Nye farver, gulve, renovering af værelser og foredragssale er i fuld gang i Krogerups bygninger. Foto: Olga Karlander
Fuld gang i storstilet renoveringsprojekt af Krogerup
Da Krogerup i foråret, som mange af samfundets øvrige institutioner, lukkede ned, blev der sat blus under en gigantisk renovering af skolens gamle og trængende lokaler og udearealer. Projekter, som stadig kører for fulde drøn, om end på lidt lavere blus nu, da højskolen heldigvis igen er fyldt op af efterårselever.
10. december 2020 │ af Katja Ottosson
Pedelleri og håndværkere har lagt sig i selen. For en gennemgribende renovering er i fuld gang – og håbet er, at den stort set kan nå i mål til det nye år, hvor Krogerup kan fejre sit 75-års jubilæum.
– Forhåbentlig har vi været gennem alle elevværelser inden jubilæet, men derudover er listen jo næsten uendelig over projekter, vi arbejder med, fortæller skolens chefpedel, Just Thomas Schouboe. Sammen med skolens øvrige pedelleri og et team af håndværkere har han stået for koordineringen af de enorme renoveringsprojekter, der allerede var i gang med bl.a. facaderenovering og nye vinduer lang tid før coronaens indtog.
“Så sker der jo nogle gange det, at andre ting dukker op, som da f.eks. en gammel, tilvokset stribe brosten langs bygningerne på parksiden kom til syne og selvfølgelig skulle graves frem og genetableres.”
Fondsmidler har støttet restaureringsprocessen
– Men nedlukningen betød, at vi kunne gå i gang med andre ting, som f.eks. at lægge nyt gulv i værelsesgangene, som jo ellers ikke er til at komme til med mennesker boende altid. Biblioteket, hele den gamle førstesal, film- og fotolokalerne og Store Sal blev også projekter, vi arbejdede intenst med at få færdige i den periode.
Næste år skal der introduceres et nyt hovedfag, Udeliv, og det kræver yderligere opdateringer på lokalefronten, foruden nye faciliteter som kajakskur og værksted.
Og så arbejdes der i øvrigt også på at få givet alle skolens udearealer en grundig overhaling:
– Rondellen og rampen omkring den gamle hovedbygning er blevet genoprettet, og i samme ombæring er der lagt nyt omfangsdræn – et kæmpe projekt! Og mens man arbejder med projekter, sker der jo nogle gange det, at andre ting dukker op, som da f.eks. en gammel, tilvokset stribe brosten langs bygningerne på parksiden kom til syne og selvfølgelig skulle graves frem og genetableres, fortæller chefpedellen.
I alt løber de mange renoveringer op i mange millioner kroner, som bl.a. er blevet bevilget gennem flotte fondsdonationer fra Augustinus Fonden, A.P. Møller Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.
Menu
Kontakt
Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk
Cvr: 44913216
Ean: 5790002583926
E-mail: kontoret@krogerup.dk
Telefon: 49 19 03 80
Man-tors 9.15-12.15
Vil du modtage vores nyhedsbrev?
Se seneste nyhedsbrev her


