”Man kan godt længes uden at være ulykkelig”

Nyheder
Af: Amalie Pontoppidan og Christian Bernes, journalistelever, E17

Det er ingen hemmelighed, at Storbyens Puls-læreren Bjarne Hald føler sig bedst tilpas i det pulserende storbyliv, men faktisk er han vokset op som præstesøn i en jysk flække langt fra Campari og København. I anledning af, at Bjarne er rundet de 50 år, bringer vi derfor et stort interview med Bjarne fra højskolebladet Krogen fra efteråret, som netop handler om fortiden, fremtiden og følelsen ved at fylde 50.


Foto: Salvör Davídsdóttir og Anna Hald

Swoosh. Den matte køleskabsdør åbnes og afslører hurtigt det sparsomme udvalg af madvarer. Til gengæld skorter det ikke på våde varer, og der er da også plads til både Campari og Aperol i køleskabslågen.
Dagens vært byder velkommen;

“Hvad har I lyst til? Kaffe, te, øl eller en drink?”
Klokken har lige rundet to på en regnvejrstung torsdag eftermiddag, og hvis man ikke vidste bedre, skulle man tro, man befandt sig i en forvirret 25-årigs ungkarlehybel, hvor weekenden aldrig har en ende.
Sandheden er dog en helt anden.
I lejligheden på Viktoriagade i hjertet af Vesterbro bor snart 50-årige Bjarne Hald. Han sidder i sin designersofa med sin islandske plaid og et håndlavet keramikkrus. Det er svært ikke at forbinde ham med en ærkekøbenhavner, der har hipster-tendenser. Bjarnes historie starter imidlertid et helt andet, og væsentlig mere jordnært, sted.

Fra jysk præstesøn til storbydreng
Bjarne vokser nemlig op i den himmerlandske by, Overlade, som søn af den lokale landsbypræst. Noget, der er med til at forme den unge dreng, som allerede på dette tidspunkt i sit liv har besluttet sig for at flytte langt væk fra den jyske muld.

“Det er meget typisk at være rebelsk som præstebarn. Du bliver hele tiden målt moralsk, specielt i en lille by hvor ens far står for tro. Der kigger alle på en”, siger han lavmælt, mens blikket rettes mod vinduet.
Den rebelske sjæl kommer til udtryk på flere måder, og Bjarne stikker som 15-årig af hjemmefra. Tøjet afspejler 80’erne, og turen går mod København.

“Jeg hadede at bo der som pesten. Når du er præstesøn i sådan en lille by, så ved alle generelt, hvem du er, og jeg var meget ekstrem som teenager. Jeg havde lange hvide jakker med skulderpuder og mascara på – ligesom bandet “Duran Duran”. Jeg så ud som bymenneskerne, men det var der bare ikke andre, der gjorde derude.”
Selvom historien om en outsider kan virke barsk ved første øjekast, så virker hovedpersonen selv meget afklaret med den. Som han sidder her i sin trygge storbyrede, er det nemlig mest af alt en neutral genfortælling af historien og faktisk ikke så meget mere end det.
Det er et lukket kapitel.
Med hagen i vejret og blikket flakkende fra den ene ende af lokalet til den anden lægger han ikke skjul på sin mentale distance til barndomsbyen:

“Jeg har ikke nogen kontakt med det sted, jeg voksede op i. Jeg har været der én gang de sidste 25 år. Jeg har altid vidst, at jeg hørte til her i København. Jeg er i Jylland to gange om året og flyver konsekvent. På den måde ved jeg ikke helt, om det er New York, Istanbul eller Aalborg, jeg tager til – og det er fint”.

København – Tokyo tur/retur
Livet for den rodløse teenager kommer dog til at stå noget mere i vater efter endt gymnasietid. Her flytter Bjarne til hovedstaden, denne gang med forældrenes accept, og påbegynder studier på KUA, noget som hurtigt får et asiatisk twist.

“Jeg bestemte mig for, at jeg ville være mega rig og sælge TV-programmer imellem EU og Japan. Derfor specialiserede jeg mig i japanske TV-programmer og tilmeldte mig japansk som sidefag.”
Med en vandtæt karriereplan i rygsækken og en forventning om, at alle døre vil åbne sig for ham, rejser Bjarne i 1993 til London for at studere. Efter et halvt år i det pulserende storbyliv går turen videre til Tokyo med en praktikplads i TV-branchen for øje. En beslutning, som Bjarne, set i bakspejlet. selv beskriver som naiv.

Her ser Bjarne sig selv om 10 år:

  • Jeg har købt et hus i Malaga – et rainbow ollekolle – med danske og spanske venner, hvor vi skal være kampstive i campari.
  • Jeg ejer også en lille lejlighed på Vesterbro. Her er jeg indimellem. Vejret er så forfærdeligt i Danmark. Jeg har det bedst i 35 grader med en luftfugtighed på over 90%.
  • Jeg er ikke længere højskolelærer. Jeg holder kurser, mens jeg lever på en sten og en flaske.

