FOTO er for
dig, der …
… drømmer om at styrke dit personlige udtryk gennem fotografiet. Dig, der har lyst til at undersøge, hvad fotografi er og kan – ved at bruge det som et personligt udtryksmiddel og gennem det forholde dig til verden omkring dig. Du kan både være begynder eller være vant til at håndtere et kamera, bare du er nysgerrig og har lyst til at udforske, lære og udvikle dig.
Kontakt din nye lærer
lotte@krogerup.dk
+45 49 19 03 80
Krogerupvej 13, 3050 Humlebæk
Det kan du – også – bruge faget til
Forløbet på Krogerup er med til at give dig viden og erfaringer, der vil gavne dig, hvis du drømmer om at søge ind på fotojournalistuddannelsen, kunstakademier, fotouddannelser eller andre kreative uddannelser.
FOTO PÅ KROGERUP
Fotografi er et sprog og en særlig måde at se på. Det er et redskab, der kan bruges til at forholde dig til verden og den måde, du er i verden på. Fotografi er en måde at udtrykke sig på og en metode til bedre at forstå sig selv.
På hovedfaget FOTO sætter vi fokus på, hvad fotografi er og kan og på udviklingen af et personligt billedsprog. Du bliver undervist af professionelle fotografer og undervisere, der vil hjælpe dig til at finde din personlige metode og udtryk. Du lærer at give og modtage konstruktiv kritik og formulere dig om billeder. Du bliver sendt på reportageopgave, laver portrætter, fotograferer sindstilstande, laver iscenesat fotografi, glemmer tiden i mørkekammeret – og meget andet. Vi skal udforske, eksperimentere og flytte os.
Kurset er både for begyndere og for dig, der har fotograferet før. Du lærer først de basale fotografiske teknikker: Kamerateknik, fremkaldelse af film og kopieringsproces i mørkekammer og indføring i digital billedbehandling i Adobe Photoshop Lightroom. Herefter lærer du om billeders udtryk og virkemidler og fotografiets forskellige genrer – f.eks. portræt, street photography, fotojournalistik, iscenesat fotografi og konceptuelt fotografi.
Ind imellem tager vi på udstillings- og inspirationstur til København og besøger gallerier, museer, fotoboghandlere og kunstnere/fotografer.
Vi skal tale om og se på en masse fotografi; både dine egne og andre fotografers billeder. Ved at fremlægge dine billeder for de andre på holdet og give og få konstruktiv kritik udvikler du dit personlige fotografiske sprog og evnen til at se og analysere andres billeder. Man lærer bedst at fotografere ved at gøre det, tale om billederne og så fotografere igen. Og igen. Din opgave bliver at styrke dit personlige udtryk og skærpe dit blik på verden.
På rejsen skal du bruge kameraet som redskab til at lære et nyt hjørne af verden at kende, og når vi kommer hjem, skal du arbejde grundigt med rejsebillederne og lave din egen fotobog. I forløbets sidste fase skal du arbejde mere projektorienteret med at skabe en personlig billedserie (eller film eller installation eller andet), som skal fremvises på en afsluttende udstilling for hele skolen. Det er en fordel, hvis du selv medbringer et digitalt spejlreflekskamera, men det er ikke en betingelse. Tag også meget gerne et analogt kamera med, hvis du har et.
Det arbejder vi med på hovedfaget:
- Kamerateknik, filmfremkaldelse og
kopieringsproces i mørkekammer - Digital billedbehandling i Adobe Photoshop Lightroom
- At se og sætte ord på billeders udtryk og virkemidler
- Fotografiets forskellige genrer, fx portræt, street photography, fotojournalistik, iscenesat fotografi og konceptuelt fotografi
STUDIEREJSE TIL BOSNIEN
Vi rejser ud i verden for at blive klogere på et hjørne af Europa, på menneskene der bor der – og på de historier, de bærer med sig. Måske også på os selv. Rejsen går til Bosnien, et land formet af en voldsom fortid, men som i dag søger sin plads i et nyt Europa. Her skal vi med kameraet som redskab undersøge, hvordan historien stadig er nærværende, og hvordan mennesker lever deres liv midt i forandring. Vi skal fotografere os ind på hverdagen hos dem, vi møder, og samtidig dykke ned i Bosniens historie, politik, religion og geografi – alt det, der gør landet sammensat, udfordrende og fascinerende.
Vi kommer bl.a. til at besøge en lokal journalist, der har skrevet en bog om belejringen af Sarajevo, vi deltager i en workshop i gadefotografi med en lokal fotograf, og vi skal fotografere portrætter i Sarajevos gader. Vi skal besøge en DNA-forsker i byen Tuzla, og i bjergene udenfor Sarajevo skal vi se ruinerne fra vinter-OL i 1984. Og så skal vi besøge Titos bunker og nyde det bosniske landskab padlende ned ad en flod ved byen Konjic.
“Nogle gange kan fotografiet være med til at give eleverne en bedre forståelse af, hvem de selv er. De får rystet deres selvbillede lidt. Måske opdager de, at de godt kan lide kaos, og at de ikke har brug for så meget struktur og faste rammer, som de troede.”
Kontakt skolen
+45 49 19 03 80
kontoret@krogerup.dk
Krogerupvej 13, 3050
MØD DINE UNDERVISERE:

NANNA NAVNTOFT
Uddannet fotojournalist fra DMJX. Arbejder desuden som freelancefotograf for bl.a. Politiken.

LOTTE FLØE
Fotografisk billedkunstner. Har en MFA i fotografi og har udstillet i en række lande.

ANDERS BIRGER
Uddannet fotojournalist. Underviser på London College of Communication.
KONTAKT
Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk
CVR: 44913216
EAN: 5790002583926
E-mail: kontoret@krogerup.dk
Telefon: 49 19 03 80
(man-tors 9.15-12.15)