Ny ambitiøs studietur til Istanbul

Nyheder

Istanbul er et kulturelt og politisk brydningsfelt mellem øst og vest. Til foråret rejser Krogerups by-sociologiske fag Storbyens Puls til Istanbul for at møde politiske aktivister, AKP-tilhængere og lokale arkitekter, sociologer, kunstnere og byaktivister, der giver deres bud på denne helt unikke storby.

I foråret 2019 rejser hovedfaget Storbyens Puls udover New York og Berlin nu også til Istanbul, som er Europas største byområde. Den tyrkiske metropol har omkring 18 millioner indbyggere og er den eneste storby, der ligger på to kontinenter.

– Det er det mest ambitiøse program og tilbud i Norden for unge, der er interesserede i tyrkisk politik, kultur og samfund, siger Mathias Findalen Bickersteth, der underviser på Krogerup og er en af dem herhjemme, der ved allermest om Tyrkiet.

Derfor han hyppig gæst i Deadline og andre programmer, der har brug for at få sat flygtningekrisen eller EU’s forhold til Tyrkiet i perspektiv.

Relevant for universitetsstuderende, som kan tage et Pit-Stop
Mathias rejser sammen med højskolens anden Tyrkiet-kender, Bjarne Hald, til Istanbul i februar, hvor holdet over en uge skal møde politiske aktivister i Kadiköy, AKP-tilhængere i Zeytinburnu, internationale expats i de nye gatede communities, mennesker der rammes af de markante gentrificerings-processer i Tarlabasi og familier, der lever på flugt sammen med de over en million flygtninge i Istanbul.

– Mens mange afdelinger på universiteterne falder bagud pga. bekymrende markante nedskæringer, markerer Krogerup og andre højskoler i landet sig med progressive tilgange til politiske konflikter rundt omkring verden, fortæller Mathias.

Han mener, forløbet også vil være rigtig interessant og relevant for universitetsstuderende, og derfor peger han på muligheden af at tage et såkaldt Pit-Stop på Krogerup, hvor man som studerende kan få et højskoleophold til en væsentligt reduceret pris.


Tyrkiet-ekspert, Mathias Findalen, underviser på Krogerup og rejser i foråret med faget Storbyens Puls til Istanbul. Derudover rejser Storbyens Puls også til Berlin og New York i foråret.

– Jeg vil anbefale kurset alle, som har lyst til et ambitiøst undervisningsforløb med en studietur, man ikke finder andre steder. Og studerende, som trænger til luft og ny inspiration, bør tjekke vores Pit-Stop-ordning ud, siger Mathias, som glæder sig til rejsen i det nye år.

Læs mere om Storbyens Puls, rejserne og Pit-Stop-ordningen

Læs mere om rejsen til Istanbul og de andre studieture her.

Du kan også få mere at vide om hovedfaget Storbyens Puls her.

Hvis du er interesseret i vores Pit-Stop-ordning, kan du læse mere her.