Det er vigtigt, at man gør noget og er en del af noget, er budskabet fra to højskoleelever, der også er politisk aktive i deres fritid. Foto: Thomas Park Jepsen
Politiske modstandere og højskolekammerater i fælles opråb: Engagér dig!
Mens statistikker viser, at færre unge i dag melder sig ind i politiske partier, går to elever på Krogerup imod strømmen. Cecilie Touborg (20) fra Lemvig og Victor Bødskov Poulsen (22) fra Kolding har valgt at engagere sig aktivt i henholdsvis SF Ungdom og Venstres Ungdom.
12. september 2025 │ af Laura Grønbæk
De står politisk på hver sin side, men er på kort tid blevet gode venner på højskolen. Derfor valgte de at gå sammen om at holde en ‘vignet’ (et lille personligt oplæg til de fælles morgensamlinger) for resten af højskolen om deres vej ind i ungdomspolitik og vigtigheden af at organisere sig i en tid, der er politisk fragmenteret.
– For mig handler det om at gå fra at være tilskuer til at tage ansvar. Det er nemt at have en holdning, men hvis man vil ændre noget, må man selv gøre en indsats, fortæller elev Victor Bødskov Poulsen, der uden for Krogerup er en del af Venstres Ungdom.
Cecilie Touborg, som er medlem af SF Ungdom, supplerer:
– Jeg oplever en generel magtesløshed i vores generation, hvor vi hele tiden skal forholde os til krig, klima og katastrofer. Jeg besluttede mig tidligt for, at jeg selv måtte gøre noget ved den magtesløshed, og derfor meldte jeg mig ind i politik.
Fællesskab frem for politik
Selvom de meldte sig ind i to ungdomspartier af politiske grunde, er det især fællesskabet, der har fået dem til at blive. De fremhæver netværket, venskaberne og de erfaringer, man får med sig, både organisatorisk og personligt.
De opfordrer deres højskolekammerater – og resten af deres generation – til at melde sig ind i foreninger, NGO’er, bestyrelser eller klubber. Det behøver ikke handle om politik; det kan sagtens have et helt andet indhold. Vigtigst er, at man gør noget og er en del af noget.
“Jeg lærer virkelig meget af at blive konfronteret med mine egne fordomme. På fagene møder vi mennesker og taler med dem i stedet for om dem.”
Højskolen som læringsrum
Fællesskabet på højskolen spiller også en særlig rolle, for både Victor og Cecilie oplever, at højskolelivet har givet dem nye perspektiver og udfordret to ellers garvede ungdomspolitikere. Begge går de på hovedfaget ‘Europa Brænder’ og har valgfaget ‘Møder på Hal-vejen’, hvor eleverne får lov at udfordre hinandens holdninger.
– Jeg lærer virkelig meget af at blive konfronteret med mine egne fordomme. På fagene møder vi mennesker og taler med dem i stedet for om dem. Det giver mig et nyt perspektiv, og det, synes jeg, er virkelig sundt, fortæller Victor.
– Fra ungdomspolitikken er jeg god til at stå fast og debattere. Men her på højskolen har jeg lært vigtigheden af dialog og af at lytte. Det har været utroligt givende for én som mig, siger Cecilie.
Både højskolelivet og ungdomspolitikken har for dem de samme fællesnævnere: Fællesskab og ansvar. At være en del af noget, hvor man både bidrager og lærer af andre.
Meld dig ind!
Til andre unge, der overvejer at engagere sig, har Victor og Cecilie e en klar opfordring:
– Organisér dig! Find et fællesskab. Uanset om det er et parti, i en forening eller i en bevægelse. Du får så meget ud af det, både personligt og samfundsmæssigt, siger Victor.
– Det handler om at gøre dine holdninger synlige og tage ansvar. Demonstrationer og aktivisme er vigtige, men vi har også brug for, at unge engagerer sig organisatorisk, så forandringerne kan blive varige, afslutter Cecilie.
Læs mere om vores hovedfag her, hvor du kan blive klogere på, hvilke emner, du som elev kommer til at dykke ned i på de respektive fag. Er du blevet interesseret i et højskoleophold, så kig på vores rundvisningsside her, hvor vi har oplistet en række datoer, du kan komme på besøg og blive klogere på, hvordan det er at gå på Krogerup.
Menu
Kontakt
Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk
Cvr: 44913216
Ean: 5790002583926
E-mail: kontoret@krogerup.dk
Telefon: 49 19 03 80
Man-tors 9.15-12.15
Vil du modtage vores nyhedsbrev?
Se seneste nyhedsbrev her


