[row]

Krogerup Højskole har stor success med fulde kurser over jul og nytår.

Året lakker mod enden, og vinterens kulde og slud står for døren. Derfor har over 70 kursister søgt inden døre på Krogerup Højskole for at tage del i det populære julekursus, der er et anderledes fællesskab i julen:

”Det er et af vores mest populære kurser hele året. Folk elsker at bruge juletiden sammen med en masse selskabelige mennesker, som de kan hygge sig med, samtidig med at de får en masse tankevækkende input fra interessante foredragsholdere. Det giver både julen noget mening og noget socialt samvær”, fortæller højskolens forstander Rikke Forchhammer.

[divider]

Ikke kun julehjerter

Julekurset er en alternativ måde at fejre jul på, og forstanderen mener, at julekursets popularitet skyldes, at det ikke bare handler om at klippe julehjerter:

”Selve juleaften er altid meget hyggelig. Vi pynter juletræ og dækker bord sammen, og dem, der har lyst, går til gudstjeneste i Humlebæk Kirke. Men vi presser ikke jul ned over hovedet på folk, og man må jule lige så lidt eller meget, som man ønsker”.

I stedet fokuserer kurset på at være et alternativ til den kommercielle jul.

”Vi tilbyder et kursus for folk, der søger et anderledes fællesskab i julen, hvor vi sætter tilværelsen under lup og spørger ind til, hvad der kendetegner det gode liv”.

Fra mandag d. 21. december til søndag d. 27. december møder julekursisterne bl.a. skuespiller Flemming Jensen, Kierkegaard-ekspert Pia Søltoft og stress- og ledelsesrådgiver Storm Steensgaard.

Læs mere om julekurset

og om nytårskurset

[divider]

[/row]