Radio24syv håber på unge højskolekursister

Nyheder

Direktøren for Radio24syv, Jørgen Ramskov, håber på, at folk i alle aldre men specielt også unge har lyst til at tilmelde sig sommerens kommende ugekursus ’Radiodage på Krogerup’.

Jørgen Ramskov har en imponerende karriere inden for dansk presse og nyder i øjeblikket ansvaret som direktør for Radio24syv. Da han var ung, gik han tre uger på højskole, men han kan ikke huske, hvor det helt præcist var henne i det danske land. Men hans to yngste børn har for kortere tid siden gået på højskole med stort udbytte og fornøjelse, og den samme oplevelse håber han, at mange unge vil få på årets ugekursus på Krogerup Højskole i samarbejde med Radio24syv.

”Sidste år var publikum meget spredt aldersmæssigt, og det håber jeg også, at de bliver i år. Vi er jo også en radiostation til unge mennesker, som vi rigtig gerne vil nå ud til, så jeg håber at møde en masse unge på højskolen i år”, siger Jørgen Ramskov.

Det er især det personlige møde med stationens lyttere, som direktøren glæder sig til.

”Sådan et kursus er perfekt til at møde sine trofaste kernelyttere, som holder af os. Der kan jeg se, hvem de er og høre, hvad de tænker. Vi er jo en public service-kanal, så vi vil gerne ud i alle revner og sprækker i landet og møde folk, der hvor de er”, siger direktøren.

Kurset ’Radiodage på Krogerup’ ligger i uge 27, og deltagerne kan foruden Jørgen Ramskov møde og høre foredrag af en lang række programværter og programchef Mikael Bertelsen.

Se hele programmet her.