Nyt valgfag: Mød dem, du er allermest uenig med

Nyheder
Hvordan undgår vi at rykke os længere og længere væk fra hinanden og skabe afstand til dem, vi slet ikke forstår? Med inspiration fra Krogerups grundlægger, demokratiforkæmperen Hal Koch, vil højskolens nye valgfag udfordre den offentlige debat, hvor synspunkter bliver mere og mere skingre, og hvor mennesker i stigende grad bliver opdelt efter holdninger.

‘Møder på Hal-vejen’ hedder faget, og det er Krogerup-lærer Clara Nepper Winther, som står bag.

– Vi skal udfordre samfundsopdelingen ved at tage den alvorligt igennem en ordentlig samtale. I ægte Hal Kochsk stil skal vi gå radikalt spørgende til mødet med dem, vi ikke forstår – det kunne være højreradikale nationalister, numerologer, abortmodstandere, kommunister eller bandemedlemmer – men vi skal vi turde møde dem, vi er allermest uenige med, på en indlevende måde, siger Clara, der selv er underviser på Krogerup, bor på Christiania og er vokset op som højskolebarn.

Det er eleverne på valgfaget, som vælger, hvem de vil mødes og tale med.

– Vi skal bryde ud af det komfortable ekkokammer og dyrke uenigheden, misforståelsen og forargelsen, men det skal ske på en empatisk og omsorgsfuld måde, når vi udveksler livssyn, ideologi, personlige erfaringer og antagelser med vores medmennesker, fortæller Clara.

 

X