Den karakteristiske grønne hall i Krogerups hovedbygning. Foto: Olga Karlander
Krogerup får ny visuel identitet
Nye farver, hurtigere hjemmeside og et ‘kh’ som ny signatur og reference til det nære og familiære højskoleliv. Kig dig omkring på det nye krogerup.dk – og læs om tankerne bag skiftet her.
“Livsoplysning, demokratisk dannelse og omsorg for vores ophav, naturen, er Krogerups grundsøjler, og skolen søger altid – uden at underlægge sig tidsånden – at være i dialog med de strømninger, der former og farver samfund og samtid.” Sådan skrev vi, da vi opdaterede vores værdigrundlag tilbage i foråret, og samme tanker ligger bag fornyelsen af Krogerup Højskoles visuelle identitet på hjemmeside, sociale medier m.m.
Programmør, designere og Krogerups eget PR-team har justeret, testet, kodet, rodet i billedarkiver og skrevet på livet løs og kan nu endelig trykke ‘go’ på bl.a. Krogerup Højskoles nye hjemmeside. Her har programmer, billeder, kalender, tilmelding m.m. fået en overhaling.
Den nye visuelle identitet henter sine farver fra højskolen selv – fra vægge i nogle af skolens karakteristiske undervisningsrum, spisesal m.m. og samler dem i et udtryk, der peger tilbage på historien og samtidig er et nyt friskt pust. Samtidig lancerer vi en hurtigere og mere tidssvarende hjemmeside.
Ny hjemmeside med bedre overblik
Vi har arbejdet tæt sammen med designbureauet Studio-C, der er arkitekten bag Krogerups nye udtryk, mens vores egen grafiker og webmaster Jens Dahl har ‘bygget’ med udgangspunkt i bureauets plantegninger:
– Det har været en spændende proces at omsætte Studio-C’s kreative oplæg til en ny visuel identitet for skolen, siger han og understreger, at han også synes, skiftet har været en kærkommen mulighed for at få gjort rent i krogene:
– Over årene kan en hjemmeside godt samle meget ’støv’, så i forbindelse med skiftet har vi benyttet lejligheden til at få ryddet godt ud, og resultatet er en side, der er meget lettere og hurtigere. Det har været et stort arbejde at binde design, teknik og indhold sammen, men når vi står med det færdige resultat, er det helt sikkert det hele værd, siger han.
Katja Ottosson, der er skolens kommunikationsmedarbejder og til daglig udsender nyhedsbreve, skriver velkomstbreve til elever og kursister og nørkler med beskrivelser og billeder til fag, rejser m.m., har også haft korrekturpennen i gang under arbejdet med den nye hjemmeside:
“Det føles meget meningsfuldt og spændende at forsøge at indramme en skole, en stemning, et historisk sted, utallige generationer af unge og ældre i en sides visuelle fremtoning.”
– Det har været virkelig spændende at invitere dygtige designere indenfor, som har fået lov at komme på højskole og siden har arbejdet med at indkapsle Krogerups ånd i skrifter, farver og udtryk, siger hun.
Vores nye ‘kh’-logo bliver fremover en kærlig lille henvisning til vores navn og med farvepaletten baseret på de fysiske rammer på skolen bliver der også bundet et historisk element ind i udtrykket, siger Katja:
– Det føles meget meningsfuldt og spændende at forsøge at indramme en skole, en stemning, et historisk sted, utallige generationer af unge og ældre i en sides visuelle fremtoning. Derfor er jeg meget ydmyg over at have været med til at sætte denne tids Krogerup Højskole i søen.
Du kan selv gå på opdagelse rundt på vores hjemmesides kurser, lange elevophold m.m. lige her.
Menu
Kontakt
Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk
Cvr: 44913216
Ean: 5790002583926
E-mail: kontoret@krogerup.dk
Telefon: 49 19 03 80
Man-tors 9.15-12.15
Vil du modtage vores nyhedsbrev?
Se seneste nyhedsbrev her


