Fotos i artiklen af Adrian Egeberg Thygesen og Augusta Westphal Olsson
Forårselev Anna Lind Greiner, hendes mor og mormor har alle gået på Krogerup. Det her er fortællingen om tre Krogerup-generationer af kvinder. Historien er skrevet til journalistholdets eget magasin, Krogen, af journalistelever Astrid Hein Traulsen og Hector Brunhøj Husum.
I flokken af nye højskoleelever står en ung kvinde på 21 år. Hun hedder Birthe, og året er 1966. Hun hedder Katrine, og året er 1995. Hun hedder Anna, og året er 2023. De tre kvinder har ikke kun det tilfælles, at de alle har haft første dag på Krogerup. De er også hinandens nærmeste familie: Mormor, mor og barnebarn.
Det første møde med Krogerup Højskole
Birthe Kyhl Olsen startede på Krogerup Højskole i foråret 1966. På det tidspunkt havde Krogerup Højskole eksisteret i knap 20 år og var altså stadig rimelig ny. Krigens rædsler var reelle minder hos mange, og generationens unge var opvokset med efterkrigstiden som bagtæppe, herunder Birthe, der selv er født lige omkring krigens afslutning i 1945.
Forinden højskoleopholdet havde hun boet et år i København, hvor hun havde arbejdet på treholdsskift på Carlsberg i tre måneder for at få råd til højskoleopholdet. Her puttede hun flasker i kasserne:
“Jeg kan huske det endnu,” beretter Birthe med en snert af stolthed i stemmen og gør fagter med armene for at vise, hvordan hun og de andre unge nat efter nat placerede flaskerne i de karakteristiske røde Carlsberg-kasser. Det lykkedes da også for den unge Birthe at skrabe de fornødne penge sammen til at komme afsted på højskole, hvor hun blev mødt af en helt anden tilgang til læring end den, hun kendte hjemme fra Jylland.
“Jeg kan huske den første time med forfatteren Erik Knudsen. Vi kom ind – velafrettede fra den danske folkeskole – og så kom Erik Knudsen ind som en pæn lærer og sagde en hel masse, og så begyndte han ligesom at hvirvle Hitler ind i snakken,” siger 78-årige Birthe Kyhl Olsen, der sidder i parken på Krogerup Højskole en sommeraften, hvor himlen er lyserød og myggene sværmer om ørerne på hende.
“Han begyndte at snakke om Hitler sådan lidt positivt, og vi sad stadigvæk med blyanten parat,” fortæller Birthe og imiterer, at hun har en blyant i hånden og retter ryggen.
“Det var ligesom ét af de første chok, vi sad der pæne og artige, som vi havde lært og sagde ikke læreren imod.” Birthe holder inde og fortsætter:
“Så havde vi pause, og så kom Erik Knudsen ind og sagde med benene oppe på skrivebordet: ‘Hvad helvede er I for nogle slatrøve?’ Og så gav han os ellers en tale fra de varme lande.”
“Jeg kan huske, at højskoleeleverne bare lå udenfor, røg cigaretter og kiggede op i luften.”
Knudsen var målløs over, at eleverne ikke sagde fra, når han fremturede med så positive tanker om Hitler. En mand, der altså kun 20 år forinden stod bag den værste krig i moderne tid.
For Birthe, der kom som ung kvinde fra en landsbyskole i Vestjylland, er dette et eksempel på den anderledes tilgang til tilværelsen, som hun blev mødt af på Krogerup Højskole. I folkeskolen var hun ikke vant til at måtte have en holdning til noget, på Krogerup blev det forventet, at hun havde en holdning til alt.
Også barnebarnet, Anna Lind Greiner, der var elev på dette års forårsophold, kan huske sit første møde med højskolen, der skete i begyndelsen af gymnasietiden.
“Vi var heroppe på en hverdag, og jeg kan huske, at højskoleeleverne bare lå udenfor, røg cigaretter og kiggede op i luften,” fortæller hun.
