På besøg i Andrea Hejlskovs vildmark

Nyheder

Valgfaget ’Med litteraturen i vildmarken’ besøgte forfatteren Andrea Hejlskov i hendes hjem i de svenske skove. Elev Amalie Pontoppidan fortæller.

I onsdags rejste vi femten elever og to lærere til Sverige med vores valgfag ’Med Litteraturen i Vildmarken’, som handler om litteratur, der har med menneskets forhold til naturen at gøre. Vi skulle besøge forfatter Andrea Hejlskov, som har skrevet om sin og familiens beslutning om at bo i skoven. Hun har skrevet en autofiktiv bog, der hedder Og den store flugt, som vi forinden havde læst uddrag af, så vi var ret spændte på at møde hende i virkeligheden.


Fie ved skovsøen tæt på Andreas hytte.

Rejseplanen var lettere snørklet, og efter at have taget to tog, en færge og en taxa ankom vi til skoven, hvor vi skulle gå tyve minutter for at nå ind til Andreas gamle ødegård. Den ligger i skoven uden elektricitet, rindende vand og med et das i “baghaven”. Andrea lagde ud med at give os alle sammen et kram og sagde, at vi måtte spørge om alt. Det regnede en del, så vi slog en camp op ved hjælp af presenninger, så vi kunne sidde i ly for regnen rundt om bålet. Andrea havde lavet bønnegryde til os alle sammen og fortalte os sin historie, mens vi lyttede rundt om bålet. Det var ret specielt at høre hende snakke om det, fremfor at læse det i hendes bog.

Efter en ret interessant spørgerunde lavede vi Lumumba i en gryde over bålet og fortalte historier. Det regnede virkelig meget, så vi lagde os ind i Andreas tipi alle femten elever. Det var ret vådt men hyggeligt at sove sammen hele holdet. Morgenen efter fik vi morgenmad ved bålet. Andrea havde lavet havregrød og kaffe, og vi talte videre om at bo i skoven.


Morten og Molly laver Lumumba over bål.


Andrea Hejlskov fortæller sin historie, mens vi lytter ved bålet.

Politisk aktivisme og kartoffelpizza
Derefter skulle vi ud i skoven hver især og rigtig mærke naturen, og hvad den gør ved os. Det var en ret nice øvelse. Andrea kaldte os tilbage med sit horn lavet af birketræ. Vi mødtes i deres stue, hvor der var tændt op i brændeovnen, og vi sad på gulvet og diskuterede litteraturen som politisk aktivisme, og hvad vi kan gøre ved klimakrisen. Andrea fortalte om, hvordan hun har fået en langt mere aktivistisk tilgang til samfundet af at bo i naturen, og om hvorfor det er vigtigt at gøre noget med sine hænder. Til slut fik vi, ifølge alle på holdet, verdens bedste kartoffelpizza, som Andrea og hendes mand Jeppe bagte i en kæmpemæssig gammel ovn. Vi fik også hjemmelavet the af urter, vi selv havde samlet i skoven.


Salvör og Marie på vej gennem skoven.

Ingen idyllisering
Hvad der gjorde størst indtryk på turen, var helt klart Andreas åbenhed. Det var vildt fedt, at hun var så hudløst ærlig og også sagtens kunne være selvkritisk. Samtidig var hendes syn på naturen ret interessant. For selvom hun er flyttet ud i skoven, lægger hun meget vægt på ikke at idyllisere skoven og gøre den til noget hellligt og ophøjet. Det at flytte ud i skoven og søge væk fra det kapitalistiske samfund har blot være hendes vej, men det behøver ikke nødvendigvis at være vejen for alle.

Alt i alt en ret fed tur, hvor vi fik et helt nyt indblik i Andreas tanker om samfundet og det at leve primitivt i den svenske skov.

Af Amalie Pontoppidan. Fotos: Anna Hald Wilbour Rasmussen og Amalie Pontoppidan. Amalie og Anna er elever på E17, Krogerup Højskole.