’Vi møder mennesker for at overleve’

Nyheder
Carsten

Forfatterne bag bogserien Tænkepauser møder en masse almindelige mennesker om sommeren på Krogerup Højskole, og det er faktisk en af de største fornøjelser og gevinster ved at have skrevet bøgerne, siger forfatterne i en ny undersøgelse.

Da forlagsdirektøren Carsten Fenger-Grøndahl sad ved sit skrivebord for to år siden og læste et forslag om at oprette et samarbejde med Krogerup Højskole og holde et ugekursus om sommeren sammen, var han fanget af ideen med det samme.

”Jeg blev helt spontant begejstret og tænkte, at sådant et samarbejde kun kunne blive fedt”, fortæller Carsten Fenger-Grøndahl.

Det er faktisk en hel central del af Aarhus Universitetsforlags formål og strategi at arbejde sammen med andre, der også lever af at formidle viden.

”Krogerup Højskole er jo en integreret institution i det danske samfund, så det er et samarbejde, vi er meget stolte af. Både vores forlag og Krogerup kommer ud af en lang dannelsestradition. Vi er begge oplysningsprojekter med et bredt dannelsesideal, og det er vigtigt i en verden med ekstrem megen specialviden at få det hele sat ind i en bredere sammenhæng. Så vi har jo så godt som alle værdier tilfælles”, siger forlagsdirektøren.

Fagbøgerne kæmper
Fagbøger har det generelt svært på bogmarkedet, og derfor søger Aarhus Universitetsforlag aktiviteter og begivenheder, hvor de kan komme ud og møde mennesker i den fysiske verden uden for bøgerne og diskutere det faglige indhold sammen.

”Vi vil selvfølgelig gerne hjælpe med til rigtige oplevelser om de bøger, vi udgiver. Vi skal simpelthen ud og møde mennesker, hvis vi vil overleve som forlag”, vurderer Carsten Fenger-Grøndahl.

Glade forfattere
Han fortæller, at forlaget selv har undersøgt, hvad forfatterne fik ud af at skrive bøgerne Tænkepauser, og at de blev overraskede over, hvor meget forfatterne understregede værdien i mødet med læserne.

”De syntes, at det sjoveste var at møde ’almindelige’ mennesker, som havde læst, det de havde skrevet. Som stillede interesserede spørgsmål. Som gerne ville være klogere. Forfatterne var faktisk trætte af mest at diskutere det faglige med kollegaerne på universiteterne”, siger Fenger-Grøndahl.

Bogserien Tænkepauser har ingen bagkant, da den har stor succes, så forlaget er i fuld gang med at undersøge emner til de ti bøger i 2018. Bogen om ’Tillid’ er som den første oversat til kinesisk, forlaget er ved at få oversat 10 af bøgerne til engelsk og håber på sigt at få oversat dem alle.

Hvis du er interesseret i at læse mere om det kommende sommerkursus, kan du finde hele programmet her: krogerup.dk/taenkepauser-paa-krogerup/