Sommerkursus i pileflet: “Pludselig kigger man op, og så har man flettet i fem timer. Det er magisk.”

Allerede som 21-årig blev møbelsnedker og kunsthåndværker Helene Stavenuiter helt opslugt af at flette i pil. Til sommer underviser hun i pileflet på kurset Under Åben Himmel i uge 28. Her håber hun at give glæden ved et gammelt håndværk videre til andre.

af Sidsel Hoe | 08.05.2025 |

Det var både arbejdet med et naturmateriale og hendes erfaring med at flette møbler, der i første omgang greb møbelsnedker og kunsthåndværker Helene Stavenuiters opmærksomhed. Men det var den effekt, pileflet havde på hende, der fik hende til at blive ved interessen.

“Man glemmer sig selv, og man kommer ind i et helt fantastisk håndværksflow, når man fletter,” siger hun.

“Pludselig kigger man op, og så har man flettet i fem timer. Det er ret magisk,” siger Helene Stavenuiter, der underviser i pileflet på Krogerup Højskole i uge 28 på sommerkurset ‘Under Åben Himmel’.

Pileflet trækker mange tråde til både strik og vævning, hvor man også laver de samme bevægelser gang på gang og fletter ind og ud igen og igen.

Men der er en afgørende forskel, mener Helene Stavenuiter. Nemlig at pilen indimellem viser sig at være uforudsigelig, og det giver hver enkelt kurv eller fad, man laver, en helt særlig karakter.

“Pil er et naturmateriale, der har sit eget liv. Vi er så vant til, at vi kan styre alting, men det kan man ikke altid med pil. Dét er forskellen i forhold til at strikke med garn for eksempel, og det synes jeg, er ret skønt.”

I Danmark har vi flettet i pil helt tilbage til jernalderen, og der er da også mange fordele ved pileflet. For det første er en kurv af pileflet klimavenlig. Når pilen bliver høstet, skal den nemlig bruge en masse CO2 for at vokse sig stor igen. For det andet er det et meget holdbart materiale.

“En kurv kan holde i utrolig mange år, og så kan du endda smide den i komposten, når den ikke kan holde længere. Jeg har i øvrigt tit repareret min mors brændekurv, som nogen har flettet for årtier siden. Så det er uden affald og meget bæredygtigt.”

På workshoppen bliver man blandt andet præsenteret for den catalanske bund, som er Helene Stavenuiters yndlings, fordi den er både sjov at flette og flot at se på, siger hun. Der vil også blive vist andre teknikker, og man får mulighed for at arbejde med forskellige slags pil i forskellige farver – alt sammen dansk økologisk pil groet i Nordsjælland.

Man kan deltage i workshoppen med pileflet uanset om man har meget erfaring eller aldrig har prøvet at flette med pil før.

Du kan læse mere om sommerkurset Under Åben Himmel her: https://krogerup.dk/korte-kurser/under-aaben-himmel/

Kontakt os

+45 49 19 03 80

kontoret@krogerup.dk

Therese Juncker

Therese Juncker

Administrationschef

KONTAKT

Krogerup Højskole

Krogerupvej 13

3050 Humlebæk

CVR: 44913216

EAN: 5790002583926

E-mail: kontoret@krogerup.dk

Telefon: 49 19 03 80
(man-tors 9.15-12.15)

NYHEDSBREV

Se juni-nyhedsbrevet HER

krogerup-højskole-logo
Oversigt over personlige oplysninger

Denne hjemmeside bruger cookies, så vi kan give dig den bedst mulige brugeroplevelse. Cookieoplysninger gemmes i din browser og udfører funktioner som at genkende dig, når du vender tilbage til vores hjemmeside og hjælpe vores team med at forstå, hvilke dele af hjemmesiden du finder mest interessante og nyttige.