Nytårskurset på Krogerup plejer at være en fantastisk festlig afrunding på året fyldt med faglige input, musik, debat og gode samtaler. I år udvider vi kurset til seks døgn, så der bliver plads til endnu mere indhold. Kurset løber fra den 26. december 2022 til 1. januar 2023, og det er forstander Rasmus Meyer, der står i spidsen for kurset.

”Efter to år med nedlukningerne håber og tror vi på, at det i år bliver muligt at gennemføre nytårskurset. Og – i al beskedenhed – slutter vi året med et foredragsbrag: Vi tilsætter det hele højskolesang, nye bekendtskaber og stor nytårsfest,” siger Rasmus Meyer.

Lige nu knokler vi med at stykke et fabelagtigt kursus sammen. Det færdige program er klar i maj, men vi kan allerede nu løfte sløret for en del af det. Vi glæder os nemlig meget over, at det har været muligt at genskabe en stor del af det nytårskursus, vi desværre var nødt til at aflyse sidste år pga. coronarestriktioner. Vi får bl.a. besøg af Bo Lidegaard, Peter Aalbæk Jensen og Tarek Hussein, og så glæder vi os også over, at Halime Oguz, der er folketingspolitiker for SF og Uffe Elbæk, der netop har udgivet sine erindringer, har sagt ja til at komme.
 
Det udvidede nytårskursus bliver samtidig et farvel til julekurset, der traditionelt har ligget i juledagene.
 
”Vi har besluttet at lukke julekurset. Det har været dejligt at kunne slå dørene op i julen, men det kommer også med en betydelige belastning for hele holdet her, at skolen aldrig står stille, og at mange i køkken, pedlleri og i lærergruppen skal arbejde hele julen. Derfor har jeg besluttet, at vi har holdt det sidste julekursus i denne omgang,” forklarer Krogerups forstander. 
 
Det fulde program for nytårskurset vil være tilgængelig på krogerup.dk den 10. maj, hvor vi åbner for tilmeldingerne.

Kontakt os

+45 49 19 03 80

kontoret@krogerup.dk

Therese Juncker

Therese Juncker

Sekretær

KONTAKT

Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk

CVR 44913216
EAN 5790002583926
Telefon: 49 19 03 80
E-mail: kontoret@krogerup.dk

Kontortider: 9.00 - 12.00

NYHEDSBREV

Se det seneste nyhedsbrev HER