25-årige Helena Ruiz-Molsgaard er blevet valgt som repræsentant for sit hold til Krogerups repræsentantskab. Hun vil arbejde for at få en større diversitet i elevsammensætningen på højskolen, blandt andet ved at lave sommerlejr for udsatte unge.

Til daglig læser Helena Idræt på Københavns Universitet, men lige nu er hun del af Krogerups forårshold på et såkaldt pitstop fra sit studie.

– Jeg gik hurtigt i gang med at læse, men havde hele tiden tænkt, at jeg gerne ville på højskole. Jeg synes bare, at hele idéen om højskole er helt vildt fed, så jeg ledte efter det rette tidspunkt, og så passede det lige nu, fortæller Helena, der efter sommer skal tilbage på studiet og i gang med sit speciale.

– Det har været virkelig rart med det her afbræk fra studiet. Man kan bare lige trække vejret lidt dybere ned i maven her på Krogerup, siger Helena, der er elev på Krogerups nye hovedfag Udeliv, hvor hun vandrer, sover under åben himmel, fisker, sejler i kajak og meget mere. Hun fortsætter:

– Jeg elsker de spontane ting, der ikke er i skemaet, fx at man altid kan gå ud og spille volley med nogen eller finde nogen, som vil med ud at gå en tur. Eller den dag, hvor min roomie og jeg for første gang havde ryddet op på vores værelse. Det skulle bare fejres, så vi holdt en fernisering for det, hvor vi inviterede 15 mennesker inde på vores lille værelse for at synge højskolesange. Det sjoveste er det, der opstår lige pludselig.

Helena er blevet valgt til repræsentantskabet for sit hold, men visionerne har hele holdet formuleret i fællesskab. Forårsholdet ønsker blandt andet, at Krogerup skal arbejde for mere elevbestemmelse, mere fokus på kunst og politisk diversitet, og at skolen fortsætter med den grønne udvikling.
For Helena er det vigtigste punkt i holdningspapiret visionen om at skabe mere diversitet i elevflokken.

– Vi er relativt ens, os elever på højskolen. Jeg er den næstældste, selvom jeg kun er 25 år, så vi spænder over en lille aldersbredde, og så er der kun én, der ikke har en gymnasial uddannelse, fortæller Helena, som i flere år har været frivillig på sommerlejre for udsatte unge. Nu drømmer hun om at lave det samme på Krogerup.

– Jeg kunne rigtig godt tænke mig at lave sådan en sommerlejr for udsatte unge her på højskolen, hvor de kan komme herop og se, smage og røre ved højskolen og opleve, hvad det vil sige at være på højskole – helt uden forpligtelser. På kort sigt kan de unge få en fed sommerlejr på skolen, og på længere sigt kan nogle af dem måske have lyst til at blive elever på en højskole. Det vigtige er ikke, om de starter her eller på en anden højskole, men at de ser, at det er en mulighed.

Næste repræsentantskabsmøde afholdes den 23. august 2021.

Kontakt os

+45 49 19 03 80

kontoret@krogerup.dk

Therese Juncker

Therese Juncker

Administrationschef

KONTAKT

Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk

CVR: 44913216
EAN: 5790002583926
Telefon: 49 19 03 80
E-mail: kontoret@krogerup.dk

Kontortid: 9.00-12.00

NYHEDSBREV

Se marts-nyhedsbrevet HER