“At være mere hekset til stede i verden er at kultivere en omsorg for hinanden og vores klode. At protestere mod undertrykkende systemer, diskriminering og stigmatisering af bestemte kroppe.” Sådan fortæller Ida Skibsted Cramer, der underviser i valgfaget HEKSEKREDS.

At kalde sig selv for heks er ikke noget, underviser Ida Skibsted Cramer bare lige gør. I stedet plejer hun at sige, at hun øver sig i at være mere “hekset til stede i verden”. Til daglig bor Ida i Sverige, hvor hun studerer litterär gestaltning på en kunstskole. At hekse får hun imidlertid rig mulighed for, når hun sammen med eleverne på valgfaget HEKSEKREDS læser, skriver, diskuterer, skaber, deler, laver ritualer og praktisk naturmagi – det meste skabt i hemmelighed:

“Der findes en stor frihed i at have en hemmelighed sammen. På den måde sikrer vi os ikke at være i nogens tjeneste eller styret af andres idéer om, hvad der er underligt,” forklarer hun.

Heks som skældsord

“Jeg tror, at jeg på en måde altid har haft en fornemmelse for det heksede, men aldrig haft et sprog for at udtrykke eller forstå, hvad det handlede om. At begynde at dykke ned i historien om heksen ændrede mit liv. Der var mange ting, som åbnede sig for mig eller gav mening.”

Historien om heksen handler iflg. Ida både om patriarkalsk undertrykkelse af kvinder og minoriserede mennesker. Om vores forhold til jorden og naturen, der med indtoget af det industrialiserede samfund ændrede sig radikalt. Og om statens disciplinering af kroppen og normativiseringen af køn. “Heks” er stadig i dag et skældsord, som anvendes til at dæmonisere, mener Ida. Men for hende er heksen snarere en stærk modstands- og omsorgsfigur:

“At være mere hekset til stede i verden er at kultivere en omsorg for hinanden og vores klode. At protestere mod undertrykkende systemer, diskriminering og stigmatisering af bestemte kroppe. Omsorgen og protesten er vævet dybt ind i hinanden.”

Sammensatte og groovy

For det at leve mere hekset er også at være i dybere forbindelse med naturen; at leve mere cyklisk og forstå, hvordan ens indre liv ikke er adskilt fra naturens cyklus med sæsoner og årstider. For Ida er det især denne forbindelse, ikke mindst til andre mennesker, der har stor værdi, når hun f.eks. hekser med eleverne:

“At hekse vil sige at få et mere gensidigt og opmærksomt forhold til den verden du er en del af. Noget af det, man forsøgte under hekseprocesserne, var at spille kvinder ud mod hinanden og få dem til at angive hinanden. Kvinder, der forsamlede sig og havde tætte alliancer, var farlige for det system, man prøvede at skabe, så det blev nødvendigt at isolere dem fra hinanden. Derfor er det afgørende for mig, at det, som blev gjort ensomt, atter gøres fælles. Det heksede er for mig et rum, hvor vi deler viden og erfaringer, lærer og aflærer sammen, passer på hinanden og holder hinandens energier. Her kan vi være sammensatte, groovy og besværlige, smukke og ømme spektakler.”

I vores store valgfagskatalog kan du læse meget mere om HEKSEKREDS – og alle de mange andre valgfag, vi udbyder som del af de lange ophold på Krogerup.

Kontakt os

+45 49 19 03 80

kontoret@krogerup.dk

Therese Juncker

Therese Juncker

Administrationschef

KONTAKT

Krogerup Højskole

Krogerupvej 13

3050 Humlebæk

CVR: 44913216

EAN: 5790002583926

E-mail: kontoret@krogerup.dk

Telefon: 49 19 03 80
(man-tors 9.15-12.15)

NYHEDSBREV

Se august-nyhedsbrevet HER