blive fristet til shopping i de mange berømte indkøbskvarterer. Man kan også nøjes med at gå ’window shopping’ på Rodeo Drive og se på alle de ting, vi ikke har råd til. Et besøg i dette område garanterer nærmest, at vi får kendte ansigter at se. Vores tur til Californien vil også inkludere en tur i Universal Studios, som er at sammenligne med Tivoli ganget med 40. Universal bliver en dag med rutchebaner, vind i håret, junkfood og vildskab – alt sammen med filmens forunderlige verden som baggrund.

Mest af alt vil vi komme til at nyde den omsluttende, livgivende varme fra den Californiske sol, nyde hinandens selskab i de venlige miljøer og få en ordentlig dosis L.A!

Nærmere detaljer om turens indhold følger.

Betaling

Den pris, der er angivet i tilmeldingsformularen, dækker både rejser og højskoleophold (rejserne er kun en del af de fulde ophold på 24 uger om foråret og 18 uger i efteråret). Den andel af den samlede pris, som går til rejsen, indbetales særskilt, og du modtager information om dette i dit velkomstbrev inden opstart.

Læs mere om hovedfaget Film, Serier & Dokumentar

Højskoleophold i Hollywood

Inkluderet:
• Fly København – Los Angeles t/r
• Overnatning (ofte med morgenmad inkl.)
• Transport i LA
• Undervisning


Ikke inkluderet:

• Rejseforsikring
• Måltider der ikke er nævnt i programmet
• Entréer
• Transport til/fra Kastrup lufthavn

 

 

X