kh.
Krogerup Højskole
Oplev omgivelserne og højskolelivet
Hverdagen på Krogerup
→
Bestil rundvisning
“Højskole kan ikke beskrives – det skal opleves”. Sådan er der nogen, der siger. Og noget er der om det. Men her gør vi alligevel forsøget på at beskrive dagligdagen på Krogerup.
Hverdage
Hver dag begynder med en lækker morgenbuffet i spisesalen fra kl. 8. Over kaffe og te sludrer vi dagen i gang, og kl. 8.45 mødes vi alle til morgensamling i Store Sal. Vi synger en sang fra Højskolesangbogen (den skal du nok lære at kende, når du begynder), og vi løber dagens program igennem. Nogle dage byder elever eller lærere ind med en ‘vignet’ – et kort oplæg om noget, der ligger vedkommende på sinde.
Efter morgensamling er der rengøring. Som elev på Krogerup er du medskaber af dit ophold, og det indbefatter bl.a., at du har en daglig rengøringstjans og indimellem hjælper til i køkkenet. Når skolen stråler, går dagens program i gang: For- og eftermiddage bruges på undervisning i enten hoved- eller valgfag, og midt på dagen serverer køkkenet frokost.
Fritid
Efter undervisningen er der ingen skemalagte aktiviteter, men ofte bliver tiden brugt på spontane fodboldkampe, møder i forskellige udvalg, dyp i Øresund, ture til genbrugsbutikken eller planlægning af weekenderne.
Kl. 17.45 er der aftensmad. Køkkenet er garant for velsmagende, alsidig og bæredygtig mad (vi får størstedelen af vores råvarer fra naboerne hos Aarstiderne og lokale producenter som fx Andelsgaarde), og aftensmåltidet er en hyggelig stund, hvor dagens aktiviteter vendes.
I hverdagene er der efter mad frivillige aktiviteter som kor, åbne værksteder (fotografi, film og keramik), kunsthjørne, band, læsekreds eller skak. Dertil kommer de initiativer, I elever selv spiller ind med.
Hver tirsdag er aftenarrangementet Krogerup Café obligatorisk. Det er skolens ugentlige foredragsaften, der også er åben for gæster udefra. Ambitionen til caféerne er at præsentere dig som elev for “tidens vigtigste stemmer om tidens væsentligste spørgsmål”. Vi får f.eks. besøg af forfattere, politikere, filmskabere, chefredaktører, meningsdannere, kunstnere, aktivister, fotografer og ildsjæle. Programmet findes løbende i vores kalender.
Weekender
I weekenden har du mulighed for at blive på skolen eller tage hjem. Hver anden weekend arrangerer I elever på skift forskellige temaer og fester, men weekenderne er også muligheden for at slappe af under bøgen i parken, dase ved havet, læse i biblioteket eller smutte en tur på kunstmuseet Louisiana, som ligger tæt på. Nogle tager hjem flere weekender i løbet af opholdet, andre bliver på skolen opholdet igennem.
Fag
Det eneste, du skal lægge dig fast på, inden du begynder på Krogerup, er et hovedfag. Valgfag skal du først vælge, når du er begyndt. Udbuddet af valgfag varierer fra semester til semester, men i vores valgfagskatalog kan du danne dig et indtryk af nogle af dem. Ambitionen med valgfagene er – i al beskedenhed – at udbyde øjenåbnende fag, der begejstrer og inspirerer. For på Krogerup går du – kort fortalt – i skole, fordi du har lyst til at blive klogere – ikke fordi du skal høres i stoffet til en eksamen.
Det udgangspunkt gør læringsrummet meget nysgerrigt, og relationen til underviserne utvungen og fri. Indimellem erstatter vi den faste hverdag med f.eks. temauger, og et ophold byder desuden på en studierejse til en destination bestemt af dit hovedfags fokus.
Hjem
Alle elever bor i elevfløjene, der grænser op til højskolens hovedbygning. Langt de fleste bor på dobbeltværelse, men vi har også enkeltværelser. Værelserne er tegnet af Børge Mogensen. De indeholder vask, skab og skriveborde. Under sengene er der plads til bedrollers op til 22 cm i højden og 80 cm i dybden. Nyrenoverede toiletter og bade deler du med de andre på gangen. Værelset er dit og din roommates opholdet igennem, og du er velkommen til at tage lyskæder, planter og plakater med, så det kan blive hyggeligt og hjemligt.
Regler
Reglerne på Krogerup er få, men simple og ikke til forhandling. Der skal være stille på elevgangene efter kl. 22.30. Man møder til de obligatoriske aktiviteter og tager engageret del i de fælles pligter og undervisning. Alkohol er forbeholdt fredag og lørdag efter aftensmad og særlige begivenheder. De første tolv dage er helt alkoholfri. Indtag eller påvirkning af rusmidler og euforiserende stoffer på skolen eller skolens matrikel er udsmidningsgrund. Det samme gælder for grænseoverskridende adfærd.
Engagement
På Krogerup er du ikke kunde i butikken, du er medskaber. Engagement, involvering og ansvar er en del af Krogerups DNA. Vi er garant for mad, undervisning, studieture og aftentilbud fra øverste hylde, og her arbejder vitterligt kun søde, engagerede og begejstrede mennesker på tværs af lærerstab, kontor, pedelleri og køkken, men den helt afgørende komponent er eleverne og de klubber, initiativer og kreative påfund, der opholdet igennem opstår og former og farver skolen.
“Da jeg begyndte på Krogerup, syntes jeg, det var fascinerende at være et sted, som turde have høje ambitioner for, hvad man gerne vil. Turde tænke nogle store tanker. Men vigtigst har jeg mødt nogle mennesker på Krogerup, som kom til at betyde rigtig meget for mig, og som stadig gør det den dag i dag.”
Johannes Gøtzsche Dammark
Tidligere elev på Verden Brænder

Foto
Find dit personlige udtryk + rejse til Bosnien
Verden Brænder
Globalt udsyn, politik og kampagnearbejde + rejse til Mexico el. Marokko
Udeliv
Friluftsliv, håndværk og kajak + rejse til Norge
Europa Brænder
International politik, kulturforståelse og kampagnearbejde + rejse til Europas brændpunkter
Menu
Kontakt
Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk
Cvr: 44913216
Ean: 5790002583926
E-mail: kontoret@krogerup.dk
Telefon: 49 19 03 80
Man-tors 9.15-12.15
Vil du modtage vores nyhedsbrev?
Se seneste nyhedsbrev her




