Man bliver sgu lidt lykkelig af det

Nyheder

Krogerup udbyder i foråret og efteråret 2019 otte ´Pit Stop’-pladser til studerende, der ønsker en pause fra deres uddannelse. Ellen Bjerre Koch er medicinstuderende på Panum Instituttet i København og tog et break på Krogerup Højskole.

– Jeg er vildt glad for medicinstudiet, men det er også en boble. Næsten alle mine venner læser medicin, der er fester, cafeer og sociale klubber på Panum. Jeg læste heller ikke avis før, men kun Ugeskrift for Læger, og så arbejdede jeg i en akutmodtagelse. Hele min verden handlede om medicin. Jeg havde lyst til at prøve at agere i en anden kontekst. Og så mødte jeg en medicinstuderende, der havde taget pause på studiet og var taget på højskole, som sagde, at jeg ville blive lykkelig af det, siger Ellen, der har hovedfag i Journalistik og Medier på Krogerup Højskole.

Ville gerne lære noget andet
– Det er et godt miljø på Medicin, og der er slet ikke kun 12-talspiger, som jeg havde frygtet. Men på 3. semester gik det over gevind. Jeg læste cirka 63 timer om ugen, og jeg så ikke venner og familie i 4 måneder. Så jeg vidste, at jeg ville holde pause fra studiet efter 5. semester. Jeg ville gerne lære noget andet og ud at rejse, siger Ellen, der nu har boet de første 6 uger på højskolen.


Fra foråret 2019 kan man tage et ‘Pit-Stop’ fra studierne på Krogerup Højskole.

– Jeg var lidt nervøs for, at de andre elever ville være umodne og virke meget unge. Sådan er det ikke. Vi er i samme båd. Jeg er kommet uden for min comfortzone, og vi taler sammen på en helt anden måde, end jeg er vant til. Man kommer så hurtigt ind under huden på folk, og det er mega fedt. Jeg har virkelig lært at finde mine egne synspunkter, og jeg er blevet stillet til ansvar for mine holdninger. Det er frihed, alsidighed, sjov og spas at være på højskole. Og ja, man bliver sgu lidt lykkelig af det, siger Ellen, der er begyndt at læse aviser og er glad for at have fået et supplement til Ugeskrift for Læger.

Vil du vide mere om Krogerups ´Pit Stop’-ordning kan du læse mere her.