New York

Højskole i New York, Istanbul og Berlin

New York

Hovedfaget Storbyens Puls rejser til New York, som er symbolet på en moderne global storby. The Wonder City – en by der har skabt en ny form for byliv – en mangfoldighed og energi man ikke finder andre steder i verden. Byen hvor skyskraberne opstod, og hvor meget af alverdens storbykultur stammer fra – jazzklubber, hip hop, hipstere og meget mere. Vi skal til kunstferniseringer i Chelsea, cykle over broerne, se street art i Lower East Side, besøge Urban Gardens i Brooklyn, på kunstmuseum i Queens, besøge udsatte byområder i Harlem. Og så skal vi ikke mindst møde newyorkerne, som kan fortælle om at bo i verdens mest intense storby – på godt og ondt.

I New York er gentrificering det helt store tema. Gentrificering er betegnelsen for den proces, hvor en bydel bliver mere hip, mere attraktiv og derfor dyrere at bo i. I praksis betyder det, at dem der har råd får bedre bydele (eller gør de?), og dem der ikke har råd til huslejestigningerne er tvunget til at flytte. Men hvad betyder gentrifikation for et områdes kultur? Hvordan påvirker gentrifikation et område som Harlem, hvor et kvarter der før næsten kun havde sorte beboere nu invaderes af hvid middelklasse, der besøger bydelen for at opleve en udtyndende autenticitet?

Vi går i dybden med denne proces i forskellige bydele – Harlem, Williamsburg, Bushwick og Greenpoint – og undersøger, hvordan bydelene på vidt forskellige måder påvirkes socialt, kulturel og økonomisk.

På den store rejse til New York skal vi bl.a.

– Rundt og se de vilde nye bygninger og de klassiske skyskrabere. Vi starter selvfølgelig med at tage op i Empire State Building og se ud over verden mest ikoniske by.
– En hel dag på cykel med en cykelplanlægger fra New Yorks Departement of Transportation.
– Se Street Art i Lower East Side – den sidste hippe bydel på Manhattan.
– Besøge Greenwich Village og se, hvordan et tidligere kunstnerkvarter er blevet til en millionærlandsby.
– Opleve bysociologiforelæsning på Columbia University.
– Få en tur rundt i Chelseas mange kunstgallerier med en kurator og høre om kunstneres vilkår i New York – vi studerer hvordan gallerier og kunstnere er rykket rundt fra SoHo, East Village til Chelsea for at finde nye ’autentiske’ områder af New York.
– Se Ground Zero og høre om hvordan 9/11 ændrede New York.
– Besøge graffitikunstnere i Harlem og høre om hvad hiphop og graffiti har betydet for de unges identitet i et hårdt område.
– Opleve Central Park med de lokale. Hvad betyder denne store grønne lunge for byens beboere og alle de besøgende?
– Besøge illegale immigranter fra Mexico for at høre om deres liv i New York.
– Tur til Queens for at besøge et kinesisk område. Hvad betyder ’etnisk tilhør’ i en verdensby som New York?
– Rundtur i Brooklyn med dansk byplanlægningsstuderende – hvad er hipster og hvad er ghetto?
– Opleve det hippe gå i byen-område; Meatpacking district. Et område der har været inspiration og forbillede for Kødbyen i København
– Besøg en urban garden i en ”food desert” i Brooklyn

Istanbul

Storbyens Puls tager til Europas største byområde – den tyrkiske metropol med omkring 18 millioner indbyggere og eneste storby, der ligger på to kontinenter. I Istanbul skal vi undersøge, hvad byens særlige historie og placering betyder for alt fra arkitektur, byplanlægning og livet i byen før og nu. Det handler om mødet og spændingerne mellem det europæiske og det mellemøstlige – og det moderne sekulære og det socialkonservative/religiøse. Istanbul er og har altid været et kulturelt og politisk mødepunkt og brydningsfelt mellem øst og vest.

Vi skal se på enorme arkitektoniske mesterværker som Aya Sofia fra den kristne byzantiske periode frem til 1453 og mægtige moskeer fra den muslimske ottomanske æra. Senere blev modernistisk arkitektur fra det 20. århundrede bygget som det moderne Tyrkiets manifestation af landet som et ’europæisk’ land, der havde gjort op med sin mellemøstlige baggrund. Siden 2001 har det socialkonservative parti AKP med præsident Erdogan været ved magten i Tyrkiet, og igen bygger man store bygninger med historisk mellemøstlig design – Istanbul er så spændende, for i byens arkitektur og nye bygninger kan man læse byens historie og aktuelle udvikling.

Gentrifikation, som er fænomenet hvor tidligere nedslidte boligområder i storbyer omdannes til hyper attraktive bydele, foregår også i Istanbul. Områder i den centrale del af byen, hvor fattige arbejdere tidligere boede, har i dag udviklet sig til hyggelige og kreative bydele fyldt med caféer, designshops og gallerier. Vi undersøger denne proces på ondt og godt, for godt nok er det samme proces, som er sket med Vesterbro i København og SoHo i New York, men i Istanbul er det sket mere råt. Mange beboere er blevet forvist fra deres boliger, da velhavende, kreative og turister rykkede ind.

