Tømreren, der blev træt af at hamre

Nyheder

Tekst af journalisteleverne: Ida Marie Leth Riis og Frederik Tarp Østensgaard.
Fotos af fotoelev: Sarah Liisborg

Jannik Holst-Wohlert er den eneste erhvervsuddannede elev på Krogerup Højskole i foråret 2019. Et liv med hammeren i hånden har givet ham en anderledes baggrund end langt størstedelen af de andre højskoleelever.

“Det bedste ved højskolen er fællesskabet. Det, at du er omringet døgnet rundt af fede mennesker, er det bedste”, siger Jannik, der gik på Krogerup foråret 2019.

Smilet spreder sig over hele ansigtet, så det næsten når det tilbagestrøgne hår. Iført et par sorte, posede jeans går han i en svajende gangart, som man kender det fra amerikanske rapstjerner (eller nærmere betegnet; Eminem, som vesterbroeren nærmest forguder). Han standser ved et picnicbord, der står placeret i skyggen af en himmelstræbende rødbøg. “Det der bord kunne jeg have lavet meget bedre,” lyder det kækt, før smilet falder ned på sin faste plads.  “Ej, det bare var for sjov”.  Han lyner op i sin kanelbrune Carharttjakke og sætter sig ned. 23 år og allerede en rutineret Vesterbro-rotte. “Jeg hedder Jannik Holst-Wohlert fra Vesterbro, København – med bindestreg. Ja, gad vide, hvad mine forældre tænkte, da de gav mig det efternavn. De kunne sikkert ikke blive enige.”   Og før vi når at stille ham det næste spørgsmål, spørger han tilbage:   “Hvor kommer I egentlig fra?”  Den ene af os svarer: “Hellerup”. Jannik kigger til højre mod en mørk skov. Der lyder intet svar fra tømreren. Det er som om, han tænker på noget. Eller nogen. “Der ville jeg godt nok gerne være vokset op.”

“Pludselig bankede det på døren”
På denne fredag formiddag i herregårdsparken bag Krogerups monumentale hovedbygning har højskoleeleven nu sat sig til rette. Benene er krydset. Det samme er de veltrænede arme, der er prydet med et kridhvidt Casio G-Shock ur, der ville sætte de fleste ure til vægs, hvad angår størrelse. Samlingen af denne type ure lyder nu på tre styks – yderligere to i henholdsvis sort og camo. Han sidder indrammet af træer, planter og blomster. De vanlige rammer i den pulserende metropol er midlertidigt udskiftet med Humlebæks ro. En ro, der ikke har været at finde i hans opvækst. “Jeg er jo fra 1995, så det var et råt kvarter at vokse op i,” erkender byboen som det første. Allerede i en tidlig alder stiftede han bekendtskab med Vesterbros skyggesider.  Prostituerede og narkomaner på Istedgade på vej mod Hovedbanegården var hverdagskost for Jannik, men særligt én oplevelse har sat sit aftryk. “Jeg sad på mit værelse. Pludselig bankede det på døren. Det var en ældre dame, der spurgte: “Er dine forældre hjemme?” Jeg sagde nej. Hun sagde: “Så lad mig lige komme ind”. Jeg lukkede døren så hurtigt, jeg kunne, men idet, jeg lukker døren, lægger hun sin vægt imod.”
Jannik rejser sig op for at imitere sin ageren i lejlighedsentréen. Hænderne presser han ind mod den fiktive dør ved siden af bordet. “Heldigvis når jeg at smække den i.  Derefter går hun helt amok. Jeg sætter en stol i spænd mellem væggen og døren, så hun ikke kan komme ind, løber over mod bagtrappen og banker på hos min nabo, som smider hende ad helvede til. Politiet kom om aftenen og fandt en kniv, der lå foran hoveddøren, som kvinden havde smidt.” Helt forpustet efter fortællingen sætter han sig igen. “Det er nok det mest ubehagelige, jeg  har oplevet.”

“Det bedste ved at have en roomie er, at det er Taka. Han er jo for grineren. Det værste er til gengæld, at han nyser maskingeværsnys midt om natten. Jeg ved ikke, hvordan han gør, men man ligger og tænker ’fuck mand, er der gang i Natkassen eller hvad?’

