Eleverne på efterårsholdet 2021 har som de første haft mulighed for at tilmelde sig Krogerups nye valgfag: Seksualundervisning og zines. Og underviser Kirstine Tiedt har en klar ambition: Hun vil gøre det sjovt og trygt at tale om sex – ikke tabuiseret og skamfuldt.
Zines er små magasiner eller hjemmelavede bøger, der ofte bliver trykt i små oplag eller udgivet på nettet. De er formen i Krogerups nye valgfag, Seksualundervisning og zines, hvor eleverne bliver introduceret til forskellige temaer og informationer via podcast, film, artikler og oplæg. Og hvor zines er formen, så er indholdet seksualundervisning, forklarer underviser Kristine Tiedt, der både er tegneserietegner og kunstner – og som sidste år udgav debuten ”Orgasmebogen” på Gyldendal.
– Når vi snakker om seksualundervisning, er det ofte lidt tabuiseret og skamfuldt for alle involverede. Jeg kunne godt tænke mig at flytte fokus. Vi skal have det sjovt, lære nye ting og få nye perspektiver. Det er vigtigt at skabe et godt og trygt sprog til at tale om fx grænser, behov og lyst. Ved at producere zines øver vi ikke blot tingene i undervisningen, men arbejder også på at formidle, skrive, reflektere og udbrede ting på længere sigt. Det giver forhåbentligt en mere aktivistisk, nysgerrig, kreativ og undersøgende vinkel på sex og seksualitet.
Og selv om eleverne på højskolen er at betragte som myndige voksne, så oplever underviseren, at mange unge og voksne enten slet ikke har modtaget seksualundervisning – eller også har den undervisning, de har modtaget, været mangelfuld.
– Jeg troede, at tingene var blevet bedre, siden jeg var ung, men efter at have snakket med nogle af eleverne, som går på Krogerup nu, opdagede jeg, at det nærmere er gået den forkerte vej. Nogle af dem havde slet ikke fået nogen seksualundervisning, andre havde sat et kondom på en banan. Det virker sært, fordi sex er noget, vi har hele livet, og som har en enorm betydning for vores sundhed, vores relationer til andre og til os selv.
Derudover sker seksualundervisning typisk på et tidspunkt i livet, hvor langt de færreste har prøvet at have sex eller hviler i deres seksuelle orientering, tilføjer Kristine Tiedt.
- Ingen har på det tidspunkt prøvet at være i et langt forhold, få børn eller andre ting, som kan påvirke vores seksualitet. Det er en skam. Jeg tror, vi alle sammen kan få noget ud af at vide mere, søge information og tale om emnet i forskellige stadier af livet, understreger hun.
Hun håber derfor, at de nuværende og kommende elever både får mere ’faglig’ viden om sex og seksualitet – og samtidig et bedre sprog til at tale om sex, grænser, samtykke og normer.
- Men nysgerrighed er vigtigst! Jeg håber, at eleverne også fremadrettet har lyst til at søge viden og forholde sig aktivt til sex og seksualitet. Både deres egen, i relation til andre og måske professionelt, hvis nogen fx får arbejde inden for sundhedssektoren, undervisning, politik eller med kunst, journalistik og formidling, siger Kristine Tiedt.
Portrætfotos: Lilia Zarzetsky
Øvrige fotos: Sofie West
Kontakt os
+45 49 19 03 80
kontoret@krogerup.dk

Therese Juncker
Administrationschef
KONTAKT
Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk
CVR: 44913216
EAN: 5790002583926
Telefon: 49 19 03 80
E-mail: kontoret@krogerup.dk
Kontortid: 9.00-12.00