“Vi kom virkelig som gæster, vi stod sådan helt i starten af gymnasiet, og så gik vi en tur med nogle elever, hvor de var meget sådan rowdy. Man må alt her! I må tage stoffer; I må det hele. Og der er sgu ikke nogen, der smider nogen ud her,” siger Anna smilende og forsikrer os om, at det ikke var fraværet af regler, der virkede tiltrækkende på hende, men snarere den åbenhed, som hun blev mødt med. For selvom Krogerup som udgangspunkt er et frisindet hjem for en masse unge, fest- og livsglade mennesker, og der – set udefra – ikke er mange regler, så må man altså ikke tage stoffer på skolen.
De tre kvinder er blevet sat i stævne på deres fælles højskole til en snak om deres liv på skolen og hvordan det halve år, som de hver især har brugt her, har påvirket deres liv. De tre generationer sidder sammen ved et bordebænkesæt i en krog af parken. På bænken står også et par vinglas fyldt med den rosé, Katrine Lind Greiner, der er mor til Anna og datter af Birthe, har taget med, og mens snakken går lystigt, pulser alle kvinderne løs på hver deres smøg.
“Jeg fik det lidt trivielt i København eller sådan lidt 08:00-16:00, gå i byen fredag og lørdag, bruge søndagen på at…” Anna tager et sug af sin smøg og fortsætter:
”Ja, det var bare sådan lidt den samme uge, der kørte igen og igen.”
Sådan oplevede Katrine det også i sin tid.
“Jeg bliver lykkelig, når jeg er heroppe. Jeg bliver lykkelig af, at jeg kan mærke, at I har det godt. Jeg elsker, når unge mennesker er i drift og har drivkraft, når de vil noget.”
“Jeg stod sådan lidt i et mellemrum, hvor jeg var flyttet til København med min kæreste dengang, og jeg tror, at jeg stod et sted, hvor jeg havde en udlængsel, så jeg var nødt til at komme væk fra det forhold også. Ubevidst,” fortæller Katrine, da hun bliver spurgt ind til, hvordan hun endte på Krogerup ligesom sin egen mor.
P-piller, elevtelefon og sociale medier
Selvom de tre kvinder har været elever på Krogerup Højskole i tre helt forskellige tidsaldre, er der ét tema, der har været gennemgående i mødet med højskolen. For når man bor 120 unge mennesker tæt sammen og hormonerne danser rundt i blodet, er kærlighed, sex og romantiske relationer uundgåeligt. Fællesnævneren for de tre kvinder er, at de alle havde kærester, da de kom til højskolen, mens de havde andre eller slet ingen kæreste, da de forlod den igen.
“Jeg boede sammen med min kæreste, vi havde været sammen i tre-fire år. Han tog faktisk også på højskole samtidig. Så det var ligesom en aftale, at nu skulle vi det. Dengang var der jo ikke mobiltelefoner, så det var en elevtelefon i hallen, han ringede på. Så var der én eller anden, der råbte: ‘Der er telefon,’ og så skulle man være heldig, hvis man lige var i nærheden,” fortæller Katrine.
Anderledes har oplevelsen været for Anna, der også havde en kæreste, da hun begyndte på højskolen, men som hun i løbet af opholdet slog op med:
“Jeg var fraværende, fordi vi ikke var sammen, men jeg var også fraværende i den kontakt, som vi så havde. Jeg havde flere døgn, hvor jeg ikke svarede på hans beskeder og sagde: ‘Jeg har nok en halv time om to dage, hvor jeg nok godt kan snakke,’” siger Anna i en tone, der afslører, at hun godt kan høre, hvordan det lyder.
“Det skulle være meget skemalagt for mig. For i starten kunne jeg altid finde tiden, man har jo altid tid til dét, som man gerne vil heroppe,” fortæller hun. Forholdet holdt et par måneder, før Anna og hendes kæreste fælles besluttede at gå fra hinanden.
Også Annas mormor, Birthe, var i et forhold, da hun begyndte på højskole, men det ændrede sig, da hun på Krogerup mødte ham, der senere skulle vise sig at blive Katrines far og dermed Annas morfar. Birthe er fra en tid, hvor p-pillen endnu ikke var opfundet, hvilket medførte en begrænset frihed i omgangen med det modsatte køn.