Vi skal besøge gedekondo-områder i byens periferi, som er simple selvbyggerhuse bygget af tilflyttere fra landområderne, da urbaniseringen tog fart i Tyrkiet fra 1960’erne og frem til i dag. Nu rives de i stor skala, og der bygges nye højhusbyer, som Istanbuls forstæder nu mest præges af. Hvordan landsbyens normer og livstil er blevet en del forstadslivet, undersøger vi ved at besøge disse områder – og spørger de lokale, hvordan de ser forskellene mellem livet i storbyen og på landet.

Mød en række af lokale arkitekter, sociologer, kunstnere og byaktivister, der giver deres bud på denne helt unikke storby. Snak med sekulære tyrkere, der er bange for, at deres by og land bliver mere og mere religiøst og konservativt. Og mød de religiøse, der er glade for, at Tyrkiet igen er et land, hvor man fokuserer på den muslimske kulturarv og livsstil. Selvfølgelig skal vi også spise masser af skøn tyrkisk mad, ud i det tyrkiske natteliv – og måske en tur i tyrkisk bad, hammam, for at få ro i sjæl og krop efter hektiske dage i den kæmpe by.

Krogerup har lavet studieture til Istanbul og Tyrkiet siden 2003, så vi kender landet og byen særdeles godt. På grund af sikkerhedssituationen efter flere terrorangreb og kupforsøget i 2016 har vi holdt pause med ture derned. Vi mener, at det igen er helt forsvarligt at tage til Istanbul. Med på turene er Bjarne Hald og Mathias Findalen. Bjarne er hovedlærer på Storbyens puls og har læst urban sociologi i Istanbul og rejser til byen 5-6 gange årligt. Ved siden af sit job på Krogerup underviser Mathias i tyrkisk samfund på Københavns Universitet og DR’s Tyrkiet-ekspert. Så du kommer afsted med lærere, der kender byen indgående og løbende følger den politiske og sikkerhedsmæssige situation.

Berlin

På forårsholdet går første rejse til Berlin. På Storbyens Puls undersøger vi, hvordan storbyer over hele kloden ser ud og udvikles – ens og forskelligt. Landes, og dermed byers, historie og samtidspolitiske kultur er forskellige, og det påvirker storbylivet. Derfor skal vi fire dage til Københavns nærmeste storby, Berlin.

Gentrifikation er i Berlin et meget diskuteret fænomen – meget mere end i Danmark. Bydele som Kreutzberg og Neuköln er under hastig forandring med nye veganske restauranter og cool natklubber. Lokale flytter dertil, fordi det er billigt og ’autentisk’ – og turister fra hele verden strømmer med. Men hvad med de lokale? Hvordan reagerer de på, at deres kvarterer forandres til nye hippe områder, hvor priserne stiger, og handelsbetingelser og services pludselig bliver lavet om til de nye beboere og til turister? Vi skal diskutere, hvorfor denne forandring skaber så stor kritik og debat i Berlin – og hvorfor vi hjemme i Danmark ser præcist samme fænomen, uden det har medført den store diskussion.

Vi skal se på Berlin som en by med mange græsrodsbevægelser og som et sted, hvor man som beboer har stort mulighed for at påvirke bypolitik. Byens gamle lufthavn Tempelhof blev nedlagt, og politikere ville først bruge arealet til boliger. En beboerprotest fik dog bystyret til at bevare lufthavnsområdet som et stort grønt offentligt areal. Berlin er en meget inspirerende by at besøge, når man arbejder med, hvordan borgere kan og vil inddrages i, hvor en moderne storby skal udvikles – både med den fysiske udformning og med det sociale liv.

Arkitektonisk rummer Berlin kæmpe kontraster. Fra klassicisme på Museums-Insel, over brutal stalinistisk monumentalisme på Karl Marx Allé til nye modernistiske landmarks på Potzdamer Platz. Med arkitektøjne skal vi også se på, hvordan politikere, byplanlæggere og arkitekter søger at skabe sammenhæng i en by, der i så mange årtier var opdelt. Vi besøger DDR-museet og undersøger, hvordan Berlin er en helt særlig by stadig præget af en fysisk og mental adskillelses mellem øst og vest.

Selvfølgelig skal vi også ud i Berlins pulserende natteliv og spise masse af billigt vietnamesisk mad og carrywurst.

Betaling

Den pris, der er angivet i tilmeldingsformularen, dækker både rejser og højskoleophold (rejserne er kun en del af de fulde ophold på 24 uger om foråret og 18 uger i efteråret). Den andel af den samlede pris, som går til rejsen, indbetales særskilt, og du modtager information om dette i dit velkomstbrev inden opstart.

Læs mere om hovedfaget Storbyens Puls.

Studierejser
Efterår ’18: New York. Forår ’19: Istanbul, New York og Berlin

Inkluderet:
• New York 13 dage – Fly København – New York t/r, 11 nætter på hostel i New York , morgenmad, én fælles middag, studiebesøg
• Berlin 4 dage og – Fly/Bus København – Berlin t/r, 3 nætter på hostel i Berlin , morgenmad, én fælles middag, studiebesøg
• Istanbul (2019) 6 dage – Fly København – Istanbul t/r, 5 nætter på hostel, morgenmad, én fælles middag, studiebesøg

 
Ikke inkluderet:
• Lokal transport
• Måltider, der ikke er nævnt i programmet
• Entréer, der ikke er nævnt i programmet

 

 

 

 

 

 

X