”I Japan kalder de dem, som ikke er japanere, for ”gaijin”. Det oversættes til ”fremmed” eller ”ikke-japaner”. Jeg havde ikke sat mig ind i hverken kultur eller sprog, så jeg var mega dum”, forklarer han med ret ryg og hænderne fast placeret på lårene.
Missionen mislykkes da også, og efter halvanden måned er pengene brugt op. Den forudbestilte returbillet bringer den slagne skandinav en tur forbi Sydney, hvad der umiddelbart virker som en irriterende omvej. Denne omvej skal dog vise sig at være skelsættende for Bjarnes fremtid.

“Jeg havde en natflyvning fra Tokyo til Sydney. Jeg landede om morgenen, smed min rygsæk på et hostel og tog ind til Circular Quay ved Operahuset. Da jeg så havde set den ene japanske turistgruppe efter den anden, bestemte jeg mig for, at jeg fandeme ikke gad bruge mit liv på folk, der skal definere, hvordan jeg er anderledes end dem. Hvad er modsætningen? Det er at være højskolelærer, og det blev jeg så”, fastlægger han med gestikulerende armbevægelser.

Livet som privat højskolelærer
Som sagt så gjort. Bjarne bliver først ansat på Rønshoved Højskole i Sønderjylland, og efter to og et halvt års tid går turen videre til København, hvor han skriver sit speciale i filmvidenskab færdigt. I 1999 drager han dog videre mod det gamle gods i de nordsjællandske skove, Krogerup. Jobbet som højskolelærer er drømmen, men samtidig også en position hvor man skal give utrolig meget af sig. Det er Bjarne i den grad bevidst om, som han fortæller, alt imens at jazzmusikken flyder ud af de diskrete højttalere rundt omkring i lejligheden.

“Jeg har altid været vant til, at ét er, hvad der er det personlige, hvad jeg siger, og hvordan jeg står frem. Så er der også ting, som er private. Det jeg kun deler med dem, jeg er fortrolig med, og ikke andre. Det er helt naturligt.”
Dette skel står endnu tydeligere frem, når man lader blikket bevæge sig rundt i præstesønnens lejlighed. Der hænger ingenting på de nøgne, hvide vægge. Farverne er neddæmpede, hvis de overhovedet er der, og nipsgenstande er en by i Rusland. Det føles nærmest som at træde ind i en udstillingslejlighed for skandinavisk design. På den måde afspejler lejligheden Bjarne og facaden udadtil. En facade som igen trækker tråde tilbage til opvæksten på præstegården.
“Nogen synes, at det er svært og står og skamtuder, når de første elevhold rejser. Der er jeg altid sådan lidt “nårh jaja”. Det skyldes, at jeg er opvoksede i den her sfære mellem en familie, der var offentlig, men når du lukkede døren, var der også andre ting.”

8 ting du ikke vidste om Bjarne:

  • Drømmer om at komme til Lalandia.
  • Har kureret sin slangefobi ved at tage til Australien og sove blandt slanger.
  • Elsker grøn gajol shots – med salmiaksmag.
  • På en studietur til Madrid med Krogerups elever faldt han i søvn på fortovet morgenen inden hjemrejse.
  • Krævede Campari fromage af sin date for at mødes med ham anden gang.
  • Får udkantsangst bare ved at komme til Enghave Plads.
  • Laver boller i karry, hvis han er utryg eller ked af det.
  • Har boet på Krogerup Højskole fra 1999-2004. Fra 2001-2002 boede han der med sin daværende kæreste.

 

Kunsten at finde den lykkelige længsel
Den private firewall slår i den grad også til, når snakken falder på de mere følsomme emner. Det er som en boksekamp om hvert et lille indblik i den private person, og Bjarne er verdensmester i denne disciplin. Han smiler skælmsk, næsten overbærende, da snakken falder på hans kærlighedsliv.

“Jeg vil da også gerne have en kæreste, blive gift og alt det der, men det er ikke sket lige nu, og hvis det sker, så sker det. Jeg er på mange måder et ekstremt privilegeret menneske. Der har været rigtig mange ting som har været lette for mig. Jeg kender virkelig nogen, som har det skønneste parforhold, men som virkelig har et lortearbejde, eller nogen som har det mest spændende arbejde, men ikke noget sted at bo. I bund og grund kan man godt savne ting i sit liv, men der skal også være en form for taknemmelighed”.
På trods af den tydeligt livsglade og selskabssyge personlighed er Bjarne ikke bleg for at anerkende den længsel, der kan opstå, når man tæt på de 50 år skal til at gøre status:

“Der er en længsel, og det tror jeg, at der er hos de fleste mennesker”.
Bjarne tager en dyb indånding og sænker paraderne for en stund.

“Men man kan godt længes uden at være ulykkelig”.

X