Bruddet
I 3. th. dannede en treværelses lejlighed på Absalonsgade 21b rammerne for Janniks opvækst med far, mor og lillesøster. Men det, der synes som et sæt stålfaste rammer, blev sprængt til atomer, da Jannik var tolv. Forældrene gik fra hinanden. “Det hjalp ikke, de blev skilt. Så skændtes de bare over telefonen i stedet. Det tog mig flere år at komme over. Især det at miste lyden af mine fars nøgler låse døren op i lejligheden. Det synes jeg var rigtig mærkeligt.”
Jannik befandt sig i en tilstand af fortvivlelse og afmagt – i en alder af bare tolv år. Bruddet satte eftertrykkelige spor i Janniks liv. Tiden på Vesterbro Nyskole ændrede sig markant, da han gik i  femte klasse. “I indskolingen var jeg vel det, man kan kalde populær. Da mine forældre gik fra hinanden, forandrede det situationen. Jeg tog på i vægt. Så bliver man automatisk gjort speciel – selvom jeg ikke var det. Derfra tog det kun til,” konstaterer Jannik og fortsætter: “I de senere klasser blev jeg drillet en del. En form for mild mobning. Jeg havde da nogle venner, men jeg var lidt langsom om at komme i puberteten. Mens mine klassekammerater begyndte at feste. Det har måske også givet mig kvaliteten til at tage mig af mennesker, der står i samme situation, som jeg gjorde. “De sårbare.” Blikket bliver igen rettet mod skoven i den anden ende af parken. Den bredskuldrede tømrer læner sig langsomt indover bordet og fortæller med en lavmælt stemme: “Jeg var bare ikke en del af fælles skabet.”

Hård hud på hænderne
Han kan det med hænderne. De er skruet ordenligt på. Derfor skulle de selvsagt også bruges til at skrue. Jannik skulle i hvert fald ikke bruge tre år på “sin flade røv” og ikke lave andet end at læse alverdens bøger om andengradsligninger og samfundsteoretikere. Som 20-årig fik han en EUX, hvor han kunne skrive tømrer på CV’et med et 7-tal i skruemaskinen.
“Jeg elskede havearbejdet, da jeg besøgte min farmor. At slå græs og alt det der. Bare det med at bruge sine hænder til noget. Det er en stor del af mig som person.” Hånden bliver igen kørt gennem det bølgede hår. Hans virke som tømrer er dog for en stund lagt for hylden, og i stedet er højskolesangbogen fundet frem. Jannik sagde sit tømrerarbejde op efter en længerevarende kontrovers med chefen. Kroppen skulle ikke udsættes for mere, ligesom hovedet heller ikke kunne klare uretfærdigheden, der blev tydeligere og tydeligere for hver dag, der gik. “Han gav mig skylden for den ene efter anden fejl, jeg ikke havde begået. Farvel og tak,” siger han tilfreds, mens han gestikulerer på livet løs. De hårdhudede hænder får ikke mange pauser. Han er et legebarn, hvis krop ikke kan holde sig i ro. Det indrømmer han gerne. “Jeg ville som den eneste egentlig helst bare lege dåse skjul, fangeleg og gemmeleg i 7. klasse. Det elsker jeg på sin vis stadig. Jeg er jo for helvede ikke 23 år, men snarere 14.” Selvom den daglige rutine med brædder og søm virker til at være flere dimensioner væk i Humlebæks idyl, udelukker han ikke en tilbagevenden til det praktiske arbejde. Her har et af højskolens kendte ansigter været inspirationskilde; nemlig skolepedellen Thomas Park Jepsen, der også selv er tidligere elev på skolen. “Jeg kunne sagtens se mig i rollen som skolens pedel,” forklarer han og tilføjer:   “Rasmus (Meyer, forstander, red.) har jo allerede tilbudt mig arbejde et par gange, men i alle tilfælde har han været en anelse tipsy, så jeg skal lige finde ud, hvor fuld han egentlig var, “siger Jannik med en tyk københavnsk accent, som udelukkende kun mennesker, der har gjort sig som fast storbyinventar hele livet, kan udtrykke det. Han bryder derefter ud i en skraldlatter.