“Jeg prøvede at være tro i forhold til mig selv og altså være sikker på, hvad jeg sagde ja og nej til,” fortæller Birthe og fortsætter:
“Men det var svært, for der var ikke åben snak om det for det første, og helt konkret var p-pillen ikke opfundet, så man var bange og nervøs for at gå for tæt på. Det var virkelig en revolution for unge kvinder, at vi fik den,” fortæller Birthe begejstret og fortsætter: ”For hvis man havde sex, var der problemer forude.”
“Jeg håber da også, at mine egne børn vil tage på højskole”
Selvom det efterhånden er ved at være 28 år siden, at Katrine vinkede farvel til den hvide hovedbygning, står minderne om højskoleopholdet stadig klart i hendes hukommelse.
“Jeg bliver lykkelig, når jeg er heroppe. Jeg bliver lykkelig af, at jeg kan mærke, at I har det godt. Jeg elsker, når unge mennesker er i drift og har drivkraft, når de vil noget,” siger Katrine nostalgisk. Da hun bliver spurgt om, hvad højskolen har givet hende, svarer hun uden at tøve:
“Man får nogle mekanismer her – det gjorde jeg i hvert fald, fordi opholdet var så alternativt i forhold til det, jeg kom fra – at man også fik lidt mod på at vurdere dem, som man var sammen med og turde sige noget.”
“Krogerup er bare en integreret del af mig på en eller anden måde. Det er ikke adskilt fra mig, heller ikke nu. Det er en del af mig.”
Katrine udtrykker, at det er som om, at man ikke kan undgå at lade sig påvirke af det langsomme tempo, som skolen danner ramme om. Netop det langsomme tempo, som højskolen praktiserer, har været og er nok i endnu højere grad nu i et samfund, der er præget af præstationsræs og følelsen af, at vi hele tiden skal videre og ikke har tid til at dvæle ved nuet, meget kærkomment. Dette genkender Katrine også og fortæller:
“Jeg mærker jeres energier. Når I sidder dér i græsset, så er det som i går, at jeg var her. Simpelthen. Jeg kan mærke jeres energi på den samme måde, som jeg havde en energi.”
Højskoleopholdet har også præget Birthe i sådan en grad, at også hun kan sætte ord på det 57 år efter:
“Man får nogle mekanismer her – det gjorde jeg i hvert fald, fordi opholdet var så alternativt i forhold til det, jeg kom fra – at man også fik lidt mod på at vurdere dem, som man var sammen med og turde sige noget.”
Spørger man Anna, er hun heller ikke den sidste kvinde i familien, der tager afsted på højskole.
“Jeg håber da også, at mine egne børn vil tage på højskole. Det behøver ikke at være her, men jeg håber bare, de gør det for sig selv.”
Annas mormor, Birthe, blev da også glad, da hun fik fortalt, at hendes barnebarn også ville starte på Krogerup:
“Jamen, jeg jubler indvendigt over, hvor glad Anna er for at være her! Fornemmelsen af at det giver noget af det samme, som jeg oplevede, den dér med at få lidt mere rygrad, selvstændighed og lidt mere turde at sige ja og nej, og hvad man vil.”
Et fælles tredje
Familien er ikke en typisk kernefamilie, og Anna har en stor familie på både sin mors og fars side. Alligevel er der noget, der binder de tre kvinder og højskolen sammen, for højskoleånden lever og ånder i deres familie med fællessang og fokus på aktiviteter, hvor man gør noget sammen.
“Det dér med at være sammen om noget. Et fælles tredje. Og det er jo det, som Krogerup gør. Vi har et fælles tredje, som vi alle sammen skal være med til at opretholde. Det er jo det, som skolen vil, og det er også det, som vi er opvokset med og forhåbentlig også det, som jeg har givet videre til mine børn; at vi er sammen om noget.”
Kontakt os
+45 49 19 03 80
kontoret@krogerup.dk
Therese Juncker
Administrationschef
KONTAKT
Krogerup Højskole
Krogerupvej 13
3050 Humlebæk
CVR: 44913216
EAN: 5790002583926
Telefon: 49 19 03 80
E-mail: kontoret@krogerup.dk
Kontortid: 9.00-12.00
