[row]

Krogerup Højskoles forstander gennem de seneste ti år stopper til sommer for at have mere tid til musikken og til andre projekter. Hun efterlader en skole i topform.

Krogerup Højskoles forstander, Rikke Forchhammer, har netop meddelt, at hun stopper som forstander med udgangen af juli 2018.

”Jeg er vild med Krogerup og alt det, skolen står for og indeholder. Jeg er også rigtig glad for at være forstander, så beslutningen om at stoppe har strakt sig over meget lang tid og har ikke været let,” siger Rikke Forchhammer, som til januar 2018 har arbejdet på Krogerup i 35 år, de sidste 10 år som forstander.

Men selvom beslutningen har været svær, vælger Rikke at holde fast i de planer, hun havde, allerede inden hun blev forstander.

Rejser og nye projekter ”Jeg vil gerne prøve nye udfordringer og bl.a. koncentrere mig om mine musiske aktiviteter, og det er nu på høje tid. Jeg bliver derfor freelancer, både med musik og ledelse som kerneområder, hvad det så end kommer til at indebære,” siger Rikke, som glæder sig til at flytte i et dejligt hus i Espergærde, som hun har købt sammen med sin mand, Nils Ekner.

[divider]


”At være forstander er et meget omfattende og krævende job, og jeg glæder mig til en mindre presset dagligdag. Nils er syv år ældre end mig og stadig frisk på det hele. Det skal han blive ved med at være til alle de sjove ting, vi nu får mulighed for at gøre sammen. Vi er jo vilde med at rejse, at lave projekter og evt. bo noget tid af året i det sydlige Afrika,” siger Rikke, som netop er kommet hjem fra en lille måneds turné i Sydafrika med sin vokalgruppe, Baobab Sisters.

Stor respekt for beslutningen
Bestyrelsesformand for Krogerup Højskole, Alfred Josefsen, er ked af, at Rikke Forchhammer stopper som forstander, men han bakker alligevel op om hendes beslutning. Han siger:

”Rikke har gjort det vanvittig godt for Krogerup, og selvom det ikke var med i min ’kontrakt’, accepterer jeg, at vi nu skal til at finde en ny god forstander for Krogerup. Jeg har stor respekt for Rikkes beslutninger og forstår også, at appetitten på andre ting er stor,” siger den tidligere Irma-direktør, som tiltrådte som ny bestyrelsesformand for Krogerup Højskole i maj.

”På trods af den korte tid, jeg har arbejdet sammen med Rikke, står det fuldstændig klart, at hun er en helt usædvanlig kapacitet. Personligt, fagligt og ledelsesmæssigt. På bestyrelsens vegne vil jeg ytre den største tak og den største taknemmelighed for, at Rikke har valgt at lægge en kæmpestor del af sit liv og arbejdsliv på Krogerup. Det vil vi takke hende for i stride strømme, når vi nærmer os hendes fratrædelsesdag, og indtil da vil vi glædes ved, at hun stadig er her, og samtidig sætte gang i en proces, hvor Krogerup igen får en helt fantastisk forstander,” lover Alfred Josefsen.

Nye idéer og friske fremtidsperspektiver
Rikke Forchhammer overleverer en højskole i topform til en kommende ny forstander, som skal tage over i sommeren 2018.

”Jeg er stolt af at kunne aflevere Krogerup Højskole-stafetten i god form med mange elever, sund økonomi, renovering i fuld gang osv. Det må være det bedste udgangspunkt, at en ny forstander kan overtage en skole med stor succes. En forstander, som kan være med til at føre Krogerup videre med ny energi, nye idéer og friske fremtidsperspektiver. Det kan blive rigtig godt for Krogerup,” siger Rikke Forchhammer.