Japaneren i underkøjen på værelse 27
Når snakken på Krogerups tunnelagtige gange falder på Jannik, hører der oftest et efterfølgende grin med – og en konstatering som:   “Drengen må være noget af det sjoveste, jeg har mødt,” kan også dukke op i ny og næ.   Man får indtryk af en vellidt person på skolen. En person, der er besidder evnen til at bringe et smil – gerne et sort et – frem på læben hos de 105 andre højskoleelever. Men opholdet i det nordsjællandske fik en mere eksotisk start, end hvad Jannik lige umiddelbart forventede. “Jeg var så nervøs, og vidste ikke, hvad jeg gik ind til. Hvad tænker de mon om mig? Synes de, jeg er idiot? Det var så stressende. Midt i alt stressen kommer jeg op på værelse 27, hvor der ligger en japaner i underkøjen og sover. Jeg tænkte: Fuck.”  Værelseskammeraten er den 21-årige japaner, Takahiro Ochiai, eller Taka, som han bliver kaldt. Den geografiske afstand mellem deres to hjembyer var pludselig blevet reduceret fra 8684 km til halvanden meter mellerm over- og underkøjen. Det samme var forståelsen for hinanden og den kulturelle kløft – betydeligt endda. “Jeg ville ikke bytte ham ud med nogen andre. Jeg holder virkelig af ham,” siger Jannik.   “Jeg håber at kunne besøge ham i Japan på et tidspunkt – når pengepungen tillader det.”
Han griner, og man begynder så småt at forstå begejstringen for Jannik. Håret får endnu en tur med den hårdhudede hånd. Der er ikke længere tal på, hvor mange gange den – efter hans egen opfattelse – Christian Bale-lignende frisure er blevet rettet til.

Jannik Holst-Wohlert er født 28. august 1995. Uddannet EUX-tømrer ved NEXT . På Krogerup Højskole er Jannik den eneste, der har fuldført en EUX.

At bekende kulør over for “den frelste højskoleelev”
I parken tager temperaturen til. Formiddag begynder så småt at blive til eftermiddag, og solen bager ned på den frodige græsplæne og ikke mindst den hårdnakkede tømrer, der nu må se sig nødsaget til at smide jakken. På dette sted er samtalen i højsædet. Det var i hvert fald idéen, da Hal Koch skabte den tilbage i 1946. Men den samtale er stille og roligt gledet ud af det sæde, den sad så trygt på førhen. Og det er en skam, mener Jannik. “Jeg kan huske, at jeg er blevet irriteret. Højskolen er aldeles farvet, og jeg synes, mange af gæsterne, vi inviterer herop, har det med at have de samme holdninger. Adskillige prominente navne har indtaget scenen i rollen som foredragsholder tirsdag efter tirsdag til Krogerup Café. Én af disse tirsdage glædede Jannik sig mere end sædvanligt. Socialdemokraten Mattias Tesfaye kom på besøg. En politiker, der sidder i folketinget med erhvervsfaglig uddannelse. Edderspændt sad vores tømrer på første række med forventningerne skruet langt op i højskolens Storesal. “Folk opførte sig så dårligt. De grinte, når han holdt lange pauser, så på deres telefoner, når de var uenige med ham, og det kan jeg bare ikke sætte mig ind i. Det er da først der, det er spændende. Når man er uenig med en. Helt ærligt – come on, mennesker!” Jannik vil gøre op med det, han anskuer som en utrolig usund kultur. At man kun lytter, når man er enig – lige meget hvilke holdninger, man nu en gang måtte være af. Han er træt af at holde sig på måtten. Ikke mere af det med at lægge låg på sin humor og holdninger. “Jeg synes, personer kan blive alt for frelst. Jeg ser overhovedet ikke mig selv som en frelst person. Det lyder egentlig lidt frelst at sige, men det synes jeg ikke – overhovedet ikke faktisk.” Han ser sig selv som en type med en “Anden”-humor, der “godt kan kende forskel på, hvornår man laver en joke og er et dumt svin”.   Og modsat mange af de andre højskoleelever, der hænger Louisiana-plakater op på værelset som det første, piller han dem ned. For at hænge sin største kærlighed op – rapperen Eminem – ved sit eget lille “alter” på værelsesvæggen. Han er som fortalt den eneste erhvervsuddannede på skolen. “Jeg synes, det er fedt at være lidt anderledes. Ikke så akademisk som de andre. Jeg har da også hørt flere gange, at jeg ikke er, som de troede en håndværker ville være”.  Til gengæld er han i en tilstand af ren lykke her på skolen. “Det lyder sikkert helt vildt corny, men jeg har i hvert fald hjem, hvor mine venner, og dem, jeg elsker, er – og det er lige her i Humlebæk, så jeg føler mig ikke alene – men jeg kan godt føle mig anderledes.” Den tapre tømrer troner på det bord, han formodentligt kunne have bygget en del bedre.

“Jeg føler mig ikke alene – men jeg kan godt føle mig anderledes,” siger Jannik.

X