“Jeg var måske ikke altid med på bølgen af trends, brugte ikke TikTok og havde ikke altid samme holdning som flertallet,” siger Amanda. Foto: Mette Tovborg

Amanda er som elev på skolens såkaldte ‘pitstop’-ordning naturligt lidt ældre end gennemsnittet. Men det gør hende kun klogere på tilværelsen at tage en pause fra studielivet – og måske også lidt modigere at blive mindet om, at hverdagen er, hvad man gør den til.

5. august 2024 │ af Katja Ottosson

Det er en af de sidste eftermiddage på forårsopholdet. Eleverne på hovedfaget Verden Brænder pakker til badetur. I parken summer en form for transitstemning; seks måneder på højskole er ved at være gået, undervisning flyttes ned til vandet, værelser bliver meget snart pakket ned og låst af.

Amanda Witten Nielsen er 23, da hun begynder på Krogerup i foråret. Det gør hun med en nyligt overstået bachelor i Naturressourcer fra Københavns Universitet i bagagen, allerede på mange måder et andet sted i livet end mange af sine kommende højskolevenner.

– Det var da rart at komme med noget andet, men også blive udfordret. Jeg var måske ikke altid med på bølgen af trends, brugte ikke TikTok og havde ikke altid samme holdning som flertallet. Noget, der ikke desto mindre gav mig virkelig meget perspektiv, siger Amanda, der med strandtasken pakket et kort øjeblik er blevet sat ned i Krogerups gamle hovedbygning for at reflektere over sin tid på højskole, hvor hun som studerende på en videregående uddannelse kunne gøre brug af skolens pitstop-ordning.

– Mange i min omgangskreds syntes, det var et lidt off tidspunkt at tage afsted, midt mellem en bachelor og kandidat. Snakken om højskole gik på, at det er sådan et loose sted, folk er et andet sted i livet, alt er bløde værdier. Og det er jo rigtigt. Men det, syntes jeg, var smukt.

Amanda betragter sig selv som en del af ‘coronagenerationen’, hvor alt det sjove efter gymnasietiden, inden alt det alvorlige og voksne overtog, blev pludseligt afkortet.

– Jeg havde otte måneders sabbat, og så kom corona. Jeg nåede at rejse i Argentina, men ville gerne have lavet mange andre ting. De fleste fra min gymnasietid har nu en bachelor i en alder af 23 eller 24. Ikke mange af os har været på højskole.

Samtidig, eller måske derfor, føltes beslutningen om at tage afsted midt i sin uddannelse helt ‘poweragtig’. Som at tage sit liv tilbage. Og, et par år ældre end de fleste andre på højskolen, insisterede Amanda på bare at ‘gøre’ højskole på sin egen måde:

– Jeg tilmeldte mig dét hovedfag, jeg ønskede allermest, selvom jeg kom på venteliste og ikke var sikret plads. Helt kompromisløst. Ja, folk heroppe var måske i en mere spontan periode i deres liv. Det kunne godt få mig på dybt vand. Men det rykkede også noget i mig, den evne til at læne sig tilbage i livet.

“Folk heroppe var måske i en mere spontan periode i deres liv. Det kunne godt få mig på dybt vand. Men det rykkede også noget i mig, den evne til at læne sig tilbage i livet.”

Væk var den almindelige hverdag, struktur, eksamener. Men for Amanda var det ikke mindst en påmindelse om, at det gør en forskel, hvad man vælger at fylde sine dage med:

– Nogle gange er jeg stoppet op og har tænkt, at de problemer, jeg har her, er fantastiske sammenlignet med dem, jeg havde før højskole. En sætning, der er gået igen heroppe, er, at det, man bruger sin dag på, er det, man bruger sit liv på. På højskole er der så mange små gaver, man bare kan høste løs af. Bittesmå ting, som, hvis man er god til at se dem, kan fylde en med enormt meget dejligt. Som at synge en sang, gå en tur til vandet, drikke en kop kaffe, sidde under et træ og læse en bog.

Vil du modtage vores nyhedsbrev?

Se seneste nyhedsbrev her