Valgfag, rejseplanlægning, besøg på biblioteket med nye litteraturarrangementer, Krogerup Caféer og meget andet – efteråret på Krogerup er i gang.
Efteråret på Krogerup er i gang
Efter godt tre uger på Krogerup er efterårets elever i fuld gang med at dykke ned i deres nye hoved- og valgfag, og snart begynder de at tage hul på forberedelserne til de forskellige studierejser. Krogerup Caféer, morgenvignetter, ture til Øresund, temadag og meget andet står for døren. Læs med her.
1. september 2026 │ af Katja Ottosson
Efterårets semester er i gang. Det har allerede budt på hovedfags- og valgfagsundervisning, de første Krogerup Caféer med gæster udefra, besøg fra skolens egen bibliotekar til bogvejledning i biblioteket, og så småt begynder forberedelserne til rejserne for de godt hundrede efterårselever.
Nye rejser og valgfag
To af rejserne dette efterår bliver helt nye, nemlig hovedfaget Verden Brænders rejse til Marokko/Spanien (der skal tilbagelægges hele vejen med tog og færge) og hovedfaget Journalistik & Mediers rejse, der går til London og Bruxelles.
– Det har været et vildt årti for Europa. Først stemte briterne ja til at forlade EU, så kom Corona-pandemien og en krig i Ukraine. Derudover står Europa midt i en klima- og energikrise samt en voksende politisk splittelse i flere lande på kontinentet, hvor højrefløjen vokser frem, siger underviser Sidsel Hoe om tankerne bag rejsen til London i næste måned.
På valgfagsfronten er der også helt nye titler på plakaten. Fx skal eleverne på det nye valgfag ‘Pop’ undersøge popkulturelle fænomener i 2026, på ‘Gud og mennesker’ skal der vendes religiøsitet og kristendom med de to sognepræster Agnete Veit og Mikkel Tode Raahauge og nogle skal ud og vælte sig i Øresunds bølger på ‘Kajak kajak’.
”Overvejer du Krogerup, så kig endelig forbi til en kop kaffe, en snak og en rundvisning. På hjemmesiden kan du danne dig et godt indtryk, men kigger du forbi til Åbent Hus, kan du rigtigt fornemme stemningen.”
Biblo-tirsdage, elevvignetter og ture til Øresund
Som ny elev er der meget at tage stilling til de første uger på højskole, og alt det nye kan føles overvældende. Derfor bliver den første tid også brugt på at få etableret nogle gode, trygge rammer for alle, ligesom ugerne også byder på mange forskellige tilbud for enhver smag, som man ikke alle sammen behøver at gå til.
Hver morgen samles skolen imidlertid, og på den måde har man en rolig og fælles start på dagen, når der er morgensamling. Der synges fra Højskolesangbogen, og en lærer eller elev holder en kort ‘vignet’, som er et lille oplæg, om noget vedkommende har på hjerte. Tirsdagens bibliotekssessioner med bibliotekaren (litterat og litteraturformidler Lea Fløe Christensen) er et fast tilbagevendede punkt på skemaet. Her kan man få vejledning om nye og gamle bøger og råd til, hvordan man kan komme i gang med læsningen, hvis den har været lagt på hylden for en stund – eller hvis man kun har pligtlæst sig hele vejen gennem gymnasiet.
Hverdagen kan også byde på hyggelige spontane arrangementer som bålaften eller badetur til Øresund, ligesom der ugentligt er fast planlagt en foredragsaften, hvor man kan læne sig tilbage med en kop te og få nye perspektiver, når Krogerup Caféerne finder sted.
Du kan læse meget mere om højskoleophold på Krogerup her, eller dykke mere ned i hverdagslivet på højskole her. Du kan også følge os på Instagram, hvor du får små glimt af hverdagslivet heroppe.
Menu
Kontakt
Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk
Cvr: 44913216
Ean: 5790002583926
E-mail: kontoret@krogerup.dk
Telefon: 49 19 03 80
Man-tors 9.15-12.15
Vil du modtage vores nyhedsbrev?
Se seneste nyhedsbrev her


